Forskningsmidler Hård kritik af ny fordelingsmodel Rektorer: Danske universiteter skal måle sig med de bedste Danske universiteter skal rustes til den globale konkurrence. Derfor skal de mest produktive universiteter belønnes med flere penge til grundforskning – f. eks. hvis universiteterne via internationalt samarbejde formår at tiltrække midler fra EU. Regningen skal betales af de mindre produktive. Det er grundtanken i Videnskabsministeriets nye model for fordeling af de såkaldte basismidler, som Ugebrevet har fået aktindsigt i. Planerne sender forskningseksperter og universitetsledelser op i det røde felt. I sin nuværende form er modellen så ugennemsigtig, at ingen kan vide, om de står til at miste eller få ekstra penge, lyder kritikken. I stedet for at måle de danske universiteter mod hinanden foreslår rektorerne, at de skal sammenlignes med de bedste udenlandske. “Hvis vi skal være i verdensklasse, kan det ikke nytte, at vi måler os mod hinanden, ” siger Finn Junge-Jensen, der er rektor ved Copenhagen Business School.