Om ganske få år vil dansk landbrug kun omfatte 10.000 heltidsbrug og over 30.000 hobbybrug. Udviklingen betyder et endegyldigt farvel til en landbrugskultur bygget op omkring mindre og mellemstore familiebrug. I stedet vil erhvervet blive domineret af store enheder og svinefarme. Perspektivet bekræftes af nye tal for erhvervets økonomi i 1998. De viser, at de største brug er bedst til at tjene penge. 80 pct. af landbrugene - først og fremmest de mindre enheder - har nu så elendig økonomi, at de helt har opgivet at foretage nyinvesteringer ud over nødvendigt vedligehold af bygninger og maskinpark.. Det forudses at føre til en acceleration i nedlæggelsen af landbrug. I forvejen er der siden 1990 i gennemsnit nedlagt 2.000 landbrug om året, og tallet er nu nede på 23.000 heltidsbrug. Alene i 1998 lukkede over 3.000 landbrug. Til gengæld vokser antallet af hobbylandbrug støt. De er nu oppe på 21.000, og allerede omkring årtusindskiftet kan der forudses at være flere hobbylandmænd end heltidslandbrug i Danmark. Formanden for Danske Svineproducenter, Kent Skaaning, mener, at der i fremtiden kun vil være plads til en tredjedel af landets nuværende 6.000 svineproducenter. Udviklingen sætter spørgsmålstegn ved den gældende landbrugspolitik. Den sætter nemlig snævre grænser for, hvor store gårdene må være, og kan derfor komme til at hæmme en naturlig tilpasning af landbrugserhvervet til de gældende markedsvilkår.