Danmark har verdensrekord i medarbejdertilfredshed. Af alle folkefærd på kloden er danskerne de mest arbejdsglade: 6 ud af 10 erklærer sig “meget tilfredse” med deres job. Det placerer Danmark på en suveræn førsteplads i en ny, stor international undersøgelse fra det globale opinionsfirma Ipsos-Reid blandt næsten 10.000 erhvervsaktive verdensborgere fordelt på 39 lande. Kun inderne, nordmændene og amerikanerne når i nærheden af danskerne, mens der er langt ned til nummer sjok, Ungarn, hvor kun hver tiende medarbejder er meget tilfreds i arbejdslivet. Befolkningen er Danmarks måske største konkurrencefordel, vurderer Henrik Holt Larsen, som er professor i Human Ressource Management ved Handelshøjskolen i København. “I fremtidens videnssamfund er det alfa og omega at have begejstrede medarbejdere,” siger han. Han mener, det er den afslappede og demokratiske ledelsesstil i danske virksomheder, der har givet bonus. En række nyere analyser bestyrker billedet af Danmark som en nation af “arbejdsromantikere”, der søger lykken i arbejdslivet. Flere iagttagere stiller dog spørgsmålstegn ved ægtheden af danskernes jobtilfredshed. Ifølge samfundsforsker Gorm Harste fra Aarhus Universitet afspejler den nye undersøgelse danskernes manglende oprørstrang og lange historie for blindt at tilpasse sig “chefens befalinger”. LOs kulturelle vismand, Erik Clausen mener at, undersøgelsen bør bruges til at rejse en kritisk diskussion om, hvad det vil sige at være tilfreds.