Danmarks næststørste værft, Danyard i Frederikshavn, lukkes senest ved udgangen af 1999, når det sidste skib i den nuværende ordrebog er leveret. “Det eneste, som kan ændre på det, er, at værftet forinden får nye overskudsgivende ordrer. Vi har taget en principbeslutning om ikke at sætte flere penge i Danyard. Derfor skal nye ordrer økonomisk set kunne hvile i sig selv,” siger formand for Lauritzen Holding, direktør Michael Christiansen. Den forudsætning vil med stor sikkerhed ikke blive opfyldt. Værftet har nemlig stadigvæk ikke fået styr på sine omkostninger. Og effektiviteten er ikke god nok til, at værftet kan bygge skibe med overskud, viser Mandag Morgens analyse. Derfor tyder alt på, at værftet i dag er på vej mod en stille og rolig lukning. Underskuddet blev 308 millioner kr. i første halvår, og i andet halvår ventes kun en lille forbedring til minus 250 millioner. Antallet af ansatte er allerede reduceret fra 2.200 sidste år til 1.600 i dag. Efter nye fyringsrunder i sidste uge og efter nytår ventes staben at blive på kun 800 mand. Selv med forventede tab på op mod 400 millioner kr. frem til en lukning i 1999, er Lauritzen-aktien stærkt undervurderet. Det skyldes især usikkerhed om Danyard og en anstrengt likviditet i moderselskabet. Lukkes Danyard vil børsværdien af Lauritzen Holding efter alt at dømme stige med op mod en milliard kr., fordi værftets krise tillægges stor negativ værdi. Børsværdien af Lauritzen er 1,5 milliard kr. Mens den såkaldte break up-værdi af datterselskaberne er 2,5 milliard kr.