De danske kvinder skylder en halv revolution. Den store samfundsomvæltning er udeblevet og de store potentialer stadig uindfriet efter kvindefrigørelsen i 60’erne. Nok er kvinderne kommet ud på arbejdsmarkedet og har fået højere uddannelse. Men resultaterne imponerer kvantitativt - ikke når det gælder kvaliteten, skriver adm.dir. Niels Chr. Nielsen i en kommentar. Kvinderne har fastholdt deres roller som velfærdsstatens funktionærer på plejehjem, i børnehaver og på hospitaler. Prisen for den høje erhvervsfrekvens har været rovdrift på danskernes tid og en omfattende institutionalisering af barndom, sygdom og alderdom. Hvor er ligestillingsrevolutionens anden fase, der bidrager til at skabe et nyt samfund, nye værdier og ny livskvalitet? spørger Niels Chr. Nielsen.