De nye talentstrategier Danske virksomheder tænker for snævert Talentudvikling er mere end lederudklækning Danske virksomheder dyrker talent som aldrig før. Men de fleste tænker talentudviklingen alt for snævert. Det betyder, at organisationens samlede talentpotentiale ikke udnyttes. Det er budskabet fra en række danske og internationale eksperter i talentudvikling, der advarer mod at se talentudviklingsprogrammer som rene udklækningsanstalter for fremtidige ledere. “Danske virksomheder har i bund og grund ikke forstået formålet med at dyrke talenter. Mange steder handler talent om, hvem der kan blive fremtidens ledere, mens alle andre kommer i samme bås, ” siger stifter af The Spine, Lars Albæk. Eksperterne fremhæver, at talentudvikling bør ses som en strategisk nøgleopgave for ledelsen og ikke en servicefunktion i HR-afdelingen.