EU-politik
Ny meningsmåling:
Flertal i befolkningen for at afskaffe sommerhusreglen
Et flertal i befolkningen er parate til at slagte en af de helligste køer i den danske EU-debat: Den særlige danske sommerhusregel, der forbyder andre EU-landes borgere at købe sommerhuse her i landet. Det er især generationerne under 40 år, der finder reglen overflødig. Det fremgår af en meningsmåling, som ACNielsen AIM har lavet for Mandag Morgen. Generationskløften går igen blandt politikerne: Hverken Venstre eller Socialdemokratiet mener, at undersøgelsen giver anledning til at genoverveje spørgsmålet, mens de to partiets ungdomsorganisationer finder reglen forældet og dobbeltmoralsk.