I Poul Nyrup Rasmussens regeringstid er det lykkedes at reducere Danmarks jobunderskud med godt 100.000 personer. Det er nu på godt 420.000 personer. Tallet udtrykker, hvor mange job, samfundet mangler at skabe for at få fuld beskæftigelser. Tallet omfatter de registrerede ledige, ledige på efterløn, på overgangsydelser, på orlov eller er aktiverede. Det er dermed en mere præcis opgørelse over arbejdsmarkedets samlede udfordringer end det officielle ledighedstal. Selvom 100.000 umiddelbart lyder af meget, må det alligevel konstateres, at fire års højkonjunktur kun har formået at reducere det samlede jobunderskud med omkring en femtedel.