Danske uddannelser er ingen welfairy-tale

Den danske welfairy-tale, der markedsføres globalt fra Shanghai til Slotsholmen, er i rasende dårlig forfatning, når man kradser lidt i overfladen. Forleden kom de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, med den prognose, at vi har udsigt til 15 år med lav vækst, og det er kun Japan, som klarer sig dårligere efter to årtier plaget af den japanske syge. Danmark er blevet et lav vækstsamfund, der lider under en dyb produktivitetskrise, en svækket lønkonkurrenceevne og stigende ubalancer. Det ville være nærmest ubærligt, hvis ikke det var muligt at ændre denne tendens til økonomisk træthed. Det er det, men det vil kræve et strategi- og politikskifte af historiske dimensioner. Og det vil kræve en politisk elite, der har mod og styrke til at gennemføre de nødvendige reformer.

Den danske model har haft sin storhedstid og leveret enestående præstationer op gennem det 20. århundrede, men i dag studerer og arbejder vi ikke hårdt nok til at kunne betale det høje velfærdsniveau, som vælgerne år for år ønsker sat i vejret. En ny meningsmåling, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Mandag Morgen blandt 1001 danskere i alderen 18-74 år viser, at et klart flertal ønsker, at der skal bruges flere penge på velfærdsopgaver som sundhed, hjemmehjælp, folkepension, uddannelser og børnehaver. Danskerne vil gerne betale mere i skat for at få mere i velfærd – fint nok - men det ændrer ikke, at vores økonomiske formåen som samfund til at betale den stigende velfærdsregning ikke længere kan følge med. Og et endnu højere skattetryk vil efter alt at dømme blot stække vækstmotorerne i økonomien, så den danske welfairy-tale går i stå.