Almen praksis er ved at blive til en tilbagestående ø - som patienterne nødigt går i land på. Men de praktiserende læger har stadig chancen for at komme med ind i fremtiden, hvis de tænker hurtigt og digitalt. Det er hovedbudskabet i et debatoplæg fra en specialistgruppe under Teknologirådet, som de praktiserende læger modtager i dag. Den digitale verden giver lægerne helt nye muligheder for at kunne matche de moderne patienter på en topkvalificeret og nærværende facon, hedder det i oplægget. Bl.a. kan patientens vej gennem det opsplittede sundhedsvæsen gøres mere effektiv og behagelig. Oplægget peger også på nogle af de vigtigste barrierer for den relevante vidensdeling. Én af de vigtigste er måske den nedgroede mistillid mellem sundhedssektorens professioner.