Af Mette Bock, kulturminister (LA)

Under overskriften “Perspektivet der blev væk” kritiserer Lisbeth det netop indgåede medieforlig. Det overordnede problem med det nye medieforlig er, ifølge Knudsen, at det har et ideologisk og institutionelt udgangspunkt, mere end det har borgerne og demokratiet som udgangspunkt. Det er dermed kortsigtet og ikke langsigtet, hvilket der ellers var brug for med udsigt til den internationale invasion på det danske mediemarked.
 
Det er beklageligt, hvis udgangspunket bliver læst som institutionelt og kortsigtet, for det har bestemt ikke været hensigten. Vi har brugt halvandet år på forberedelsen og har inddraget borgere i alle aldre, medier, producenter, distributører og politikere. Der er lavet udredninger og analyser på kryds og på tværs og jeg har rejst landet rundt for at møde borgerne til diskussioner om medievaner, ønsker og behov.  

Sagen er bare den, at den demokratiske samtale bygger på uenigheder og at demokrati derfor er besværligt. Man skal finde et flertal og det, der er perspektivrigt og visionært set fra én side kan opfattes som reaktionært og kortsigtet fra en anden. Derfor består enhver politisk aftale af kompromisser. Især hvis viljen til at påføre andre et nederlag er større end evnen til at tænke visionært. 

Den netop indgåede medieaftale blev smal. Ikke fordi det var et ideologisk ønske, som Knudsen synes at mene. Men fordi kompromisserne ville være blevet for store, hvis aftalen skulle være bred. Regeringen ønskede ikke at åbne DR-aftalen igen, som ønsket af oppositionen. Regeringen ønskede ikke at flytte hele Radio 24syv til Vestdanmark, som både DF og Socialdemokratiet ønskede. Regeringen ønskede ikke at pålægge internationale tjenester  betydelige skatter og afgifter, som et bredt flertal i folketinget - fejlagtigt - tror kan løse danske mediers problemer. Vi aftalte i stedet en lille investeringsforpligtigelse. 

Regeringen ønskede desuden at ligestille de trykte og de digitale medier ved momsfritagelse, ikke ved at indføre moms på de trykte medier, som andre ytrede  ønske om. 

Regeringen ønskede også at påbegynde et salg af TV2 for at få en strategisk investor ind og samtidig nedbringe statens ejerandel i medieverdenen. Det fik vi desværre ikke igennem lige nu på grund af modstand fra såvel oppositionen som DF, men forarbejdet er gjort og det er aftalt at tage spørgsmålet op igen om et par år. 

Det var det muliges kunst, som det står enhver frit for at kritisere. Men når man gør det, må man også komme med konkrete forslag til løsninger. Jeg håber derfor Lisbeth Knudsen vil følge op med med mere konkrete svar på følgende:

1. Hvor meget ekstra mediestøtte mener LK staten skal bidrage med for at sikre det, vi er enige om er vigtigt for demokratiet, nemlig troværdigt, dansk indhold? Det dobbelte? Det tredobbelte? Som et eksempel gennemførte Jysk Fynske Medier sidste år en sparerunde på 180 mio, og de har netop gennemført en ny på 80 mio. Det samme gør andre mediehuse. Den krise kræver vel nærmest statsovertagelse, hvis det er økonomien, der er afgørende, og det er næppe vejen frem i et demokrati. 

Løsningen er hverken massivt mere mediestøtte eller statseje. Det afgørende er udvikling af journalistikken, kreativiteten, nye måder at nå befolkningen på, nye forretningsmodeller mv. Det er en umådeligt vanskelig opgave, men den del ligger - og skal ligge - hos mediehusene selv.  Det ser heldigvis ud til at nogle af de danske mediehuse er ved at knække koden en anelse. Men altså - giv et bud på, hvor meget mere staten skal støtte/overtage i mediebranchen. At anvende provenuet fra DR besparelsen gør ingen afgørende forskel i forhold til de grundlæggende udfordringer.

2. Hvad burde vi have gjort i et dansk medieforlig vedrørende de internationale tjenester. Udstedt forbud? Beskattet med 10 procent? 20 procent? 30 procent? Hvilken forskel ville det have gjort, bortset fra at tjenesterne ville blive dyrere at tilgå for de borgere, der massivt ønsker at bruge dem? Og er beskatning og handelsbarrierer kloge tiltag i en situation med en potentielt eskalerende og ødelæggende handelskrig, der kan ramme når som helst? Politik er også helhedstænkning.

3. Hvad angår en fælles, national platform, som LK efterspørger, er frøet plantet i medieaftalen. DR skal fremover samle dansk indhold støttet af Public Service puljen. Det er foreløbig kun et frø, men et vigtigt frø for det kan udvikle sig til langt mere, hvis viljen er der, også hos andre indholdsproducenter. Men samtidig er vi vel enige om, at mangfoldighed fortsat er et gode i et demokrati! Vi skal have et mangfoldigt medieudbud, ikke centralisering.
 
Til sidst et hjertesuk - der er desværre en uhyggelig tendens til at politikerne, ikke kun i Danmark, men også internationalt, har øget trang til at bevæge sig helt ind i mediernes direktions- og bestyrelseslokaler. Den trang findes overalt inden politiske spektrum. Kampen for at bevare armslængden bliver enorm i de kommende år, og der står meget på spil. For frie medier er demokratiets salt. Vi skal skabe gode rammer for mediernes udvikling, men ikke detailstyre. Hverken økonomisk eller politisk. 

Jeg glæder mig over de vigtige skridt, der er taget med medieaftalen. Bedre balance mellem statsejede og private medier, mellem gamle og nye medier, mellem landsdækkende og lokale medier og en sikring af et mangfoldigt medieudbud til både ældre og unge.