To af Danmarks førende private lobbyister, Michael Kristiansen og Michael Ulveman, har ingen problemer med at tilbyde deres kunder ”politisk interessevaretagelse” over for politikere og embedsmænd i København. Til gengæld har de to tidligere statsministerielle spindoktorer erkendt, at deres netværk og indflydelse ikke rækker til at kunne servicere kunderne tilfredsstillende, når det gælder lovgivningsprocessen i Bruxelles.

Farvel til branchelobbyismen

Tidligere overlod danske virksomheder, brancheorganisationer og andre samfundsaktører i vid udstrækning den europæiske lovgivningsproces til deres europæiske brancheorganisationer. I dag har de fleste indset, at det er nødvendigt at deltage i den europæiske lobbyproces på flere fronter. Mange danske virksomheder og organisationer er selv til stede i Bruxelles. Se figur 1. Samtidig  søger mange rådgivning hos de professionelle lobbybureauer, som tilbyder alt fra såkaldt business intelligence til konkret interessevaretagelse.

Et eksempel er medicinalvirksomheden Lundbeck. Ifølge Anders Schroll, kommunikationsdirektør i Lundbeck, har virksomheden de seneste 4-5 år optrappet sit engagement i den europæiske beslutningsproces markant, selv om man endnu ikke har valgt at have egne medarbejdere permanent til stede i Bruxelles.

”Der er sket et skift i markedet, hvor de, der betaler for et lægemiddel, spiller en større rolle for, om du får succes med det. Det vil sige, at vi skal være lige så gode til at være i dialog med dem, der betaler for lægemidlet, som med dem, der udskriver det. Eftersom det i Europa mest er det offentlige, der betaler for medicinen, skal vi være i dialog med dem om, hvorfor det giver mening at give tilskud til ny alzheimermedicin, eller hvorfor skal man prioritere at gøre mere inden for depressionsområdet, end man gør i dag,” siger Schroll.

Års arbejde for energieffektivitet

En af de mest succesrige danske lobbyindsatser i Bruxelles i de senere år fandt sted i forbindelse med vedtagelsen af EU’s nye energieffektivitetsdirektiv i sommeren 2012. Direktivet skal gøre det muligt for EU-landene at øge energieffektiviteten med 20 pct. inden 2020.

De danske elselskabers brancheorganisation Dansk Energi, DE, så allerede i 2010, at der her var et stykke konkret EU-lovgivning, der havde central betydning både for foreningens medlemmer, for en række store danske spillere i energi- og cleantech-brancherne og for Danmark generelt. I Danmark er ansvaret for energieffektiviseringen lagt i hænderne på energiselskaber, som til gengæld kan lave en forretning ud af at hjælpe kunderne med at spare på energien.

Denne model så man i Dansk Energi gerne udbredt til resten af Europa – ud over Storbritannien, Italien, Frankrig og den belgiske region Flanderen, som ifølge Dansk Energis EU-chef, Ulrich Bang, allerede havde lignende nationale ordninger. Og allerede i 2010 fik Dansk Energi den konservative danske EU-parlamentariker Bendt Bendtsen til at stille forslag i Europa-Parlamentet, som flugtede med Dansk Energis interesser. Dette var kun det første i en meget lang række af initiativer, møder med politikere og udarbejdelse af teknisk baggrundsmateriale, som tilsammen bidrog til, at det danske EU-formandskab i juni 2012 kunne levere det kompromis, der betyder, at alle EU’s medlemslande lige nu er i færd med at lave hver deres nationale implementering af den nye EU-lov.

”Vores udgangspunkt var, at vi mente, at den model, vi har i Danmark, er velfungerende. Men vi var samtidig meget bevidste om, at vi undervejs i processen ville være nødt til at lave mange og skiftende alliancer med forskellige aktører, hvis vi skulle nå frem til et positivt resultat,” siger Ulrich Bang.

Undervejs i processen leverede man fagligt input til EU-Kommissionen fra Dansk Energis eksperter i København, man deltog aktivt i processen, der førte frem til, at den grønne luxembourgske politiker Claude Turmes blev Europa-Parlamentets ordfører på direktivforslaget, og man holdt et utal af møder med repræsentanter fra nationale regeringer for at sikre den endelige vedtagelse i Ministerrådet. 

[graph title="Magtens timing" caption="Figur 2  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/1c6be-aba_fig02_magtens-timi.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/376d1-aba_fig02_magtens-timi.png" text="Figuren viser, på hvilke tidspunkter i EU’s beslutningsproces lobbyister har mulighed for indflydelse. En grønbog fra EU-Kommissionen er et dokument, som inviterer interesserede parter til at byde ind på et politisk projekt. Hvidbogen er et væsentligt mere fokuseret udspil til ny EU-lovgivning. EU-Kommissionens interne koordinering er vigtig, fordi centrale embedsmænd her fylder ’’kød’ på den kommende lovgivning. Senere lægger først kommissærernes kabinetchefer og siden kommissærerne selv arm om sagen, inden det konkrete forslag fremlægges til behandling i først Europa-Parlamentet og siden Ministerrådet. Som kurven viser, er det i idéfasen og efterfølgende, når forslaget rammer Europa-Parlamentet, at processen kan påvirkes. Dansk Energi brugte den med succes i lobbyindsatsen omkring EU’s nye energieffektiviseringsdirektiv, der blev vedtaget i juni 2012."]Kilde: Dansk Energi. [/graph]

Ulrich Bang arbejdede således ud fra en klar og meget detaljeret analyse af, hvilke tidspunkter det er muligt at påvirke henholdsvis europæiske embedsmænd i Kommissionen, politikerne i Europa-Parlamentet og endelig de nationale regeringer, som i sidste ende skulle konfirmere kompromiset fra Europa-Parlamentet. Se figur 2.

Bang forklarer, at DE havde et godt samarbejde med de danske diplomater på den danske EU-repræsentation og den danske regering, selv om man ikke politisk set var enige på alle punkter. Under alle omstændigheder var det fra starten klart, at Danmark med sine 7 stemmer i Ministerrådet ikke kunne gøre noget alene, og at direktivet skulle bæres igennem af brede alliancer af aktører, som kunne se deres interesse i at koordinere deres indsats med de skiftende alliancer af ngo’er, virksomheder og stater, som man fik samlet undervejs i processen.

Her udgjorde den tyske regering et særligt problem, fordi de tyske energiselskaber ikke ønskede den danske model. Denne modstand førte blandt andet til, at de danske ønsker om at styrke priserne på CO2-kvoter i ETS-systemet måtte opgives. Til gengæld kom man ifølge Ulrich Bang endnu længere med at få energiselskaberne placeret centralt i direktivet, end man fra starten havde turdet håbe på.

”Det, man kan lære af sagen, er, at man skal lave sagsbaseret lobbyisme, at man skal skabe forskellige alliancer undervejs i processen, og så naturligvis at den tekniske baggrundsviden, som man leverer til embedsmænd og politikere, skal være til at stole på,” siger Ulrich Bang.

Han lægger ikke skjul på, at Dansk Energi undervejs i forløbet har været i mindretal i den europæiske brancheorganisation Eurelectric, og at man også optrådte som spielverderber i de interne diskussioner om det nye direktiv i den forsamling.

”Til gengæld tror jeg også, at det på længere sigt styrker vores indflydelse i Eurelectric, at de andre medlemmer har kunnet se, at vi turde indtage vores eget standpunkt, og at vi i vid udstrækning kom igennem med det,” siger Ulrich Bang.