De store økonomier er ude af takt
Mens den amerikanske vækst falder, stiger Tysklands. Her i weekenden offentliggjorde det tyske IFO-institut nye målinger, der viser en enestående høj tiltro til den økonomiske udvikling blandt ledere i den tyske industri. Ikke siden 2008 har forventningerne ligget højere.
Globale ubalancer
Figur 1 | Forstør
Vækst går op i Tyskland og ned i USA, pct.
Tyskland og USA trækker verdensøkonomien i hver sin retning.
Kilde: OECD.
Tyskerne har indtil videre noget at have deres optimisme i. Eksporten trækker Tysklands BNP op i et misundelsesværdigt tempo. Sammen med den uventet høje britiske vækst er det med til at bringe den samlede europæiske økonomi i plus.
Til gengæld stiger det amerikanske BNP stadigt langsommere, ligesom Japans vækst aftager. Se figur.
Utakten mellem disse økonomier – fire af de fem største i OECD – kan næsten ikke blive større. Det stiller spørgsmålstegn ved holdbarheden af det tyske og britiske opsving. Amerikansk økonomi påvirker i kraft af sin størrelse de europæiske lande stærkt.
Derfor er diskussionen om en ny recession, det såkaldte double dip, mere aktuel end nogensinde. I en ny kommentar sætter professor Nouriel Roubini sandsynligheden for et double dip til 40 pct. Roubini fik tilnavnet Dr. Doom, da han i 2006 forudså den globale økonomiske krise.
At Europas vækst hviler på et mere usikkert fundament, end de tyske tal antyder, mener også nobelpristageren, Joseph Stiglitz, professor i økonomi. Han vurderer, at tyske og britiske nedskæringer i de offentlige udgifter kan rive tæppet væk under væksten. Det kan give samme billede, som man så i Japan i 1990’erne, hvor væksten var meget lille trods en historisk lav rente.





