Danmark ryger ned ad ligestillingsliste, men listen bygger på "absurde resultater"

Danmarks fald på World Economic Forums ligestillingsrangliste er alarmerende, lyder det fra flere kanter. Men man bør ikke tage Danmarks placering særlig bogstaveligt, siger eksperter. 

Unge kvinder demonstrerer for ligestilling på kvindernes internationale kampdag.
Unge kvinder demonstrerer for ligestilling på kvindernes internationale kampdag.Foto: Kevin Shakir/Ritzau Scanpix
Andreas Oved Askjær Rasmussen

Danmark ryger ned ad ligestillingsrangliste.

Sådan lyder budskabet i artikler, der tirsdag er lagt online af flere danske medier. Bag ranglisten står den schweiziske fond World Economic Forum, der hvert år på omtrent denne tid offentliggør en ny stor rapport om, hvordan det globalt set står til med ligestilling.

Straks blev artikel og rapport delt af prominente navne som organisationen Dansk Kvindesamfund, fodboldspiller Pernille Harder og sanger Pernille Rosendahl. Flere af dem kommenterede, at Danmark sakker bagud, når det kommer til ligestilling. Erhvervskvinden Stine Bosse er endda blevet “simpelthen så vred” over Danmarks placering.

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) erklærer sig over for Ritzau utilfreds med Danmarks placering i rapporten:

"Det viser blot, at vi fortsat har en lang række udfordringer på ligestilling, som vi skal have tacklet. Det vil regeringen og jeg sætte os i spidsen for at komme til at tackle," siger Mogens Jensen ifølge Ritzau.

Artiklen fortsætter under billedet

På Facebook deler Mogens Jensen tirsdag morgen en artikel om WEF's rapport. Senere samme dag deler han endnu en artikel, hvori han erklærer sig utilfreds med Danmarks placering.

WEF har i rapporten rangeret 153 lande efter, hvor stor kløften er mellem mænd og kvinder i det pågældende land. Og det er Danmarks nye placering som verdens 14.-mest ligestillede land – sidste år var vi nummer 13 – der vækker alarm.

Særligt bliver der bidt mærke i, at de andre nordiske lande indtager de fire øverste pladser. Danmark må dog finde sig i at være overhalet af lande som Rwanda, Nicaragua og Namibia.

Men kan vi stole på, at Danmark kun er nummer 14 i verden, når det kommer til ligestilling?

Det mener forskere, som TjekDet har talt med, i hvert fald ikke.

Ingen højere sandhed

Først og fremmest er det ikke helt korrekt, at Danmark er faldet fra at være nummer 13 til at være nummer 14. Kigger man nøje i rapporten, deler Danmark 13.-pladsen med Costa Rica, da begge lande har 782 point ud af 1.000. I princippet er Danmark altså ikke gledet ned ad listen, Costa Rica har bare arbejdet sig op på siden af os.

Rasmus Tue Pedersen, seniorforsker ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, siger, at rapporten er både gennemsigtig og gennemarbejdet. Men man bør ikke tage Danmarks plads for bogstaveligt.

"Placeringen er ikke udtryk for nogen højere sandhed. Man skal ikke lægge mere i den her placering, end at den er baseret på nogle subjektive valg om, hvad der er vigtigt at inddrage," siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Rasmus Tue Pedersen er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive (Foto: VIVE)

De subjektive valg bunder i WEF’s holdning til, hvordan kløften mellem mænd og kvinder skal måles. Mere præcist bedømmer rapporten et lands ligestilling ud fra emnerne uddannelse, økonomi, sundhed, og om kvinder deltager i politik.

“Men havde WEF lavet ranglisten på en lidt anden måde, så kunne det enkelte land sagtens rykke adskillige pladser op eller ned," siger Rasmus Tue Pedersen.

Metode giver absurde resultater

De forskellige emner er herefter målt på en ratio. Det vil sige, at landene bliver bedømt på, hvor relativt godt det går for kvinder i et givet land. Og det sammenligner WEF så med andre lande. Den logik belønner, at mænd og kvinder klarer sig lige skidt, i stedet for om kvinder reelt klarer sig godt.

“Rapporten stiller ikke spørgsmål om, hvor gode vilkår kvinder har, men hvor tæt kvinder er på at have de samme vilkår som mænd,” siger Rasmus Tue Pedersen

Men den metode kan give “nogle lidt absurde resultater”:

Ifølge WEF har kvinder i Danmark i gennemsnit en forventet levealder med et godt helbred på 73 år, og kvinderne i Nicaragua må regne med 69 gode år. Det udløser en førsteplads til Nicaragua, men en plads som nummer 110 for Danmark på lige præcis det parameter.

Den overraskende placering skyldes, at mænd i Danmark kan regne med 70,7 år med godt helbred, mens mænd i Nicaragua kun kan se frem til 64,8 år. Forskellen mellem mænd og kvinder er altså forholdsvis større i Nicaraguas tilfælde. Forskellen er tilmed i kvindernes favør, da de jo lever længere end mændene. Og det sender altså Nicaragua op ad ligestillingens rangstige.

“Hvis danske mænd levede i kortere tid, end det er tilfældigt nu, ville Danmark få en bedre score. Men der er jo ikke nogen, der vil sige, at det forbedrer ligestilling i Danmark," siger Rasmus Tue Pedersen.

I værste fald komplet meningsløs

Af samme årsag er Erik Gahner Larsen, der er forsker ved University of Kent og analyserer mediernes brug af statistik, aldeles skeptisk over for rapportens metode

“Med den her metode har et land nemmere ved at virke ligestillet, jo dårligere sundheden og økonomien er i det respektive land, fordi rapporten kigger på relative andele. Og i flere af kategorierne giver det slet ikke mening at kigge på relative andele,” sagde Erik Gahner Larsen, da rapporten turnerede sidste år.

Artiklen fortsætter under billedet

Erik Gahner Larsen er forsker ved University of Kent.

Han mener ikke, WEF’s rapport kan give noget brugbart svar på, hvordan det står til med ligestilling i Danmark.

“Rapporten er i bedste fald misvisende og i værste fald komplet meningsløs. Det giver på ingen måde mening at bruge den her rapport til at udtale sig om udviklingen med ligestilling i Danmark,” siger Erik Gahner Larsen.

Thomas Markussen, der er lektor i udviklingsøkonomi ved Københavns Universitet, vurderer, at rapporten giver et fejlagtigt billede af, hvor godt verdens lande klarer sig på ligestillingsområdet.

“Det er en illusion at tro, at man fra år til år kan sammenligne så mange af verdens lande præcist på ligestillingsområdet,” siger Thomas Markussen.

Mere ligestilling i Danmark

I de danske medier, der bragte nyheden om Danmarks fald på ligestillingenslisten, lyder det, at “Danmark ser ud til at sakke bagud i den internationale kamp for ligestilling.”

Vives Rasmus Tue Pedersen undrer sig dog over mediernes vinkel.

"Det er en underlig måde, rapporten er blevet præsenteret i danske medier, som om det går dårligt i Danmark. Rapporten viser, at ligestillingen går fremad i Danmark,” siger han.

Danmark scorer nemlig fuld plade på uddannelse, hvor danske kvinder ifølge WEF klarer sig bedre end mænd. Og hvad angår økonomi og politisk deltagelse blandt kvinder, har Danmark forbedret sig siden 2006, skriver rapporten,

Artiklen fortsætter under tabellen

 

I mellemtiden har andre lande oplevet en sådan udvikling, at kvinder er tættere på at have det lige så godt – eller lige så dårligt – som landenes mandlige indbyggere. Og de har derfor overhalet Danmark, der i flere år har ligget stabilt på en syvende- eller ottendeplads.

“Kigger man efter, vil man se, at det ifølge rapporten er gået fremad med ligestilling i Danmark. Det er underligt at vælge den negative vinkel og sige, at det går tilbage i Danmark."

Ligestilling uden taletid

Men hvilke lande har så overhalet Danmark?

Rwanda har eksempelvis i flere år ligget særdeles lunt på WEF’s rangliste. Det afrikanske land havde i 2017 overhalet Sverige og indtog dermed ranglistens fjerdeplads.

Det betyder dog ikke, at man finder mere ligestilling mellem kønnene i Rwanda end i Danmark, siger Camilla Torp Olsen, der er international chef i SOS Børnebyerne og har stået for udviklingsprogrammer i Rwanda.

“Der er mere ligestilling i Rwanda end i andre afrikanske lande med samme levestandard, og jeg har oplevet nogle seje og stærke kvinder i vores programmer i Rwanda. Men der er ikke ligestilling mellem mænd og kvinder på samme niveau som i Danmark,” siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Camilla Torp Olsen, international chef i SOS Børnebyerne (Foto: Rasmus Preston)

Efter folkemordet i Rwanda i 1994 var så stor en del af landets mandlige befolkning enten slået ihjel eller fængslet, at landet tyede til kvindekvoter for at få kvinder i politiske embeder.

At være det land i verden med flest kvindelige parlamentsmedlemmer er med til at sikre Rwandas høje placering i WEF’s rapport. Men de mange kvinder i parlamentet er ikke nødvendigvis et udtryk for ligestilling, siger Camilla Torp Olsen.

“En ting er at sidde i parlamentet. En anden er at have indflydelse. Og kvinderne i parlamentet i Rwanda har ofte ikke lige så meget taletid som mænd,” siger hun.

Ingen abort hos ranglistens femteplads

Lige i hælene på de øvrige nordiske lande og på rapportens femteplads finder man det mellemamerikanske land Nicaragua. Landet udmærker sig ifølge WEF særligt ved at have flere kvindelige end mandlige ministre og næsten lige så mange kvinder i parlamentet, som der er mænd.

Organisationen Oxfam Ibis, der laver udviklingsarbejde rundtomkring i verden, har på deres hjemmeside en notits om ligestilling i deres samarbejdslande. Om Nicaragua skriver de:

“Machokulturen betyder, at vold mod kvinder er udbredt. Fulde mænd tæver eller lemlæster deres koner med macheter, og kvinder udsættes konstant for verbal vold i form af sjofle råb. En af verdens strengeste abortlove forbyder terapeutisk abort. Staten har for eksempel forbudt en 11-årig pige at få abort efter en voldtægt, selvom hendes liv er i fare på grund af graviditeten.”

Artiklen fortsætter under billedet

Nicaraguanske kvinder demonstrerer for at lovliggøre abort. I WEF's ligestillingsrapport rangerer Nicaragua flere pladser over Danmark. (Foto: Elmer Martinez/AFP/Ritzau Scanpix)

Emma Marie Holten, der er Oxfam Ibis’ kønsekspert, tilføjer:

“At der er mange kvindelige ministerposter, indikerer ikke, at kvinder har det godt. Kvinder i Nicaragua har det rigtig, rigtig svært. Halvdelen er Nicaraguas kvinder har muligvis ikke økonomisk selvbestemmelse. Og med abortforbuddet har kvinder i Nicaragua reelt ikke selvbestemmelse over deres egen krop,” siger hun.

De nicaraguanske kvinders genvordigheder går ligestillingsrapporten dog ikke op i. WEF tager nemlig hverken højde for sjofle tilråb, vold mod kvinder eller forbud mod abort.

Ligestillingsminister: Rapport giver "stof til eftertanke"

Ligestillingsminister Mogens Jensen har ikke haft mulighed for at komme til telefonen til et interview.

I stedet har TjekDet spurgt ministeren over mail, om han efter eksperternes kritik af rapportens metode er betænkelig ved at viderebringe Danmarks placering på listen.

TjekDet har også spurgt ministeren, om han mener, Danmark har noget at lære af ligestilling i Rwanda og Nicaragua, når nu de to lande ligger over Danmark på listen.

Artiklen fortsætter under billedet

Mogens Jensen (S), minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

I mailen, TjekDet har fået retur, skriver Mogens Jensen:

"Det siger næsten sig selv, at det ikke er den optimale metode, når for eksempel Nicaragua og Rwanda ligger før Danmark i World Economic Forums rapport. Men jeg hæfter mig ved, at alle de andre nordiske lande ligger samlet i toppen. De er målt ud fra det samme udgangspunkt som Danmark, og det, synes jeg, bør give stof til eftertanke. Det er jo desværre ikke den eneste måling af ligestilling, hvor de øvrige nordiske lande ligger foran os. Derfor synes jeg ikke, vi bare kan afvise rapporten på baggrund af metoden, og derfor er jeg ikke tilfreds med Danmarks placering," svarer Mogens Jensen i en mail.

Men Danmark ligger faktisk forholdvist lunt i andre målinger af ligestilling.

I FN's 2019 Global Report fremgår det, at ingen lande i verden er på rette kurs med at have ligestilling i 2030, som er FN's femte verdensmål. Dog er Danmark ifølge rapporten tættest på kønsligestilling. På verdensmålenes kønsindeks ligger Danmark nemlig nummer 1 efterfulgt af Finland og Sverige. 

I EU's indeks for lighed mellem kønnene fra 2019 ligger Danmark nummer to blandt EU's 28 lande. Særligt inden for sundhed er der lighed mellem kønnene i Danmark, siger EU's opgørelse i modsætning til WEF's rapport. Danmark har holdt andenpladsen siden 2005.

Mogens Jensen henviser til en rapport om nordiske mænds faderskab fra november i år. Den placerer dog ikke Danmark over eller under andre nordiske lande på ligestillingsområdet generelt. Men der står i rapporten, at danske mænd tager mindre barsel end mænd i de andre nordiske lande. 

TjekDet har også spurgt WEF, om de mener, at antallet af kvindelige parlamentsmedlemmer er et godt mål for ligestilling, hvis kvinderne ikke engang har indflydelse. WEF svarer:

"Det er vigtigt, at kvinder er stærkt repræsenteret på tværs af institutioner, hvorfor vi måler kvinders repræsentation i parlamenter, regeringer og historisk som statsledere. Lande, der ikke har omsat den politiske repræsentation til bedre betingelser inden for arbejde, sundhed eller uddannelse, vil oplever en lavere score på ranglisten," skriver medforfatter til rapporten Roberto Crotti i en mail.

Fakta

Artiklen er opdateret 20. december klokken 09.05 med en kommentar fra World Economic Forum.

  

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024