Annonce

Danmarks grønne image skranter

1. februar 2010 kl. 11.04

Der skal en helt ekstraordinær indsats til, hvis Danmark i de kommende år skal kunne brande sig som en vindernation for grøn og bæredygtig vækst. Efter fiaskoen med klimatopmødet fik vores image i den forløbne uge en plet af den slags, der bliver svær at vaske af. I en opgørelse af 163 nationers miljøperformance, som forskere fra Yale University har lavet på baggrund af 25 forskellige indikatorer, er Danmark drattet ned til en sølle 32. plads. Se figur 1.

For kun fire år siden lå Danmark på en syvendeplads på det såkaldte Yale Environmental Performance Index (EPI). Daværende klimaminister Connie Hedegaard glædede sig over, at skiftende regeringer har “skabt gode resultater for miljøet” og “afkoblet sammenhængen mellem vækst og miljøproblemer”.

Miljøperformance indeks 2010

Note: 1 Maksimal score = 100., Kilde: Dan Esty, Yale University 2010.

I dag er hele 16 europæiske lande mere miljøvenlige end Danmark, når man måler på luft- og vandkvalitet, reduktioner i CO2-emissioner, naturbeskyttelse, drikkevandskvalitet, genbrug, miljøregler mv. At Danmark ligger så langt nede på listen, har vakt international opsigt, og The New York Times undrede sig forleden over, at Danmark, “der er en pioner inden for alternative energikilder som vindkraft”, klarer sig så dårligt.

Der er flere forklaringer. Danmark er stadig 50 pct. afhængig af kulkraft. Og i de senere år er CO2-udledningen steget. Naturen er også mere trængt i det befolkningstætte Danmark. Det danske landbrug er intensivt med et højt forbrug af pesticider og kvælstof, og i fiskeriet synker vi med de mange trawl ned til en 121. plads.

EPI-indekset er ikke det ultimative bevis på, at Danmark nu har sagt farvel til den grønne vinderelite og er rykket ned i anden division. Yale-forskerne har brugt de bedst tilgængelige statistiske tal, men der er stor uensartethed i kvaliteten fra land til land. Men ranglisten er et kraftigt signal om, at det ikke er nok at brande og italesætte sig som en grøn  vindernation. Ordene må også følges op af en mere offensiv indsats.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026