Den danske folkeskole befinder sig i Europas absolutte IT-elite. Danmark ligger på flere punkter hestehoveder foran de øvrige EU-lande, når det drejer sig om indførelse og anvendelse af ny teknologi i skolerne. På andre punkter ligger Danmark side om side med EUs dukseland, Sverige. Den danske folkeskole har således stort set allerede opfyldt regeringens IT-målsætning for 2003. Det dokumenteres i dag i en helt ny undersøgelse, gennemført af Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening. Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit går 10 elever på en computer, og at der er en internet-opkobling for hver 17 elever i folkeskolen. På de kriterier deler Danmark førerpositionen med Sverige. Når det gælder udbredelsen af computere og efteruddannelsen af lærere, er Danmark alene i spidsen, viser en suppleren-de rundringning, som Ugebrevet har foretaget til flere andre EU-lande.