Annonce

Dansk kronjuvel på udenlandske hænder

17. januar 2011 kl. 22.18

Et Danisco på amerikanske hænder kan betyde ny vækst på dansk jord.
Med en historie, der rækker helt tilbage til C.F. Tietgen, udgør Danisco en af kronjuvelerne i dansk erhvervsliv. Sidste uge kom meddelelsen om, at amerikanske DuPont kan være på vej med en overtagelse af den hæderkronede virksomhed.

At Danisco kommer under udenlandsk ejerskab, er en historisk begivenhed, men bør ikke betragtes som et slag mod danske interesser. En stor udenlandsk virksomhed som DuPont kan for alvor prioritere og bruge opkøbet som første trin i et længere udviklingsforløb, båret frem af tunge investeringer. Samtidig kan danske virksomheder gennem udenlandsk ejerskab få adgang til markeder, der ellers ville være uopnåelige.

Virksomheden er allerede globalt opererende med den dedikerede og kostbare forskningsindsats inden for produktion af bio-brændstoffet ethanol. I samarbejde med netop DuPont har Danisco leveret de enzymer, der kan omdanne cellulose til bio-ethanol. De to virksomheder har det seneste års tid arbejdet sammen med et universitet i den amerikanske stat Tennessee, hvor målet er udvinde bio-ethanol fra præriegræs.

Danisco er i dag verdens næststørste producent af enzymer til udvinding af bio-ethanol og har i USA en markedsandel på omkring 25 pct., hvor konkurrenten, danske Novozymes, har en markedsandel på omkring 50 pct.

I takt med olieprisernes stigning kan produktionen af bio-ethanol hurtigt ramme et marked, hvor efterspørgslen kan blive endda meget stor. I det udviklingsforløb kan et amerikansk ejerskab sikre, at Danisco/DuPont hele tiden kan følge med, når markedet udvides.

I dag er udenlandsk ejerskab ikke usædvanligt. Hvert tredje medlem af HK/Privat er ansat i en udenlandsk virksomhed, og en ny undersøgelse viser, at 46 af de 84 største virksomheder med hovedkontor på Sjælland har udenlandsk ejerskab.

Danisco bliver næppe den første store danske virksomhed, der frem-over skal have ejerskab uden for landets grænser. Flere andre, store virksomheder er mulige opkøbskandidater, herunder Vestas, GN Store Nord, NKT og B&O.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026