Danmark har en vigtig rolle at spille, når EU-landene over de kommende år skal vedtage det kommende europæiske energi- og klimaforlig for perioden 2020-2030. Tyskland, der er klart det mest klimaambitiøse af de store EU-lande, har brug for grønne frontkæmpere, hvis det skal lykkes at trække hele flokken af 28 EU-lande i retning af et ambitiøst kompromis. Dette vil være afgørende for, om Tyskland kan fuldføre sit eget nationale ”fyrtårnsprojekt”, die Energiewende.

Og rollen som grøn fanebærer i EU’s interne klimakamp passer perfekt til Danmark. Det mener Oliver Geden, seniorforsker og ekspert i klimapolitik ved den Berlin-baserede tænketank Stiftung Wissenschaft und Politik (SWP), som rådgiver både den tyske regering og den tyske Forbundsdag.

”Danmark er klassens mønsterelev, når det gælder opfyldelse af de aktuelle klima- og energimål i EU. Tyskland har selv en meget ambitiøs dagsorden for den kommende periode fra 2020 til 2030. Men i forhandlingerne er det vigtigt, at andre lande markerer, at de ønsker at gå endnu længere end Tyskland, så den øvrige medlemskreds ikke oplever, at det bare er det magtfulde Tyskland, der stiller maksimalistiske krav. I øjeblikket er Danmark reelt det eneste land i den gruppe,” siger Oliver Geden til Mandag Morgen.

EU-Kommissionens udspil til EU’s energi- og klimaforlig for perioden 2020-2030 har i månedsvis været genstand for en massiv lobbyindsats fra både erhvervskredse, grønne organisationer og andre berørte grupper. Resultatet af kommissærernes interne armlægning blev en anbefaling af et mål for 40 pct. reduktion i EU’s samlede udledning af co2 i 2030 og et kollektivt, men ikke nationalt bindende mål på 27 pct. vedvarende energi. Det er ikke voldsomt ambitiøst, men det er heller ikke katastrofalt uambitiøst. Kursen på vejen mod den grønne omstilling fastholdes.

Mens det nye energi- og klimaforlig først ventes endeligt på plads hen imod FN’s klimatopmøde i Paris i november 2015 (COP21), har formanden for Ministerrådet, Herman Van Rompuy, ændret EU-kalenderen for 2014, så de overordnede mål – suppleret med spørgsmålet om industriens konkurrenceevne – vil være på dagsordenen ved topmøderne i både marts og juni i år. Dermed vil man muligvis kunne nå frem til en overordnet politisk beslutning fra stats- og regeringscheferne i juni, mens udmøntningen i direktiver og forordninger derefter vil tage mindst 12-18 måneder, sådan som det var tilfældet med den aftale, der løber frem til 2020. Den overordnede politiske aftale blev i sin tid indgået i marts 2007, mens den endelige vedtagelse af lovgivningen fandt sted i december 2008. 

Dansk uenighed

Forlydenderne fra EU-Kommissionen har fået den danske vindmølleindustri og andre grønne industribrancher til at protestere højlydt, hvilket i sidste uge fremkaldte overskriften: ”EU-bombe under dansk klimaindustri” i dagbladet Børsen. Fjerner man bindende nationale mål for vedvarende energi, vil det gøre det muligt for medlemslandene at nå CO2-reduktioner ad andre veje. Eksempelvis satser en række EU-lande fortsat på atomkraft eller på at skifte fra kulfyrede til gasfyrede kraftværker. Bindende mål for etablering af ny vedvarende energi er derfor af helt central betydning for rentabiliteten i de industrier, der arbejder inden for vind, biobrændsel og anden vedvarende energi.

Opråbet blev imidlertid hurtigt imødegået af Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, som sammen med bl.a. Niels B. Christiansen, topchef i Danfoss, opfordrede EU til at skabe en ambitiøs og effektiv energi- og klimapolitik med et mål om 40 procents reduktion af CO2-udledningerne. Men de omtalte ikke behovet for bindende mål for den vedvarende energi. I denne uge rykkede DI-direktør Tine Roed sammen med vicedirektør Anders Stouge, Dansk Energi, så ud med en præcisering af, at man også ønsker ambitiøse mål for den vedvarende energi. 

Karsten Dybvad og Niels B. Christiansen opfordrede i deres fælles kronik til en ny framing af den erhvervsorienterede energi- og klimadebat.

”Det er på høje tid, at vi gør op med forestillingen om ”grønne” og ”sorte” virksomheder – og giver plads til en langt mere frugtbar debat om, hvordan virksomhederne i fællesskab skaber mere bæredygtige værdikæder. Vi har brug for virksomheder, som producerer den beton og det stål, der er fundament for vindmøllerne, ligesom vi har brug for glas til energiruderne. Vi kan ikke undvære konkurrencedygtige virksomheder med en produktion, som kræver et højt energiforbrug. De er en vigtig del af den grønne omstilling,” lød det fra de to topfolk, som understregede, at konkurrenceevnen i Europas fremstillingsindustrier er under pres, fordi industrier i andre verdensdele oplever faldende omkostninger – ikke mindst på grund af det amerikanske boom i udvinding af skiferolie og -gas.

Paradigmeskifte i Europa

Oliver Geden og SWP har netop offentliggjort en 30 sider lang forhåndsanalyse af den overordnede kontekst, de nationale præferencer og de mulige kompromiser i forbindelse med de kommende klima- og energiforhandlinger. Analysen, ”Moving Targets – Die Verhandlungen über die Energie- und Klimapolitik der EU nach 2020”, advarer om, at de kommende forhandlinger mellem EU’s stats- og regeringschefer nu tager hul på, er afgørende for den grønne omstillings videre skæbne i Europa.

”Forhandlingerne bliver en lakmusprøve for EU-landene. Og det er helt givet, at lysten til at acceptere fælles ambitiøse og bindende nationale mål er væsentligt lavere i dag, end den var i 2006 og 2007, hvor økonomien så langt bedre ud,” siger Oliver Geden.

[graph title="Energi- og klimapolitikkens Europa" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/06e61-ckr_fig01_energi-og-klimapolitikkens-europa.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/61c46-ckr_fig01_energi-og-klimapolitikkens-europa.png" text="De 28 EU-lande har vidt forskellig politisk og økonomisk vægt, forskellige ambitionsniveauer og stærkt varierende energiteknologiske udviklingsstadier. Alle lande har vetoret over for EU’s kommende energi- og klimaforlig for perioden 2020-2030, fordi energi- og klimapolitikken fortsat er national kompetence i EU."]Kilde: EnergiWatch, Dansk Energi, Mandag Morgen. [/graph]

Oliver Geden taler om, at der er sket et regulært paradigmeskifte i Europa. At grøfterne mellem det klimaambitiøse Nordvesteuropa, det mere klimaskeptiske Øst- og Centraleuropa og det kriseramte Sydeuropa er blevet meget dybere. Se også figur 1. Da de gældende 2020-mål blev vedtaget – om 20 pct. reduktion af CO2-udledningerne, en vedvarende energiandel på 20 pct. og 20 pct. energieffektivisering – stod Polen og de andre øst- og centraleuropæiske lande billedlig talt med hatten i hånden som helt nye EU-lande.

I Tyskland og Frankrig så man omvendt de globalt høje energipriser og det voldsomt stigende energiforbrug i Asien og Sydamerika som drivere for stærke nationale industrier inden for både vedvarende energi og atomkraft. Siden kom finanskrisen, faldet i industriproduktionen, atomkatastrofen i Fukushima i Japan i 2011 og efterfølgende Angela Merkels bratte beslutning om at udfase den tyske atomkraft på bare 10 år. Disse begivenheder vendte op og ned på meget, og de har ikke mindst efterladt det velhavende og klimabegejstrede Vest- og Nordeuropas argumenter fra 2006-2007 i en meget sølle forfatning.

”Der har i en række tilfælde snarere været tale om policy-based evidence-making end evidence-based policy-making,” konstaterer Oliver Geden tørt.

Grønne kommissærer i klemme

Udspillet fra EU-Kommissionen indeholder ud over anbefalingerne vedrørende CO2-reduktioner, VE-mål og energieffektivitet også en analyse af udviklingen af energipriserne i Europa og de faktorer, der bestemmer disse priser. Denne analyse leverer både argumenter til tilhængerne af udbygningen af vedvarende energi og til dem, der mener, at EU-landene bliver nødt til også at fokusere på det faktum, at energipriserne i Europa er høje, og at de nationale støtteordninger i mange tilfælde både er for kostbare og for ukoordinerede på europæisk niveau.

Kommissionen åbner reelt også for skifergas og den kontroversielle metode til at udvinde den – såkaldt fracking, der indebærer betydelige miljømæssige risici. I denne sag havde miljøkommissær Janez Potocnik planer om særligt skærpede miljøregler. Men de regler fik han ikke opbakning til i Kommissionens interne magtspil.

Det står med andre ord klart, at de ”grønne” kommissærer, sloveneren Potocnik og den danske klimakommissær, Connie Hedegaard, har det lige så svært over for den tyske energikommissær og den italienske industrikommissær i Bruxelles, som de grønne danske ministre har det over for finansministeren, økonomiministeren og erhvervsministeren i København.

Oliver Geden fra SWP understreger dog, at det er meget muligt, at EU-Kommissionens udspil vil blive skærpet på vejen gennem Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Europa-Parlamentet har for længst markeret, at de ønsker et langt mere ambitiøst kompromis, end Kommissionen lægger op til. Og 23. december skrev klima- og energiministrene fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien, Portugal, Belgien, Irland og Østrig til EU-Kommissionen. Klima- og energiminister Martin Lidegaard og hans kollegaer, herunder den nye meget magtfulde tyske økonomi- og energiminister, SPD-formand Sigmar Gabriel, efterlyser her et bindende mål for vedvarende energi.

”Vi vil gerne understrege vigtigheden af et mål for vedvarende energi i 2030-regelsættet. Et mål for vedvarende energi er af afgørende betydning for at kunne give den sikkerhed, der er nødvendig for at sikre omkostningseffektive investeringer i energisystemer, som vil sikre det indre marked for energi,” lyder det fra ministrene, som også imødekommer kritikken af de mange dårlige og dyre støtteordninger til vedvarende energi i den nære fortid.

”Vi må lære af vore erfaringer og sikre, at udrulningen af vedvarende energi gøres på en mere intelligent måde, hvilket vil sige gennem omkostningseffektive og passende støtteordninger.”

De statslige støtteordninger i Tyskland og andre europæiske lande er for alvor kommet i søgelyset hos EU’s konkurrencemyndigheder, som mener, at de i en række tilfælde implementeres på en måde, der skævvrider konkurrencen på tværs af landegrænser og industrisektorer.

Merkels prestigeprojekt

Også Tysklands kansler kan forventes at arbejde meget hårdt for et ambitiøst energi- og klimaforlig. Angela Merkel har personligt investeret meget politisk kapital i både klima- og energimålene frem mod 2020 og i det, man i Tyskland kalder ”det nationale fyrtårnsprojekt” – den grønne Energiewende, som igen er nært forbundet til hendes åbenlyst helt personlige beslutning efter Fukushima-ulykken om at udfase atomkraften.

Hvis Tysklands Energiewende skal lykkes, er man ifølge Oliver Geden meget afhængige af, at resten af Europa går i samme retning: Udbygning af vedvarende energi, fokus på energieffektivisering og et skarpt fokus på forbedring af energinettene til nabolandene, som tyske energikoncerner ofte helt bevidst har forsømt at udbygge i bestræbelserne på at forsvare sine egne hjemmemarkeder.

Hvis EU-landene derimod ender med blot at vedtage et teknologineutralt mål for CO2-reduktioner, vil det skade Tysklands energiomstilling, da det vil holde ETS-systemets kvotepriser nede og dermed tilgodese kul- og gasfyrede kraftværker i forhold til havvindmøller eller solenergi.

Det er, hvad Storbritannien og Polen, hvor atomkraft, kul og gas er de altdominerende kilder i energimikset, højlydt efterstræber – og hvad atomkraftstormagten Frankrig diskret håber på.

Frankrig under pres

Frankrig kan imidlertid komme under et massivt tysk pres for at acceptere bindende mål for vedvarende energi. Frankrigs præsident, Francois Hollande, har selv lovet at gennemføre en energiomstilling – transition énérgetique – som indebærer, at man skal reducere atomkraften betydeligt.

Og meget tyder på, at den franske præsident for alvor er ved at gentænke sit politiske projekt for Frankrig, med et øje på udviklingen i både Tyskland og Skandinavien.

I sidste uge gjorde han det således klart, at der for Frankrig ikke er nogen vej uden om dybe strukturreformer og offentlige besparelser, bl.a. med henvisning til de nordiske landes velfærdsreformer. Og han bekendtgjorde, at Frankrig vil samarbejde meget tæt med Tyskland på tre områder: Dels om social og økonomisk konvergens, herunder udligningen af mindstelønninger og selskabsbeskatning, dels på det militære område og endelig på energiområdet, hvor der er behov for at koordinere de to landes omstilling.

”Det er en stor udfordring og mulighed for Europa. Men Frankrig og Tyskland må vise vejen. I udviklingen af vedvarende energi har Tyskland skaffet sig et forspring, mens vi (Frankrig, red.) inden for lagring af energi og energinetværk tilhører frontløberne,” sagde Hollande. Han foreslog sågar at skabe fælles industrier inden for energiomstillingen, på samme måde som Frankrig, Tyskland og andre europæiske lande har skabt flykonsortiet Airbus. Hverken i Berlin eller Paris kunne erhvervsfolk helt følge den franske præsident, som dog også lovede at blive mere konkret ved et fælles fransk-tysk regeringsmøde i Paris i februar.

I sidste ende vil det vil være endog meget overraskende, hvis ikke Frankrig tilslutter sig det hold, der sikrer stabil statsstøtte til en fortsat udvikling af vedvarende energikilder.