Danskerne er lunkne over for iværksætteraktier

Danskerne er ikke klar til at sætte opsparingen i nye virksomheder, som regeringens nye iværksætterudspil lægger op til. Heller ikke selv om det giver store skattefordele, viser ny undersøgelse.

Det skal være en folkesag at hjælpe morgendagens danske succesvirksomheder frem, mener regeringen.

Et af hovedmålene med regeringens nye erhvervs- og iværksætterudspil ’Sammen om fremtidens virksomheder’, der blev præsenteret i dag, er derfor at skabe en bredere aktiekultur herhjemme, hvor flere danskere ser det som en attraktiv investeringsmulighed at hjælpe små virksomheder frem.

”Regeringen ønsker, at langt flere danskere tager del i de virksomheder, som vil tegne dansk erhvervsliv i fremtiden. Derfor gør vi det nemt og attraktivt at investere i aktier – blandt andet gennem en aktiesparekonto med en attraktiv beskatning. Det er godt for den enkelte, og det er med til at rejse kapital til de små og nye virksomheder,” sagde erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ved præsentationen.

Men selv med udsigten til store skattefordele er de fleste danskere tøvende over for at sætte sparepengene i nye virksomheder. Det viser en helt ny undersøgelse, som YouGov har lavet for organisationen TechBBQ, der står bag landets største konference for tech-iværksættere, der også hedder TechBBQ.

Undersøgelsen afslører, at færre end hver femte dansker ’i høj grad’ eller ’i meget høj grad’ finder det attraktivt at sætte egne sparepenge i nye startups, selv om størstedelen af investeringen kan trækkes fra i skat. Se figur 1.

Lav interesse for at investere i aktier

Figur 1 | Forstør   Luk

Kun knap hver femte dansker er klar til at investere i nye virksomheder.

Note1: Undersøgelsen er gennemført af YouGov via internettet i juli 2017 blandt 1.008 respondenter over 18 år.
Kilde: YouGov for TechBBQ

Undersøgelsen viser også, at det er danskere med en lang videregående uddannelse (30 pct.) og et job, der sikrer en husstandsindkomst på over 700.000 kr. om året (29 pct.), der er mest positivt stemt over for at finansiere fremtidens vækstvirksomheder.

Mindst interesserede er danskere over 60 år (42 pct.) og personer med en husstandsindkomst under 700.000 kr. (36 pct.).

Brug for befolkningens opbakning

Den nye måling fra YouGov og TechBBQ ligger på linje med tidligere undersøgelser, der viser, at danskerne er vilde med iværksættere, men man ønsker ikke selv at blive det, og man ønsker heller ikke at have hånden på kogepladen ved selv at investere.

Undersøgelsens resultat ærgrer Avnit Singh, CxO og daglig leder for TechBBQ.

”Vi ved, at vækst og skalering udgør de største udfordringer for de danske iværksættere, og derfor er der behov for at styrke adgangen til kapital. Hvis vi kan sikre bedre muligheder for flere startups ved at gøre det til en folkesag at investere i dem, så vil det helt sikkert skubbe på den i forvejen positive udvikling, der er i det danske startupmiljø. Det er iværksætterne, der skaber fremtidens job og vækst, og derfor er det afgørende, at det gøres til en folkesag,” siger Avnit Singh.

Tæller man gruppen af danskere med, der har svaret, at de ’i nogen grad’ vil finde det attraktivt at investere i en iværksætter, hvis det altså giver en skattefordel, så stiger andelen af potentielle investorer markant. I så fald er det næsten hver anden dansker, der viser interesse for at gå med i en folkebevægelse for iværksætteri.

Og det glæder trods alt Gitte Haaning Høj, der er direktør i CONNECT Denmark, hvis medlemmer rådgiver iværksættere og erfarne virksomheder.

”Det er et grundlæggende vilkår, at vi får mere risikovillig kapital til iværksætterne. Og det vil være guld værd, hvis vi kan gøre hr. og fru Danmark til investorer og dermed gøre iværksætteri til en folkesport. Men det er ikke der, vi er i dag,” konstaterer hun.

Undersøgelsen er gennemført af YouGov via internettet i juli for TechBBQ blandt 1.008 respondenter over 18 år.

Forrige artikel Løkkes skattelettelser er finansieret med fremtidspenge Løkkes skattelettelser er finansieret med fremtidspenge Næste artikel FTF: Der mangler 50.000 ansatte til at klare velfærden FTF: Der mangler 50.000 ansatte til at klare velfærden