Regeringen vil fordoble antallet af akademikere over de næste tyve år, og allerede i næste års finanslov lægger man op til at bruge ekstra 2,9 milliarder kr. på uddannelsesudgifter og SU for at komme nærmere målet om flere i uddannelse.

Regeringen har dog ikke gjort sig overvejelser om, hvilke højtuddannede arbejdsmarkedet faktisk har brug for. Resultatet kan blive en beskæftigelsesmæssig katastrofe, advarer flere eksperter, som Mandag Morgen har talt med. De efterlyser en klarere strategisk analyse af, hvordan fremtidens arbejdsmarked vil udvikle sig, og hvor de mange ekstra akademikere skal finde job.

Men regeringen og uddannelsesminister Morten Østergaard holder foreløbig fast i de høje ambitioner. Ministeren er særdeles tilfreds efter en sommer, hvor universiteterne kunne melde om rekordhøje optagelsestal, der vil give næsten 28.000 nye studerende.

Morten Østergaard kunne dermed sætte et halvt flueben ved en af de mest konkrete målsætninger i regeringsgrundlaget: at 25 pct. af en ungdomsårgang i 2020 skal være i gang med en lang videregående uddannelse. Med dette års optag på omkring 20 procent er man godt på vej mod målet. 

Regeringen har, ligesom sin forgænger og helt på linje med anbefalinger fra OECD, EU, Dansk Industri og en bred skare af danske og internationale økonomer, gjort uddannelse til hovedingrediens i den opskrift, der skal løse Danmarks vækstkrise. Vi er afhængig af en veluddannet arbejdsstyrke, hvis produktiviteten skal hæves og konkurrenceevnen styrkes. Og en opgradering af arbejdsstyrkens uddannelsesniveau er alfa og omega i en tid, hvor vi skal leve mindre af industriproduktion og mere af at producere viden. 

I 1990 talte arbejdsstyrken 108.000 personer med en lang videregående uddannelse. I dag er tallet mere end fordoblet til 255.000. Bliver regeringens målsætning indfriet, vil antallet af akademikere runde 460.000 i 2030, 570.000 i 2040 og 650.000 i 2050. Se figur 1. Danmark har med andre ord 40 år til at skabe 400.000 ekstra akademikerarbejdspladser, hvis de mange højtuddannede hjerner ikke skal ende som røde tal i ledighedsstatistikken. 

Siden 1990 er andelen af arbejdsstyrken, der har taget en lang videregående uddannelse, vokset fra 3,8 til 8,3 pct. Men i den periode har det primært været den offentlige sektor, der har givet de mange ekstra kandidater smør på brødet. I de kommende år og årtier er der derimod dikteret lavvækst i de offentlige udgifter. Det betyder, at langt størstedelen af de mange nye job skal skabes i den private sektor.

Det flugter dårligt med de uddannelsesprofiler, som universiteterne i dag spytter ud på arbejdsmarkedet. Med universiteternes nuværende optagelsesmønster, vil en stor del af fremtidens akademikere komme fra humaniora og samfundsfag og kun i mindre grad fra de tekniske og ingeniørfaglige fag, som erhvervslivet især efterspørger. 

En stor del af de humanistiske og samfundsfaglige cand.mag.-uddannelser har kæmpet med en markant overledighed gennem flere år – også før finanskrisen satte ind. Det samme gælder fag som arkitektuddannelsen, psykologi, teologi og it, der i årevis har uddannet til en ledighedsprocent et godt stykke over gennemsnittet. Se figur 3.

De senere år er antallet af kandidater fra humaniora og samfundsvidenskaberne, der bliver ansat i den private sektor, vokset. Men undersøgelser viser, at omkring hver femte humanist ender i en stilling, der lige så godt kunne bestrides af f.eks. HK’ere med kortere og billigere uddannelser. 

Samtidig viser beregninger fra både AE og CEPOS, at langtfra alle universitetsuddannelser er en god forretning for samfundsøkonomien. Mens især uddannelser inden for sundhedsvidenskab er en god investering, koster kandidater fra en lang række uddannelser på især naturvidenskab og humaniora samfundet mere, end de tjener ind. Se MM04, 2010. 

Risikoen for en langvarig kritisk udvikling får chef for politisk-økonomisk analyse i Akademikernes Centralorganisation, Niels Lykke Jensen, til at advare om, at Danmark meget vel risikerer at skabe et stort fremtidigt akademikerproletariat, sådan som man allerede i dag ser det i flere europæiske lande syd for Danmark.

Akademikernes Centralorganisation anerkender målsætningen om de 25 pct., men rent analytisk mener han, at der er grund til at overveje tempo og indfasning. Han finder det ikke sandsynligt, at det private arbejdsmarked automatisk vil drage ordentlig nytte af de mange ekstra højtuddannede, der kommer ud fra universiteterne. Hvis der ikke besluttes en markant ny indsats på området, forudser han, at en betydelig del af fremtidens akademikere kan ende i direkte  darwinistisk konkurrence med LO-grupperne – som en overkvalificeret og dybt desillusioneret arbejdskraft i lavt betalte eller løse ansættelsesforhold. 

Men ansvaret for en sådan udvikling kan ikke placeres hos universiteterne, mener Niels Lykke Jensen:  “Ansvaret er politisk – det ligger hos regering og Folketing. Det er min vurdering, at der er ekstremt meget søjletænkning og ’abeflytteri’ på dette område, og man kommer meget nemt til at sige i lukkede rum, at de andre burde have tænkt sig bedre om, eller at de unge nyuddannede er kræsne og forkælede.

Men faktum er, at vi har at gøre med en fundamental og alvorlig systemfejl, der kun bliver rettet, hvis man nu politisk, og i samarbejde med erhvervsliv, organisationer og universiteter, tør arbejde med en plan, der adskiller sig fra det hidtidige patchwork. Den incitamentsstruktur, der er sat op for universiteterne, belønner dem ensidigt for at få flere og flere studerende igennem, og derfor er det klart, at man vil fortsætte med at lukke unge ind på studier, også selv om man kan se, at man risikerer at uddanne store grupper til overledighed,” siger han. 

Uddanner til arbejdsløshed 

Den danske universitetskultur er i høj grad forskningsbaseret, og der er ikke tradition for at koble uddannelsesudbuddet til arbejdsmarkedets behov. Daværende undervisningsminister Bertel Haarder valgte i 1980’erne at blande sig i universiteternes prioriteringer og øge antallet af ingeniør- og lægestuderende markant. Bag beslutningen lå en række fremskrivninger af arbejdsmarkedets behov. Men de holdt ikke stik, og begge faggrupper måtte efterfølgende kæmpe med en høj overledighed.

Haarders fejldisponering har efterfølgende skræmt skiftende forsknings- og uddannelsesministre fra at blande sig i universiteternes disponering og f.eks. ko¬¬ordinere uddannelsesudbuddet  med¬ fremskrivninger for arbejdsmarkedets udvikling. 

Som tidligere vismand har professor i økonomi Jan Rose Skaksen stået bag nogle af de omtalte analyser, som ministeren læner sig op ad. Han mener da også, at det danske arbejdsmarked vil få brug for de mange ekstra hoveder. Men han erkender samtidig, at den nuværende ordning, hvor det alene er universiteterne, der bestemmer uddannelsesudbuddet, er problematisk: 

“Danmark er særlig på den måde, at vi gennem mange år har uddannet akademikere til den offentlige sektor i højere grad end de fleste andre lande. Men nu skal der fokus på det private erhvervsliv, og det betyder, at jobindholdet for akademikere kommer til at ændre sig markant. Set i det lys bliver universiteterne nødt til at revidere uddannelsernes indhold, og de studerende skal tænke mere strategisk over, hvilke studier de vælger. Som det er i dag, er der ikke tilstrækkelig stor tilskyndelse til at gøre tingene anderledes, end man har gjort de sidste årtier,” forklarer han.  

Overordnet er der tre knapper at dreje på, hvis man vil ændre studieudbuddet, så det flugter bedre med arbejdsmarkedets behov. 

En mulighed er, at regeringen – på baggrund af analyser og fremskrivninger – går direkte ind og blander sig i, hvilke uddannelser og hvor mange studiepladser universiteterne udbyder. Denne centralistiske tilgang er udbredt i lande som Tyskland og Sverige. Men den rimer dårligt på den indsats for at deregulere den danske universitetssektor, som skiftende regeringer har lagt for dagen gennem en årrække.

Man kan også forsøge at påvirke de studerende til at træffe studievalg, der matcher bedre med fremtidens efterspørgsel. Det kan ske ved at stille mere vejledning og oplysning til rådighed om, hvad de unge kan forvente sig af jobmuligheder, hvis de vælger en konkret uddannelse. 

Endelig er der de økonomiske incitamenter. Man kan f.eks., som Skattekommissionen anbefalede i 2009, sænke skatteprocenten for studerende på de fag, der efter endt studie udløser et højt samfundsøkonomisk afkast. Eller man kan pålægge studerende på fag, der uddanner til overledighed, et deltagergebyr. 

Ifølge Jan Rose Skaksen er der brug for, at de studerende tænker sig mere om, når de vælger uddannelse. Men frem for at friste dem med penge er det mere oplagt at lægge det økonomiske incitament over på de enkelte uddannelsesinstitutioner: 

“Det er mest naturligt, at ansvaret for at uddanne rigtigt bliver ved med at ligge hos institutionerne. Men jeg tror ikke på, at den nuværende løsning med aftagerpaneler er tilstrækkelig. Der er brug for at skabe et klart økonomisk incitament, der belønner de uddannelser og universiteter, der formår at få deres kandidater i arbejde. Jeg taler ikke for, at man skal sænke den akademiske standard og gøre universiteterne til rene beskæftigelsesfabrikker. Men ansvaret for arbejdsmarkedsrelevans skal tages mere seriøst,” siger han. 

Samme konklusion er man kommet frem til hos Dansk Erhverv. Her har man udviklet en model for et såkaldt efterspørgselsbaseret taxameter, hvor universiteterne aflønnes efter, hvor gode de er til at få deres kandidater i arbejde. Det skal ske ved at tage de sidste tre års beskæftigelsesprocent i betragtning, når der uddeles penge til den enkelte uddannelse: Uddanner man til overledighed, udløser det et mindre taxametertilskud og vice versa. 

Forslaget, der blev lanceret sidste efterår, har ikke mødt opbakning, hverken i ministeriet eller på universiteterne. Formanden for de danske universitetsrektorer, Jens Oddershede, udtalte for nylig til Børsen, at “den planlægning hører til i DDR”.

Jannik Schack Linnemann, forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, erkender, at modellen ikke er fuldkommen. Men han mener samtidig, at det er et stort problem, at både ministeren og universiteterne er så kontante i deres afvisning, særligt i en tid, hvor hver tredje nyuddannede akademiker er arbejdsløs:

“Selv om ledigheden for især humanister har været høj gennem flere år, fortsætter universiteterne med at spytte humanistiske kandidater ud. Det burde være et klokkeklart signal om, at der er brug for at ændre på incitamentsstrukturen. Vi tror mere på guleroden end pisken og er kommet med et forslag, der belønner de uddannelser, der gør det godt, uden at sparke bunden ud af de andre studiers økonomi. Det er ikke en revolution, men en omfordeling inden for den eksisterende ramme, så de ’brødløse’ fag kan få et løft og blive mere erhvervsrettede. Men man ønsker åbenbart at fortsætte den eksisterende linje, hvor universiteterne kun belønnes efter kvantitet og ikke for kvalitet og relevans,” siger han.

Ansvaret bør placeres 

Hos Akademikernes Centralorganisation efterlyser man en bred vifte af initiativer, der samlet giver større sandsynlighed for balance mellem det større udbud og den langsigtede efterspørgsel. Men Niels Lykke Jensen er, ligesom uddannelsesministeren, kritisk over for Dansk Erhvervs taxameterforslag, som han mener “vil være for kortsigtet og tilfældigt at implementere i praksis”. Han ser hellere, at man fra centralt hold får placeret et større ansvar for, at uddannelsesudbuddet og -efterspørgslen hænger bedre sammen:

“Det er bemærkelsesværdigt, at det i Danmark er tre år siden, at nogen fik til opgave at se på, hvordan vores uddannelser matcher behovene på arbejdsmarkedet. Vi har en ganske ringe grad af nationalt overblik og planlægning på området. I praksis træffes næsten alle dimensioneringsbeslutninger på decentralt niveau ude på de enkelte universiteter. Man kunne godt forestille sig, at regeringens store uddannelsessatsning blev ledsaget af nationale høringer, men det sker ikke,” siger Niels Lykke.

Brugen af fremskrivninger og andre analyser er udbredt uden for Danmarks grænser. I Tyskland, hvor uddannelsesområdet er lagt ud til de enkelte delstater, har man i mange år brugt fremskrivninger til at planlægge uddannelsesudbuddet. I Sverige bruger man et bredt miks af komplementære kompetencefremskrivninger, sektorstudier, kompetenceundersøgelser og studier af arbejdsmarkedet til at tilrettelægge indsatsen. Derudover leverer den svenske statistiktjeneste løbende analyser, der redegør for dimittendernes færden på arbejdsmarkedet, og denne viden kommunikeres via forskellige platforme videre til de studerende.

Ud over den nationale indsats er lande som Sverige og Tyskland aktive i det arbejde, der finder sted i regi af EU-institutionen CEDEFOP. Den har siden 1980’erne arbejdet med at analysere fremtidens europæiske arbejdsmarked og kortlægge, hvilke krav udviklingen stiller til de enkelte EU-landes uddannelsesudbud og kompetencer. Formålet med analyserne er, ifølge projektchef ved CEDEFOP Vladimir Kvetan, ikke at forudsige, hvor mange medarbejdere med bestemte kompetencer der er brug for inden for hvilke sektorer. Det er snarere at forstå, hvordan arbejdsmarkedets behov ændrer sig over tid i forhold til de satsninger, som EU og medlemslandene foretager på erhvervsområdet. Flere lande satser for eksempel massivt på at udvikle en stærk grøn sektor, og det kræver, at de rette kompetencer er til stede.  

“Fremskrivningerne er ikke egnet til at detailplanlægge arbejdsudbuddet. Omvendt har vi set, hvad markante omstruktureringer uden arbejdsmarkedsrelaterede konsekvensanalyser har ført til i nogle transitionslande: høj arbejdsløshed og et stort spild af talenter og offentlige midler,” siger Vladimir Kvetan. 

Ifølge Niels Lykke, der selv har været aktiv i CEDEFOP’s arbejde over en årrække, har den danske deltagelse i samarbejdet været begrænset, siden Bertel Haarder i sin tid brugte analyserne til at skrue op for antallet af ingeniører og læger: “Fejlskønnet for 30 år siden skabte én gang for alle en national konsensus om, at lige præcis når det drejer sig om lange uddannelser og arbejdsmarkedet, kan vi altså ikke tro på de analysemetoder og prognoser, som vi snildt bruger på en lang række andre områder. Den defacto-beslutning i 1980’erne efterlod os uden nogen som helst form for grundlag for at føre en national og åben dialog med universiteterne. På sigt kan det komme til at koste Danmark mange flere penge end Haarders enkelte beslutninger,” advarer han. 

Den forrige uddannelsesminister, Charlotte Sahl-Madsen, havde et nationalt aftagerpanel på tegnebrættet med det formål at løfte diskussionen om arbejdsmarkedets behov op på nationalt niveau. Men planen blev lagt i skuffen med regeringsskiftet, og ifølge hendes efterfølger, uddannelsesminister Morten Østergaard, er der ingen planer om at hive den frem igen, da man “næppe når nogen vegne med at holde flere møder”. 

Han ser dog gerne, at man med tiden får flere analytiske redskaber til rådighed, som bl.a. flaskehalsanalyser, der kan være med til at kvalificere diskussionen om universiteternes uddannelsesudbud:

“Jeg bliver løbende bombarderet med fremskrivninger fra de forskellige interesseorganisationer. Alle vil selvfølgelig have flere kandidater inden for deres fag, og skulle vi efterleve det krav, ville vi komme langt over målsætningen om de 25 pct. Det er selvfølgelig ikke meningen, og derfor kunne det være godt med nogle redskaber og analyser, der ikke er farvet af særinteresser,” siger han.    

Samtidig arbejder regeringen i disse måneder på en samlet strategi for, hvordan man bedst muligt indretter uddannelsessystemet for at realisere 60-pct.-målsætningen. Hvad strategien mere præcist kommer til at indeholde, vil ministeren ikke afsløre nu, men ét af elementerne vil rette sig mod de studerende, der skal motiveres til at træffe de rigtige studievalg: 

“I år har vi set en rekordstigning i antallet af studerende, der søger mod de uddannelser, der er høj efterspørgsel på i erhvervslivet, såsom ingeniør og de naturfaglige uddannelser. Denne positive trend vil vi gerne fortsætte ved at sikre, at de unge træffer deres studievalg på et kvalificeret grundlag,” siger han. 

Blandt de andre initiativer er et nyt akkrediteringssystem, hvor evalueringen af de enkelte uddannelser løftes fra den enkelte uddannelse og op på institutionsniveau. Som systemet fungerer i dag, er det ifølge ministeren et problem, at der kan gå op til seks år mellem besøgene fra ACE Danmarks evalueringshold. Med den nye struktur vil gennemsigtigheden blive større, og det vil blive lettere at følge de uddannelser, der har brug for et ekstra skub i forhold til at styrke deres relevans og kvalitet. Det gælder også de 101 uddannelser, som Akkrediteringsrådet allerede har givet en anmærkning om, at de kun delvist eller slet ikke lever op til kriteriet om relevans: 

“Det er tydeligt, at de hidtidige tiltag ikke har løst hele udfordringen, og derfor arbejder vi også på, at det skal være anderledes. På mange uddannelser er man stadig mere optaget af sit eget ve og vel, med det resultat at de studerende ender i en blindgyde. Vi skal skabe et uddannelsessystem, der hænger sammen fra folkeskole til arbejdsmarked og på tværs af de forskellige uddannelsesniveauer. Vi står over for et paradigmeskifte, og over de kommende år vil universiteterne være nødt til at åbne nye uddannelser, tilpasse eksisterende og lukke nogle ned. Det er en stor skude, der skal vendes, men jeg tror på, at vi gør det bedst ved at ansvarliggøre dem, der har ansvaret i dagligdagen,” slutter Morten Østergaard. 

Kilder

• “Dansk Erhverv: Beløn de gode universiteter”, artikel i Børsen, 3. september 2012.
• “Arbejdsudbuddet blandt akademikere fremover”, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, januar 2012.
• “New Skills for New Jobs. Policy initiatives in the field of education”, Eurydice, november 2010.
• “Produktivitet og uddannelse”, CERB – Centre For Economic and Business Research, marts 2010.
• “Universiteter skaber akademisk underklasse”, artikel i Mandag Morgen, 22. januar 2010.
• “Det frie valg eller det frie fald”, Akademikernes Centralorganisation, 2010.
• “Systems for anticipating of skill needs in the EU Member States”, DECEFOP, oktober 2008.