Danske fonde går fra velgørere til samfundsaktører

De filantropiske fonde i Danmark har en enorm indflydelse, når det gælder forskning, kultur og dele af socialsektoren. Men vil næste generation af formueejere overhovedet finde det attraktivt at vælge fondsejet? Ny bog beskriver fondenes verden set indefra og sætter deres samfundsrolle til debat.

De bidrager med omkring 17 mia. kr. om året til forskellige dele af det danske samfund. Faktisk primært til offentlige institutioner med enten et videnskabeligt, kulturelt eller socialt formål. ’De’ er i denne sammenhæng de godt 4.100 filantropiske fonde, som tilsammen uddeler i omegnen af 74.000 bevillinger af en gennemsnitlig størrelse på 230.000 kr.

For at sætte proportioner på fondenes økonomiske muskler i forhold til eksempelvis det økonomiske råderum i statens finanser – senest opdateret i april til 29,5 mia. kr. frem til 2025 – som politikerne på Christiansborg så ofte højlydt diskuterer, så har fondene således en potentiel uddelingskapacitet på op imod 120 mia. kr. i samme periode. Derfor er det både vigtigt og interessant at sætte offentligt fokus på fondenes funktion i samfundet, deres strategier og deres fremtid.

Fondene er selvejende og som sådan uden for politikernes rækkevidde, hvad angår beslutninger om fordeling af penge, men både den danske forskningssektor, kultursektor og store dele af den sociale indsats ville se ganske voldsomt anderledes ud, hvis det ikke var for disse fondes tilstedeværelse.

Lige nu rækker politikerne med et nyt lovforslag om Den Sociale Investeringsfond ud efter et endnu tættere partnerskab med eksterne aktører i fondsverdenen og pensionskasserne, når det gælder udviklingen af den offentlige sektor og løsningen af nogle af de tunge sociale problemer i vores samfund.

Den Sociale Investeringsfond skal være grundlaget for at arbejde med begrebet sociale investeringer i Danmark, som man allerede gør det i flere europæiske lande. Lovforslaget er i øjeblikket i høring efter en hed forudgående debat mellem Finansministeriet og repræsentanter for de filantropiske fonde.

Fra velgørere til samfundsaktører

Cand.scient.pol. Birgitte Boesen har med sin mangeårige erfaring fra netop arbejdet med filantropi og fonde, herunder 12 år i Realdania, for nylig udgivet en bog på DJØF’s forlag, som giver et relevant indblik i hele den udviklingsproces, som fondene netop nu befinder sig i. Man kunne kalde det en slags professionalisering af den stadig vigtigere rolle som samfundsaktør, som fondene spiller.

Bogen med titlen ’Fonde i bevægelse – fra diskrete velgørere til synlige samfundsaktører’ placerer sig lidt mellem to stole ved både at ville udbrede viden, historie og indsigt i fondenes verden og samtidig tage fat på en debat om fondenes mere synlige indflydelse på det danske samfund. Herunder spændingsfeltet mellem fondenes uafhængighed, politikernes lyst til indimellem at kigge på rammerne for fondenes økonomi og så det uundværlige bidrag, som fondene leverer til det danske samfund til gengæld for gunstige skatteregler.

Det første – indsigten – leverer bogen fuldt ud og tilmed også et glimrende blik ud i verden, hvad angår store filantropiske fonde og deres strategier. Det sidste – debatten – halter det til gengæld med, fordi bogen ikke udfordrer og sætter de strategiske valg og kursskifter til debat, som fondene foretager i disse år. Men bogen giver et godt indblik i, hvordan fondenes egne topfolk tænker deres rolle og ansvar i det kursskifte.

Birgitte Boesen får med bogen ganske glimrende beskrevet, hvordan rigmænd som Bill Gates, Warren Buffett og Michael Bloomberg og nu også Mark Zuckerberg på internationalt plan sætter sig i spidsen for fonde og globale initiativer, der kan være med til at skabe løsninger og forandringer, når det gælder samfundets store udfordringer. Og hvordan erhvervslivet i stigende omfang inspirerer fondsverdenen til at styre filantropiske investeringer på en måde, så effekten bedre kan måles, f.eks. i en form, hvor bevillingerne bliver en slags risikovillig kapital, og der kan arbejdes med SROI – Social Return on Investment.

I fondenes arbejde med nye strategier dukker der nye bevillingsmåder op, som klipper snoren over til den gamle model. Her skrev man som ansøger efter bedste evne og inden for fondens formål en ansøgning, sendte den, for derefter at vente på et svar. Og var pengene først bevilget, så hørte man ikke ret meget mere fra fonden ud over måske et krav om aflevering af en projektrapport.

Professionaliseret filantropi

Sådan fungerer det ikke længere. De store fonde er nu udstyret med professionelle sekretariater, der målrettet udarbejder strategier, opstiller mål og interesserer sig for projektstyring og evaluering.

Den såkaldte armslængdefilantropi er der blevet skruet ned for i mange af de store fonde, som i stedet dyrker en kampagnefilantropi, hvor fonden beslutter sig for et særligt indsatsområde, melder det ud, modtager et antal ansøgninger, for derefter at gå tæt ind i samarbejdet og opfølgningen med den organisation eller partner, der får bevillingen. En tredje vej er forandringsfilantropi, hvor en fond sætter sig selv i spidsen for at udvikle et nyt område eller afprøve nye veje og løse bestemte udfordringer, som fonden selv har identificeret.

Birgitte Boesen har i sine mange år i fondsverdenen i høj grad beskæftiget sig med kommunikation, og derfor er det ikke underligt, at hendes bog fokuserer på fondenes forpligtelse til som aktive medansvarlige for samfundsudvikling tilsat de enorme økonomiske muskler at kommunikere og vise åbenhed. Hendes budskab i bogen er, at fondene skal interagere meget mere med støttemodtagere, samarbejdspartnere og samfundet som helhed i henseende til deres arbejde, og fondene er her for manges vedkommende rigtig godt på vej.

Helt markant og vigtig er den konstatering, som Boesen giver for lidt plads i bogen: at der de seneste 20 år næsten ikke er etableret nye fonde. Forfatteren mener, at årsagen primært skal findes i manglende politiske incitamenter for den generation af private formueejere, som lige nu og de kommende år skal til at fundere over, hvordan de skal tilrettelægge et generationsskifte. Hvis ikke de vælger en fondskonstruktion, så vil disse formuer ikke komme ud at arbejde for samfundet som helhed.

For som hun skriver i bogens mest tankevækkende passage:

”Hvis ikke det sker, risikerer det 20. århundredes danske fondsmodel at stå som et monument over en tidligere industrialismes tidsalder, der ikke magtede at bevæge sig over i en ny virkelighed præget af globalisering, social ulighed, platformsøkonomi og disruption”.

Birgitte Boesen: ’Fonde i bevægelse – fra diskrete velgørere til synlige samfundsaktører’, DJØF Forlag, er udkommet.

Forrige artikel Den digitale vandalisering af demokratiet skal stoppes Den digitale vandalisering af demokratiet skal stoppes Næste artikel Fire bud på Thomas Borgens afløser Fire bud på Thomas Borgens afløser
  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Tankevækkende.

    Det er jo egentlig tankevækkende, at mæcensamfundet har omfattende indflydelse på i hvilken retning samfundet skal bevæge sig.
    Overførsel af værdier til fondene, der dermed ikke beskattes fuldt ud, sætter stadig rigere mennesker i stand til at understøtte den politiske filosofi og praksis, der behersker det samfund, som har undladt at opkræve så fuldgyldige skatter, som så investeres selektivt uden nogen form for demokratisk kontrol.