Perspektivet der blev væk

Det smalle medieforlig er ikke blevet det skelsættende vendepunkt i dansk mediepolitik, som kulturministeren bebudede, det skulle være. Det er som meget andet i dansk politik blevet et kortsigtet politisk kludetæppe af forskellige interesser, der skulle varetages.

Kulturminister Mette Bock (LA) taler meget om ”balancepunkter” som opskriften til at forstå sammensætningen af det nye femårige medieforlig.

En bedre balance mellem offentlig og privat. Mellem ældres og yngres medieforbrug. Mellem nationale og lokale medier. Mellem gamle og nye medier.

Nu har vi så både et regeringsoplæg om et Danmark i bedre balance med udflytningen af offentlige arbejdspladser og et medieforlig med bedre balance i mediesektoren.

Det overordnede problem med det nye medieforlig er, at det har et ideologisk og institutionelt udgangspunkt, mere end det har borgerne og demokratiet som udgangspunkt. Det har et kortsigtet udgangspunkt i stedet for et langsigtet, hvilket der ellers var brug for med udsigt til den internationale invasion på det danske mediemarked.

Og det på trods af, hvad kulturministeren startede med at praktisere: en aktiv lytning til, hvad danskerne gerne ville have - alt sammen kogt ind i projektet ”Antennerne ude”, som hun rejste land og rige rundt med.

Dansk Folkepartis trofæer

Da medieudspillet endelig skulle udformes i regeringen, og Dansk Folkeparti kom til bordet som eneste partner til et smalt forlig, kom det til at ligne et helt almindeligt politisk kompromis, hvor der er købt og solgt undervejs, og hvor Dansk Folkeparti har fået markante trofæer.

Den overordnede balancegang i medieforliget handler snarere om en særpræget balance mellem en liberal mediepolitik på markedsvilkår og samtidig en ekstrem stram styring af vilkårene for medierne og mediestøtten.

Det er tvivlsomt, om det nye medieforlig vil ændre på det danske mediebillede og give Mette Bock æren af et stort fodaftryk på de næste fem års udvikling i medierne.

Ganske vist skærer forliget godt 400 mio. kr. helt ud af støtten til medierne ud fra kulturministerens betragtning om, at der produceres rigeligt med dansk indhold for private penge. DR skal tvinges på skrump, uden at man mener, det vil få konsekvenser for den samlede danske indholdsproduktion. Ganske vist flyttes der rundt på de tilbageværende penge til fordel for de digitale medier og de lokale medier. Det er godt.

Men det vigtigste er sådan set, at medieforliget ikke giver noget perspektiv på, hvordan vi fastholder et stærkt dansk medieindhold, når de globale aktører har sat sig på magten over distributionskanaler og annoncekroner.

Der gives ikke noget godt svar på, hvordan udviklingen af en kritisk kvalitetsjournalistik af hensyn til demokratiet skal varetages af frie medier, som er under heftigt økonomisk pres på grund af unfair udenlandsk konkurrence. Der gives ikke noget svar på, hvordan vi som borgere lærer at navigere i det nye mediebillede.

Den svenske mediekommission fra 2016 brugte præcis begrebet balancepunkter i sit arbejde med den fremtidige mediepolitik og har sikkert inspireret Kulturministeriet. Men her var udgangspunktet ikke ideologisk eller institutionelt, men borgernes behov for at få kvalitetsjournalistik og et demokratisk behov for kritiske, uafhængige, mangfoldige medietilbud.

Her var balancepunkterne styrkeforholdet mellem den kritiske, uafhængige journalistik og magthavernes oprustning med store kommunikationsafdelinger, spindoktorer og påvirkningskampagner.

Her var forholdet ikke at opruste lokalt med mere lokalt, men at opruste de lokale medier til at blive en stemme i den nationale debat. Her var balancepunktet ikke offentlig eller privat men pluralisme i mediebranchen i det hele taget.

Det vil sige balancen mellem dominerende aktører overfor små aktører. Balancen mellem medierne og borgernes mulighed for at navigere i den nye medievirkelighed. Balancen mellem medierne, der tager ansvar, og dem, der ikke gør (læs: Teknologigiganterne). Balancen mellem marked og publicisme.

Renæssance for DR

Kulturministeren taler om en genfødsel eller renæssance af DR, som sendes på en rejse fra mediemastodont til den kulturinstitution, det oprindeligt var født som.

Hun taler om et smalt fyrtårn, som gerne må tabe seere og lyttere til de kommercielle stationer på rejsen. Ja, det er nærmest meningen, må man forstå. For DR skal fylde mindre i mediebilledet og have højere kvalitet.

Men public service skal netop have en bred folkelig forankring og ikke være for en veluddannet elite. Det skal kunne samle befolkningen om store nationale begivenheder og være stedet, hvor vi søger hen efter vigtig information.

Dilemmaet er, at jo mindre man giver DR mulighed for at indfange alle grupper med forskellige programtilbud, desto sjældnere kommer folk tilbage til DR efter kultur, dansk dramatik, dansk musik, nyhedsformidling, folkeoplysning og læring.

Det bliver public service uden en public. Og når public-delen bliver tilstrækkelig lille for de mange millioner kroner i investering, så kan sidste mand lukke og slukke, og institutionen mister sin politiske legitimitet og betydning.

Jamen man kan da lave rigtigt meget spændende tv og radio for tre mia. kr. om året? Helt sikkert, men det afgørende er de frihedsgrader, som man giver det nye DR.

Ud af den nye medieforligstekst er karakteristisk nok røget DRs forpligtelse til at levere underholdning. DR er simpelthen gjort så skolelæreragtig, politisk korrekt og kedelig som muligt.

Og mens kulturministeren har gjort meget ud af at sige, at politikerne ikke skal ind i redaktionslokalerne eller i direktionen på DR, så har medieforliget alligevel en kilometerlang to-do-liste hvad angår DR, som ikke lader meget fantasi tilbage.

Her er øget regional dækning, forpligtelser overfor grænselandets mindretal, Færøerne, Grønland, EU-dækning, dækning af internationale perspektiver, mere dansk musik på alle platforme, dansk historie og læring, dansk dramatik på samme høje niveau som hidtil, alsidig dækning af dansk idræt, fokus på børn og unge og videreførelse af samtlige kor og orkestre, øget krav til udlægning af produktion og meget mere.

Det er svært at finde lige det punkt, som politikerne mener kan undværes af hensyn til besparelserne på de 20 procent undtagen underholdning, spændingsfilm og elitesport.

Ingen tvivl om at DRs direktion og ledelse kommer på en svær opgave. Ikke alene med at finde de fire procent besparelser om året, for der kommer også til at stå en særdeles hård kamp mellem ministeriet og DR om den public service-kontrakt, som skal forhandles i efteråret. Her synes ministeren at have nogle klare og særdeles detaljerede holdninger til retningen.

Omkring netop den nye ledelse af DR har forligsteksten en interessant udformning. Den politisk udpegede bestyrelsesmodel fortsætter. Ministeren udpeger tre medlemmer som hidtil – herunder formanden – og Folketinget seks største partier udpeger seks medlemmer. Eller rettere hvert parti indstiller to kandidater, og så udpeger partierne og ministeren de seks heldige.

Så ministeren har nu reelt mulighed for at medbestemme over alle ni valgte medlemmer af DR-bestyrelsen. Det skal nok give anledning til skærmydsler.

FM4 goes west

Dansk Folkeparti er ikke kommet tomhændet fra medieforhandlingerne. Ud over at sætte en foreløbig kæp i hjulet for salget af TV2, har partiet fået besparelserne på TV2-regionerne taget af bordet, og medieforligets to nye kanaler – en tv-kanal og en radiokanal - skal begge have hovedsæde vest for Storebælt.

Og ikke nok med det. Produktionen skal finde sted uden for hovedstadsområdet.  Næste gang må det blive Københavns tur til at få egen tv-kanal og radiokanal. Hvorfor skal København og Hovedstaden være det eneste sted i landet uden lokale medier undtagen gratisaviser?

Den nye tv-kanal får 50 mio. kr. i tilskud om året til at sende kultur og folkeoplysning, og radiostationen får 30 mio. kr. til at sende klassisk musik og kultur. Godt nok må de begge have reklameindtægter, men hvem i alverden tror realistisk på reklamefinansiering af den type indhold? Det er en komplet illusion. Det skal blive interessant at se betingelserne for de to nye kanaler, og om politikerne har lært af de mange håbløse krav, der blev indarbejdet i udbuddet til den nuværende FM4 kanal, som Radio24syv opererer.

Tilskuddet til FM4 skæres ned over de kommende år, når radiokanalen skal sendes i nyt udbud igen i 2019, og halvdelen af medarbejderne og hovedsædet for stationen skal fremover ligge vest for Storebælt.

Hele den offentlige debat om, at Radio24syv skal tvinges til Jylland er til gengæld temmelig misvisende. For om der overhovedet er en Radio24syv radiostation efter den nye udbudsrunde er jo langt fra sikkert. Buddet kan gå til nogle andre, og Berlingske kan vælge ikke at ønske at fortsætte som kanalansvarlig på de nye betingelser. Der loves færre stramme regler for FM4 i det nye udbud og mulighed for reklameindtægter. Det første er godt. Det sidste kommer ikke til at få pengekassen til at bugne hos Radio24syv. Det giver ikke mening selv for en nok så populær tale-radio at satse stort på reklame og sponsorindtægter, og taleradio-lyttere bliver mega-irriterede over reklameafbrydelser.

Man må stille sig selv spørgsmålet: Når nu endelig der er kommet en seriøs konkurrent til P1, hvorfor i alverden så besværliggøre og ødelægge konkurrentens vilkår for at drive spændende taleradio? En lille effektiv nyhedsredaktion som Radio24syv’s og en station så afhængig af at kunne få endeløse rækker af spændende folk billigt i studierne kan ikke fungere, hvis den skal arbejde med to lokaliteter, to hold studier og masser af transportlogistik for gæsterne – inklusive de politikere, der nu vil flytte stationen.

Det bliver så en anden radiostation, man får ud af det, og den kan selvfølgelig også blive fin, men når nu Radio24syv faktisk har fået fat i noget markant ud af at forny radioformatet, hvorfor så ødelægge det?

Nævnet, der skal fordele pengene i den nye og større public service-pulje skal partout også sidde i Vestdanmark. Hvad i alverden spiller det for en rolle for fordelingen? Samme håbløse argument om Københavner-bashing som med udflytningen af Dansk Sprognævn til Bogense.

Når politikerne gerne vil have frie kommercielle medieproducenter til at byde på radio- og tv-stationer, så burde de holde fingrene fra at bestemme, hvor de skal have hovedsæde, og hvor mange medarbejdere, de skal have, samt hvor de skal arbejde. Det må være tilstrækkeligt at stille nogle indholdskrav til sendetimer og koncept samt til lytter- og seerspredningen.

Ekstra hjælp til lokalmedier

Langt om længe ser det ud til, at dagbladenes momsfritagelse kan komme til at gælde internetbaserede nyhedsmedier, når EU har godkendt en sådan ligestilling. Indtil da laves der en overgangsordning med en pulje, som kan søges.

I al fredsommelighed ser det også ud til, at der kan laves en omlægning, som flytter lidt mere af mediestøtten fra de landsdækkende nyhedsmedier til de regionale og lokale nyhedsmedier, mens Kristeligt Dagblad og Information beholder sin unikke særstilling med højere tilskud end alle andre. Som noget nyt etableres der en pulje på 25 mio. kr. til distrikts- og ugeaviser.

Pakken på dagbladsområdet ser afbalanceret ud. Forliget kommer næppe til at redde kvaliteten og bemandingen på de lokale nyhedsmedier, men det kan være en håndsrækning til en ekstremt presset dagligdag. Bliver det et vendepunkt for de lokale og regionale dagblade? Nej. De får nemlig samtidig øget konkurrence fra TV2 regioner og DR-regioner.

Det forekommer også rimeligt at stramme kravene til at modtage tilskud, så der er tale om medier af almen interesse og ikke målrettet bestemte fag- eller erhvervsgrupper. Og så i den kuriøse ende har Ekstrabladet og Poul Madsen fået sin egen paragraf i medieforliget, der handler om at skulle han blive dømt for rufferi pga. massageannoncerne bag i bladet, så mister han mediestøtten. Det er vist aldrig sket før, at man putter konsekvensen af en dom, der endnu ikke er afsagt i en sag, der endnu ikke er rejst, ind i en forligstekst.

Historisk forlig eller bare forlig

Det tog lang tid at komme i mål med medieforliget, og oppositionen har allerede bebudet at ville pakke det op igen, hvis de får mandater nok til det. Det vil være et andet DR, der kommer ud på den anden side af de 20 procents besparelse i 2023. Det vil antagelig også være et andet TV2, som får langt mere international konkurrence og som presses på streaming-tilbud fra de globale spillere.

Vi vil se private medier, hvor der er tyndet endnu mere ud i den journalistiske bemanding, og hvor der er forsøgt alle mulige nye kreative veje til at præsentere annoncer som redaktionel tekst for at finde uden om adblockere og vise veje, som Google og Facebook ikke kan tilbyde. Det vil være et Mediedanmark, hvor centralisering af funktioner, lukning af titler og robotjournalistik vinder større indpas.

Da medieforliget blev strikket sammen, kom det til at handle mere om institutioner, geografi og ideologi end om markedets realiteter, sammenhængskraften i nationen og demokratiet.

LÆS OGSÅ:

Gør DR klar til det nye medielandskab

Streaming-giganternes nye slagmark er det lokale indhold

Et medieudspil ladet med stærk værdipolitik

Tv-producenter er på vej mod ny guldalder

Forrige artikel Den oversete dagsorden: Bruddet med USA Den oversete dagsorden: Bruddet med USA Næste artikel Trump vil ødelægge verdensordenen. Og hvad så? Trump vil ødelægge verdensordenen. Og hvad så?
  • Anmeld

    flemming riedel

    Skarp analyse

    Sådan! enhver mediepolitiker burde læse og agere efter de yderst fornuftige argumenter Lisbet Knudsen bringer på bane. Ikke at der reelt er noget epokegørende i hendes analyse - den er blot knivskarp og tydelig - uden ynk - men med de hårde fakta på bordet.
    Kulturministeren og hendes forligsfæller har desværre et helt andet udgangspunkt - for dem handler det om mere om ideologi end, hvordan mediemarkedet reelt fungerer og udvikler sig. Det er sørgeligt!
    Håber meget, at der er et andet flertal efter næste valg, som er parate til at rulle disse tåbeligheder tilbage, hvor de hører til...

  • Anmeld

    Christina Blaagaard · CEO, Mediehuset Ingeniøren

    Pluralismen der blev væk

    Kære Lisbeth,

    Som du skriver har der ikke været tilstrækkeligt fokus på pluralismen i mediebilledet. Det er en vigtig pointe, jeg er meget enig i, ligesom argumenterne for at ignorere de internationale teknologigiganter mildt sagt har været tynde.

    Jeg er dog ikke enig med dig, når du skriver: "Det forekommer også rimeligt at stramme kravene til at modtage tilskud, så der er tale om medier af almen interesse og ikke målrettet bestemte fag- eller erhvervsgrupper." Dykker man lidt længere ned i, hvordan det søges sikret, og hvad konsekvenserne er her, er det nemlig netop pluralismen, der rammes.

    Jan Birkemose rammer det meget præcist her: https://www.medietrends.dk/medieaftale-smaa-nichemedier-mister-mediestoette-nichegigant-faar-50-mere/

    I ønsket om at ramme specifikke fagmedier, er man kommet til at konkurrenceforvride og ramme et vækstlag. Det er yderligere søgt gjort ved at stramme kravene til, hvem der gode og mindre gode ejere af medier. Det har vi fra teknologiens medier skrevet om undervejs i forhandlingerne:
    https://ing.dk/artikel/leder-regeringen-skulle-hellere-styrke-end-staekke-teknologiens-medier-213134?utm_medium=link&utm_source=news.dk&utm_campaign=jubii
    https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6485255/Beskyt-mediernes-armsl%C3%A6ngde