Danmark ud af Afghanistan

Under et besøg i London foretog statsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste uge et kursskifte i dansk sikkerhedspolitik. Hidtil har han afvist at sætte en dato på dansk tilbagetrækning fra Afghanistan. Men i torsdags formulerede han et “ønske” om, at Danmark ikke har et stort antal kamptropper i Afghanistan i 2014 og 2015.

Når bemærkningen faldt i London, udstiller det et afgørende dilemma i dansk sikkerhedspolitik. Hvor kategorisk en dansk politiker end udtaler sig om f.eks. tilstedeværelsen i Afghanistan, er det i sidste ende ikke et spørgsmål, der afgøres i København.

Det indtryk kunne man ellers få, da De Konservatives udenrigspolitiske ordfører, Naser Khader, satte endnu et lighedstegn mellem den fortsatte tilstedeværelse i Afghanistan og “kampen for vores værdier”. Det skete i Berlingske, der var så uvenlige at trykke hans kronik dagen efter Løkkes udmelding. 

Tankevækkende nok har Lars Løkke Rasmussens britiske kollega, David Cameron, siden juli stillet spørgsmålstegn ved, om der ville være britiske kamptropper i Afghanistan efter 2015. Ikke fordi han er klar til at opgive de vestlige værdier, men som en konsekvens af sommerens beslutning på Afghanistan-konferencen i Kabul om, at de afghanske styrker skal overtage kontrollen i 2014.

De danske soldater i Afghanistan arbejder tæt sammen med langt større britiske enheder. Og trods indtrykket fra den danske debat er det i praksis utænkeligt, at danske kamptropper alene skulle kunne udføre de opgaver, de nu udfører i samarbejde med briterne.

Da først USAs præsident og derefter Storbritanniens David Cameron formulerede deres exit-strategier, var den danske beslutning reelt taget.

Michael Mullen, der er øverste leder for det amerikanske militær, har påpeget, at amerikanerne kan dræbe nok så mange Taleban- og al-Qaeda-soldater: krigen er ikke vundet, før den afghanske befolkning føler sig beskyttet af de vestlige styrker. “Taber vi befolkningens tillid, så taber vi krigen,” lyder Mullens konklusion.

Tilbagetrækningen udtrykker en erkendelse af, at det er blevet stadig sværere at opretholde tillidsforholdet til den lokale befolkning.

En FN-opgørelse har påvist, at Taleban er skyld i langt flere civile tab end de vestlige styrker. Alligevel opfattes de først og fremmest som en konsekvens af NATO-styrkernes tilstedeværelse.