En stor del af dansk erhvervsliv er alvorligt i fare for at blive købt og opsplittet. Det bliver resultatet, hvis virksomhederne ikke selv er i stand til synliggøre skjulte værdier. Novo Nordisk og Tele Danmark har allerede taget konsekvensen og skilt deres virksomheder ad, og GN Store Nord undersøger netop nu muligheden for en opsplitning og børsnotering af datterselskabet GN Nettest. I alt er 20 danske virksomheder i fare for at blive opsplittet i de kommende år, heriblandt Aalborg Portland Holding, Royal Scandinavia og Monberg & Thorsen. Det viser en analyse, som Mandag Morgen har foretaget af danske børsnoterede virksomheder. Hvis de bliver splittet op, vil de blive langt mere værd, end deres aktuelle markedsværdi. Og hvis de ikke selv er i stand til at synliggøre deres værdier, risikerer de at blive købt af f.eks. udenlandske venturefonde, der i disse måneder fokuserer på det danske marked som aldrig før.