Danmark vil møde betydelig politisk og institutionel modstand, når man i næste måned indleder sit varslede kritiske opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Ganske vist står regeringen langtfra alene i Europa med sine frustrationer over domstolen i Strasbourg. I en række europæiske lande deler regeringspolitikere, juraprofessorer og ikke mindst oppositionspolitikere den danske opfattelse af, at domstolen i visse tilfælde går for vidt i sin fortolkning af Menneskerettighedskonventionen og derved sætter urimelige hindringer op for nationale domstole og parlamenters virke.

Omvendt står det klart, at den danske regering vil møde stor modstand fra en række lande, som ikke mener, at man skal pille ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Strasbourg-domstolen på et tidspunkt, hvor autoritære regimer rundt omkring i Europa både politisk og konkret modarbejder de selvsamme menneskerettigheder.

Samtidig står det også klart, at Danmark hverken vil forsøge at ændre den traktat, som Menneskerettighedskonventionen fra 1950 i juridisk forstand er, eller melde sig ud af konventionen, sådan som f.eks. Dansk Folkeparti mener, at man skal.

”Det kommer ikke til at ske,” har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalt flere gange, efter at han under den forrige regering første gang lancerede planerne for det danske formandskab i Europarådet, som løber fra november i år og frem til maj 2018.

Både Peer Lorenzen, Danmarks dommer ved EMD i 1999-2014, og professor Marlene Wind, Københavns Universitet, betegner det som udelukket, at man kan gennemføre ændringer i selve den traktat, som konventionen er. Det vil kræve enstemmighed blandt Europarådets 47 medlemslande, herunder Rusland og Tyrkiet, og herefter ratifikation i samtlige nationale parlamenter.

Helt konkret vil de danske reformbestræbelser i forhold til menneskerettighedssystemet i Strasbourg ske i forbindelse med først afholdelse af en todages ekspertkonference i Nordsjælland i slutningen af november, hvorefter den særlige taskforce under Justitsministeriet i samarbejde med kolleger i Udenrigsministeriet vil vurdere, hvilke politiske muligheder der måtte være i relation til at fremme de danske ønsker til reform af domstolen.

Dernæst vil der ifølge taskforcens leder, Rasmus Kieffer-Kristensen, kontorchef i Justitsministeriets Lovafdeling, muligvis blive afholdt et særligt uformelt justitsministermøde i Danmark, forud for det udenrigsministermøde med deltagelse af Europarådets 47 medlemslande i Danmark, som allerede er planlagt i Helsingør i maj 2018.

”Vi kan af gode grunde ikke løfte sløret for vores forhandlingsstrategi. Men det er klart, at den ligger i forlængelse af den igangværende reformproces i Europarådet vedrørende domstolen,” siger Kieffer-Kristensen med henvisning til den såkaldte Interlaken-proces, som blev indledt i 2010, og som ventes afsluttet i 2019.

Både ukontroversiel og kontroversiel

Den ene del af de danske reformambitioner er relativt ukontroversiel, mens den anden del til gengæld er det modsatte. Den ukontroversielle del handler om, at domstolen er alt for lang tid om at behandle de mange sager, der bliver indbragt for den. Det er ingen let udfordring at løse det problem, men ingen lande vil være modstandere af, at domstolen bliver mere effektiv og fokuseret. Om man så kan finde flere penge til at løse problemet, er en anden sag.

Den kontroversielle del af de danske reformplaner handler om, at der ifølge VKLA-regeringens orientering til Folketinget er ”behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. I den samme orientering understreger regeringen, at ”Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettighederne”, og at Danmark ”ønsker at indgå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig”.

Udtrykket ’dynamisk tolkning’ dækker over, at domstolen så at sige tolker konventionens 67 år gamle ordlyd ind i den tid, hvor givne afgørelser skal træffes. Begrebet er ifølge professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, KU, opstået i forbindelse med domstolens afgørelse fra 1978 af en sag, hvor en britisk kostskoledreng, Anthony Tyler, fik rettens ord for, at det var en krænkelse af menneskerettighederne, da han år tidligere ved en domstol på Isle of Man blev idømt tre piskeslag efter en kontrovers med en lærer i forbindelse med indsmugling af øl på skolens sovesal.

Domstolen i Strasbourg understregede i dommen, at Menneskerettighedskonventionen er et såkaldt levende instrument, der skal tolkes i lyset af den faktiske udvikling i de lande, der har tilsluttet sig konventionen. Med andre ord understregede domstolen, at fysisk afstraffelse af skolebørn i 1976 var en krænkelse af menneskerettighederne, selv om en sådan praksis formentlig var relativt udbredt, da konventionen blev vedtaget i 1950. En lignende udvikling er set på andre områder som eksempelvis sex mellem homoseksuelle, som i Danmark blev lovligt i 1933, mens lovliggørelsen først kom langt senere i andre europæiske lande.

Mere balanceret system

Statsminister Lars Løkke Rasmussen beskrev i sin grundlovstale i år regeringens bevæggrunde for de ønskede reformer.

”Europa har behov for et stærkt menneskeretssystem, men det skal være mere afbalanceret og fokuseret end det nuværende. Derfor er det nødvendigt at igangsætte reformer, hvis systemet også fremover skal være relevant og effektivt. I modsat fald er der risiko for, at menneskerettighederne mister deres folkelige opbakning og forankring. Med det danske formandskab får vi en enestående chance for at sætte emnet på den internationale dagsorden,” sagde statsministeren.

Mikael Rask Madsen, professor i jura ved Københavns Universitet med speciale i international ret, mener, at den danske regering skal træde varsomt, hvis man skal have held med sine reformplaner.

”Hvis Danmark er i stand til at præsentere sine planer som led i et proaktivt europæisk engagement, der understreger nødvendigheden af Europas fortsatte værn om menneskerettighederne, vil det uden tvivl være gavnligt. Men hvis det omvendt opleves som hørende til i en EU-kritisk og illiberal udvikling, vil modstanden være stor,” siger Mikael Rask Madsen.

Han er blandt arrangørerne og taler ved en stor, international konference om ’Fremtiden for det europæiske menneskerettighedssystem’, som finder sted på Københavns Universitet 22. september. Her vil justitsminister Søren Pape Poulsen (K) være blandt talerne sammen med bl.a. Danmarks aktuelle dommer i Strasbourg, Jon F. Kjølbro og højesteretspræsident Thomas Rørdam.

Forsømmer at påvirke EMD

Peer Lorenzen, dansk dommer i Strasbourg i 15 år frem til 2014, maner ligeledes til besindighed regeringen, når det gælder ambitionen om at reformere domstolens fortolkning af konventionen. Omvendt finder han det helt i orden, at man debatterer, om det vil styrke domstolens legitimitet, hvis man f.eks. indfører regler om, at afgørelser skal have et kvalificeret og ikke blot et simpelt flertal af dommere bag sig.

”Det kan være problematisk, hvis domstolen træffer meget smalle afgørelser i sager, som opleves som kontroversielle i medlemslandene,” siger Lorenzen.

Danmarks aktuelle Strasbourg-dommer, Jon F. Kjølbro, opfordrede i juli i et interview i dagbladet Politiken til, at Danmarks og andre landes regeringer i højere grad, end det sker i dag, forsøger at påvirke dommene fra Strasbourg.

”Hvis der er en sag, der verserer for Storkammeret (ved EMD, red.), som Danmark mener er ekstremt vigtig for danske retsforhold, så står det jo Danmark frit for at anmode om tilladelse til at intervenere og give udtryk for sine synspunkter. Det er ekstremt værdifuldt, når vi sidder som dommere og skal træffe afgørelser, at vi hører, hvad de forskellige medlemsstater mener. De får mulighed for at forklare, hvad deres retstilstand er, og hvorfor de mener, at en sådan afgørelse kan få uheldige konsekvenser for eksisterende retssystemer,” sagde Kjølbro.

Bundlinjen er, at de stemmer i den danske debat, der drømmer om, at Danmark skal sætte sig i spidsen for et fundamentalt oprør mod Menneskerettighedskonventionen i Strasbourg, vil blive skuffede. Omvendt vil det danske formandskab i Europarådet uden tvivl kunne bidrage til, at domstolen bliver mere forsigtig over for medlemslandene, end den historisk har været.

Dette er i øvrigt ifølge flere iagttagere en udvikling, som har været i gang i nogle år. Senest begrundede domstolen sin afvisning af en klage mod Belgiens forbud mod brug af burka i det offentlige rum med, at forbuddet var legitimt i det belgiske samfunds beskyttelse af ’samfundslivet’ og af andre borgeres ’rettigheder og friheder’.

LÆS OGSÅ: Juraprofessor: Tyskland ønsker ikke reform af menneskerettighedsdomstolen