Dansk Folkeparti er på bare to år blevet det vigtigste samlingssted for indædt EU-modstand. Der er i dag lige så mange EU-modstandere blandt partiets vælgere som på hele venstrefløjen eller i det socialdemokratiske vælgerkorps, der er mere end dobbelt så stort. Det viser en undersøgelse af vælgerholdninger til EU og euroen, som PLS netop har foretaget. Hvor 3 ud af 10 blandt SFs vælgere erklærer sig som yderst negative over for den fælles mønt, gælder det for 7 ud af 10 af Pia Kjærsgaards vælgere. Folkepartisterne er samtidig den gruppe, der er mindst modtagelige over for argumenter. 9 ud af 10 siger, at de næppe vil lade sig påvirke af debatten, som en meget stor andel af dem slet ikke følger med i. Dansk Folkeparti står dermed med et meget tungt problem med sit bagland, hvis partiet skulle gå på kompromis i EU-politikken - f.eks. efter et nej til euroen.