Danske ansatte løber hurtigere
Udvikling i bruttofaktorindkomst, arbejdstimer og produktivitet, pct.
Kilde: Danmarks Statistik, 2011.
Ligesom nød lærer nøgen kvinde at spinde, har krisen tilsyneladende gjort danskerne mere effektive. Selv om der skete et kraftigt fald i antallet af arbejdstimer i 2010, blev der alligevel produceret en pct. mere end året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Produktiviteten målt som værdi skabt per ansat steg med 4,9 pct. fra 2009 til 2010 – den største stigning i 16 år.
Men produktivitetsstigningen har en mindre munter skyggeside: fyringer. Alene fra midten af 2009 til midten af 2010 faldt beskæftigelsen i det private erhvervsliv med 75.000 personer. Det er med andre ord de tilbageværende arbejdere, der har løbet hurtigere og mere ihærdigt det seneste år – måske for at bevare deres eget job. Stigningen er sket som følge af en økonomisk vækst på 1 pct. og et fald i antallet af arbejdstimer på 3,7 pct.
Selv om stigningen i produktiviteten er hårdt tiltrængt, sker den altså på en lidt “usund” måde, påpeger chefkonsulent i AE-rådet Frederik I. Pedersen over for Berlingske. Det ville være mere bæredygtigt, hvis væksten var et resultat af investeringer i nyt produktionsudstyr.





