Verden har sjældent haft så meget brug for gode nyheder, som i dette efterår. Samtidig med at antallet af flygtninge er større end nogensinde, har den islamistiske terrorbevægelse ISIS med sin seneste række af angreb mod civile skabt en bølge af frygt i store dele af verden.

Derfor vil det give genlyd i verdenssamfundet, hvis flere end 150 stats- og regeringschefer ved FN’s klimatopmøde, der begynder i næste uge, kan annoncere den gode nyhed om, at de er enige om en plan, der betyder et massivt fremskridt i kampen mod den globale opvarmning. Og det tyder alt på, at de kan.

Allerede nu står det klart, at den anspændte verdenspolitiske kontekst vil sætte sit tydelige præg på FN’s klimatopmøde COP21. Frygten for nye terrorangreb har fået franske myndigheder til at aflyse en række store folkelige manifestationer. Men omvendt kan de betydelige globale politiske spændinger meget vel sætte sig igennem på en psykologisk positiv måde i det verdenspolitiske topmøde, som COP21 allerede vil være på førstedagen 30. november, hvor de fleste verdensledere mødes i den franske hovedstad.

”Alle COP’er har deres egen psykologi, der både er præget af de mange forhandlinger, der er gået forud, og af den aktuelle situation, der hersker, når de afholdes. Vi så det under COP19 i Warszawa i 2013, som i høj grad blev præget af den tropiske storm Haiyan, der ramte Filippinerne, mens COP’en fandt sted,” siger Liz Gallagher, ekspert i globalt klimadiplomati ved den ansete tænketank E3G i London.

”Man kan derfor ikke udelukke, at den aktuelle situation – ikke mindst tilnærmelsen mellem USA og Europa på den ene side og Rusland på den anden – kan påvirke resultatet af COP’en i en positiv retning,” siger hun.

Psykologi og økonomi

Når Liz Gallagher generelt er optimistisk, hvad angår udfaldet af COP21, bunder det mere i en grundig analyse end en diffus fornemmelse af den aktuelle politiske psykologi mellem verdens stormagter. Tænketanken har netop offentliggjort rapporten Political Economy of the Paris Climate Agreement, hvor Liz Gallagher analyserer den klimapolitiske udvikling og de klimarelaterede realøkonomiske forandringer, der er sket siden COP15 i København i december 2009.

Klimaforhandlingerne i FN har ikke i sig selv budt på store fremskridt i form af reducerede udledninger af drivhusgasser. Til gengæld er der sket en række dybtgående forandringer – både i den politiske konfiguration af forhandlingerne i FN og i reelle politiske og økonomiske beslutninger i den private sektor og i nationale og kommunale klimaplaner, som tilsammen gør det realistisk at tro på succes i Paris, forklarer hun.

Liz Gallagher er meget bevidst om, at der fortsat er et stykke vej til, at topmødet i Paris kan levere løfter om de reduktioner, der vil gøre det muligt at holde den globale opvarmning under en stigning på to grader celsius i forhold til et førindustrielt niveau. Men det er mindst lige så vigtigt, hvilket politisk signal verdens ledere sender til verdens økonomiske beslutningstagere.

”Demonstrationen af samtidig politisk vilje er nøglen til at overbevise dem, der styrer den reelle økonomi, om at aftaler vil føre til handling, og at de vil blive håndhævet,” skriver hun i sin analyse.

Over for Mandag Morgen uddyber hun: ”I mange lande har virksomheder og investorer ikke tillid til, at regeringers målsætninger også reelt bliver opfyldt. Denne usikkerhed fører til en politisk risiko, som igen fører til højere kapitalomkostninger. Økonomiske beslutningstagere er altid nødt til at fortolke politiske signaler og nuancer, når de skal træffe politiske dispositioner.”

Farvel til kul

Liz Gallagher peger på en række eksempler på, at realøkonomiske beslutningstagere er begyndt at skille sig af med aktiver i kulrelaterede virksomheder. Det gælder eksempelvis den statslige norske oliefonds beslutning fra sommeren 2015 om at skille sig af med aktiver for knap 50 milliarder kroner i 122 forskellige selskaber, hvor mere end 30 pct. af omsætningen stammer fra kulbaserede aktiviteter.

Det går ud over nordeuropæiske energiselskaber som E.ON, Dong Energy, britiske SSE og Drax og flere andre, som nu får et klart signal fra verdens største institutionelle investor om, at deres selskaber anses for mindre attraktive, desto mere de er engageret i kulindustrien.

[quote align="right" author="Liz Gallagher, ekspert i globalt klimadiplomati ved tænketanken E3G"]Udviklingen væk fra investeringer i kultunge virksomheder har været langt kraftigere end forventet[/quote]

Også den amerikanske Rockefeller Brothers Fund, der er skabt i olieindustrien, har bidraget stærkt til at gøre fossilt engagerede aktieselskaber mindre attraktive, da man i september i år meddelte, at man vil skille sig af med aktier for over 300 milliarder kr. i sådanne selskaber.

”Denne udvikling væk fra investeringer i kultunge virksomheder har været langt kraftigere end forventet, og den vil helt sikkert påvirke kommende beslutninger i lande som Polen og Indien, der fortsat insisterer på, at de vil bruge kul i deres energiproduktion. De CO2-reduktioner, der venter i forlængelse af en sådan udvikling, er ikke medregnet i det resultat, der nu tegner sig for COP21,” siger Liz Gallagher, som også påpeger, at både prisfaldet på vedvarende energi og selve opstillingen af vindmøller og solenergianlæg har overgået de forventninger, man havde i 2009.

Verden får en bred og frivillig klimaaftale

Siden COP15 i København har verdens mest ambitiøse, pragmatisk og realistiske klimapolitikere og eksperter haft den opfattelse, at tiden er bedre brugt på at forfølge en ambitiøs frivillig klimaaftale mellem FN’s medlemslande end ved at forhandle videre om en bindende Kyoto-lignende aftale, som alligevel ikke bliver overholdt. Analysen er, at hvis ikke det enkelte land ser en national interesse i at følge trenden i retningen af at implementere mere klimavenlig energi- og industriproduktion, opvarmning og mobilitet, ja så flytter landene sig heller ikke. FN har aldrig haft – og vil aldrig få – magt til at håndhæve og sanktionere en klimaaftale, og derfor vil verdenssamfundet under alle omstændigheder være magtesløst over for nationale politikere, der måtte vælge at set stort på forgængeres klimaplaner.

Denne sandhed har imidlertid været ildehørt i ngo-kredse og blandt visse politikere, og den vil formentlig fortsætte med at præge debatten helt frem til afslutningen af COP21 den 11. december, selvom USA’s udenrigsminister John Kerry forleden i utvetydige vendinger gjorde det klart, at aftalen ikke bliver en juridisk bindende traktat.

I stedet bliver Paris-aftalen en sammenlægning af de såkaldte INDC’s – Intended Nationally Determined Contributions – altså ”tilsigtede nationalt fastlagte bidrag” til bestræbelserne på at reducere udledningerne af klimagasser. Foreløbig har 163 af FN’s 193 medlemslande indleveret deres nationale klimaplaner. Hvis disse planer føres ud i livet, vil den globale opvarmning kunne holdes på et plus på 2,7 grader celsius.

[quote align="left" author="Liz Gallagher, ekspert i globalt klimadiplomati ved tænketanken E3G"]Man skal ikke underkende betydningen af de nye nationale klimahandlingsplaner[/quote]

For at sikre, at de nationale løfter fra verdens lande også ender med at bliver ført ud i livet, kæmper EU hårdt for at få vedtaget skrappe såkaldte MRV-regler om, hvordan man ”måler, rapporterer og verificerer” de nationale målsætninger. Dette er et omstridt emne, fordi det ikke er alle lande, der ønsker at give det internationale samfund adgang til centrale nationale økonomiske data. Den kommende Paris-aftales store styrke ligger i, at stort set alle verdens lande nu har udviklet nationale klimahandlingsplaner, og ikke mindst at landene ser det som værende i deres egen interesse at gå med i den globale trend i retning af en kulfattig og energieffektiv økonomi.

”Man skal ikke underkende betydningen af disse nye nationale klimahandlingsplaner. I mange lande har man først for nylig fået øjnene op for de mulige skadevirkninger af klimaforandringerne og af at støtte fossil energi så kraftigt fra staternes side, som det er tilfældet,” siger Liz Gallagher med henvisning til en stor IMF-rapport fra foråret, som konkluderede, at statsstøtten til og samfundsmæssige miljøomkostninger ved fossile energikilder verden over har været massivt undervurderet.

Den nye verdensorden

COP15 i København i 2009 anses af mange for at være skelsættende for den nye politisk-økonomiske verdensorden. Her så man USA lave en minimal klimaaftale med de såkaldte BASIC-lande – Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina, mens EU-landene var kørt ud på et sidespor. Klimaaftalen i Paris bliver et spejl af den nye verdensorden, hvor også verdens store udviklingslande vil løfte deres del af byrden.

Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika er vigtige lande i det såkaldte G20-samarbejde, som er skabt for at have et relativt smalt globalt forum at forhandle i – først og fremmest om global finansiel stabilitet men også om klimapolitik. USA har brugt G20-samarbejdet til at slippe af med filosofien i Kyoto-protokollen: at den globale opvarmning er de rige landes skyld, og at de derfor skal forpligte sig juridisk, mens udviklingslandene slipper lettere. I FN-regi er Kina med i den såkaldte G77-gruppe, hvor verdens udviklingslande siden 1964 har arbejdet sammen i FN, og hvor man ofte har kørt FN’s klimaforhandlinger i grøften med henvisning til vestens ”historiske skyld”.

Men USA accepterer ikke, at denne skyld skal danne grundlag for byrdefordelingen i klimakampen og peger på, at Kina i dag er verdens største udleder. I Europa har man været mere tilbøjelige til at acceptere den rige verdens historiske skyld, hvad angår den globale opvarmning. Men i dag passer det ledende europæiske politikere som Tysklands kansler, Angela Merkel, godt, at det nu er USA og Kinas tur til at levere reduktioner, selvom EU med sin 2030-plan stor set har formået at fastholde det meget høje ambitionsniveau fra den historiske 2020-plan, der blev vedtaget i 2007 og 2008.

[quote align="right" author="Richard Layard, professor i økonomi, London School of Economics"]Vi mangler det, som Apollo-programmet havde: et mål der skaber begejstring, prestige og energi[/quote]

Klodens grønne måneprojekt

Mange af verdens førende klimaeksperter peger i dag på, at næste fase i den grønne omstilling nødvendigvis må basere sig på et opgør med den teknologiske og politiske silotænkning, der præger mange politiske processer og også i høj grad kampen mod den globale opvarmning.

Verden over arbejder universiteter og tænketanke på udviklingen af innovative teknologier og processer, som alle kan yde væsentlige bidrag til at skabe en klimavenlig økonomi i fremtiden. Men ifølge folkene bag A Global Apollo Programme to Combat Climate Change mangler der en samlende vision, som er i stand til at skabe begejstring, prestige og momentum bag dette store projekt. De syv bagmænd, der er fremtrædende britiske professorer inden for økonomi, politik, velfærd, energi og teknologi, har derfor formuleret en vision, der handler om at gøre den grønne omstilling til et fælles globalt projekt på samme måde, som Apollo-programmet samlede den amerikanske nation om at sende mennesker til månen.

”Vi mangler det, som Apollo-programmet havde: et mål der skaber begejstring, prestige og energi. Det er derfor vi foreslår at gøre ren energi billigere end kul på mindre end 10 år,” siger professor Richard Layard, en af programmets grundlæggere, i et interview med Financial Times i sidste uge.

Programmets mål er klart: at gøre energi baseret på vedvarende kilder billigere end nybyggede kulkraftværker i 2020 i de mest solbeskinnede egne af verden i 2020 – og i 2025 på verdensplan. Programmet kan ifølge professorerne finansieres ved, at omkring 12 af verdens største økonomier lægger 0,02 pct. af deres BNP i et fælles forsknings- og udviklingskonsortium i perioden 2016-2025. De fire centrale indsatsområder er: produktion af elektricitet, lagring af elektricitet, lagring af brint og endelig udvikling af intelligente netværk.

Ny infrastruktur for milliarder                             

Under alle omstændigheder står det klart, at overgangen til en kulfattig verdensøkonomi stiller massive krav til en generel opdatering af verdens infrastruktur. I dag er veje, huse, kraftværker, fabrikker og meget andet skabt for at give borgerne adgang til energiens goder i form af varme, elektricitet og mobilitet med udgangspunkt i et fossilt energisystem. Omstillingen vil kræve investeringer i infrastruktur i multimilliardklassen, selvom store dele af den fossile infrastruktur vil kunne genbruges i et nyt kulfattigt energisystem. Sagen er imidlertid, at ingen statskasser i den vestlige verden har råd til at finansiere disse massive investeringer. Derfor skal privat kapital – som der er masser af i eksempelvis pensionsfonde og statsejede investeringsfonde – mobiliseres.

Verdens hidtil mest ambitiøse forsøg på at kanalisere massive private investeringer ind i den nye infrastruktur, der skal muliggøre en sikker, omkostningseffektiv og jobskabende omstilling til den nye energivirkelighed, finder i øjeblikket sted i Europa. EU’s plan om at skabe en reel energiunion skal ses i tæt sammenhæng med den såkaldte Juncker-plan, der har til formål at mobilisere omkring 2.300 milliarder kroner – hvoraf 90 pct. kommer fra private – i ny infrastruktur.

Danske pensionskasser er generelt langt fremme, når det gælder om at placere deres pensionspenge i ny energiinfrastruktur. Men investeringspotentialet på området er massivt, hvis politikere er i stand til at overbevise pensionskasserne om, at indgåede aftaler er bredt funderede og rækker ud over næste valg. Samtidig er det afgørende, at Den Europæiske Investeringsbank og andre offentligt garanterede udviklingsbanker i Europa, Asien og andre verdensdele er i stand til sammen med den private sektor at udvikle investeringsklare grønne infrastrukturprojekter.

Sikkerhedspolitiske sidegevinster

Set fra Europa og USA’s side er de sikkerhedspolitiske aspekter af den grønne omstilling blevet stadig mere iøjnefaldende over de senere år. Politiske beslutningstagere på begge sider af Atlanten har indset, at det har store ulemper for forsyningssikkerheden at være afhængige af gas og olie fra Rusland og fra ustabile despotiske regimer i Mellemøsten. Ukrainekrisen har gjort det klart for EU-landene, at afhængigheden af russisk gas i sig selv udgør et sikkerhedspolitisk problem. Og det forsvinder næppe, selvom forholdet til Rusland i den seneste uge er blevet mærkbart forbedret.

Forsyningssikkerheden og de sikkerhedspolitiske aspekter spiller i dag en markant rolle som drivkraft for omstillingen til andre energikilder og for udviklingen i den energipolitiske solidaritet i EU. Målet er at reducere det russiske regimes muligheder for at bruge energileverancer som et pressionsmiddel.

Lande som Saudi-Arabien, Iran, Irak, Kuwait, Qatar og Venezuela, der producerer store mængder olie og gas, har i årevis modarbejdet en global klimaaftale, og de har haft gode obstruktionsmuligheder i FN-forhandlingerne, så længe man har efterstræbt en globalt bindende aftale. Men verdens lande er i 2015 kommet uendeligt meget længere i forståelsen af både nødvendigheden af den grønne omstilling og af de store forretningsmæssige, sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige fordele af at føre den igennem.

I 2009 var en omfattende global klimaaftale en modig vision, som man forsøgte at virkeliggøre oppefra og ned. I 2015 har de fleste af verdens lande indset, at det er i deres nationale egeninteresse at følge med det nye industriteknologiske lokomotiv, som den grønne omstilling har udviklet sig til. Deri er der en verden til forskel.