Darwins teorier om evolutionen kan vise sig at blive det 21. århundredes vigtigste bidrag til videnskaber som sociologi, psykologi, pædagogik, økonomi og måske endda lægevidenskab. En ny trend i international samfundsforskning tager udgangspunkt i et nyt syn på mennesket, der er inspireret af Darwins udviklingslære. Ifølge forskerne er vores krop og hjerne meget fint tilpasset det liv som jægere og samlere, som menneskeheden har levet i 99 pct. af sin historie. En stor del af vores følelser, kultur og sociale adfærd i dag udspringer således af de vilkår, vi levede under for millioner af år siden. Og det sætter en lang række fænomener i det moderne samfund i et helt nyt lys. Interessen for menne-skets udvikling har spredt sig til en lang række videnskabelige discipliner og tæller nu formentlige mere end 1.000 forskere. Den slags har i mange år været tabu i samfundsvidenskaberne, men nu flokkes selv venstreorienterede og feministiske forskere om emnet.