Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Demokratiet er blevet impotent
Hvis demokratiet skal genvinde potensen, skal de politiske kræfter samles på midten, reformere den politiske debatkultur og genskabe forbindelsen til borgerne. Der er brug for Fogh Rasmussens alliance af demokratier, hvis den kan bygge bro til demokratiets pessimister.
Paradokserne står i kø, og svarene på udfordringerne er få, når markante internationale politikere med demokratisk sindelag samles for at diskutere den faldende opbakning til det liberale demokrati i både Europa og USA, Canada og Latinamerika.
Vi har aldrig været mere frie, og vi har haft flere muligheder, og alligevel er tilliden til demokratiet som styreform for nedadgående. En markant stor del af befolkningerne – også i veletablerede demokratier – føler sig ikke hørt og medinddraget eller for den sags skyld, at de får ordentlig information om de politiske beslutninger, som tages i deres land. Og bemærkelsesværdigt nok er den demokratiske pessimisme størst i demokratierne.
Modellen med en stærk mand i spidsen, som kan vise handlekraft, måske ovenikøbet være valgt for livstid, og fri for besværet med at skulle praktisere daglige kompromisser med politiske modstandere, er blevet tiltalende for mange, der har mistet troen på den langsommelige og ofte komplicerede, demokratiske samtalemodel. Resultaterne er for kortsigtede og for tilfældige, lyder kritikken. Demokratiet er blevet impotent, konkluderer den tidligere britiske premierminister Tony Blair.
Hver anden føler sig sjældent hørt
En ny stor analyse af befolkningens holdninger til demokrati verden over fortæller det sort på hvidt. Her har 125.000 borgere, repræsentativt udvalgt i 50 lande, svaret på, hvordan de ser på demokratiet og dets centrale værdier. Også for Danmark er det et virkelig beskæmmende resultat, når 69 procent af befolkningen i undersøgelsen svarer, at regeringen ’sjældent’ eller ’aldrig’ handler i offentlighedens interesse. Når man spørger, om folk føler, at deres stemme bliver hørt, så svarer 51 procent ’sjældent’ eller ’aldrig’. Og det er ikke et lille udvalg af 15-20 danske svarpersoner, der indgår i analysen, men over 900 respondenter (repræsentativt udvalgt på køn, alder og uddannelse) og altså nok til, at analysen er repræsentativ også for vores lille land.
LÆS OGSÅ: Mistilliden til demokratiet er størst i demokratier
Hvis man skal lede efter et enkelt håb i den lange række af prominente talere forleden på ’Copenhagen Democracy Summit’, var det den udprægede enighed blandt talerne om vigtigheden af at få genskabt forbindelsen til de skeptiske vælgere. Der skal bygges bro til dem, der føler sig ekskluderet. Den fælles diagnose fra Mexico til Spanien, fra Storbritannien til Holland, fra Estland til Danmark, lød således: Der er alt for mange borgere, der ikke føler sig hørt og repræsenteret, og som ikke ser værdierne ved det demokratiske system længere.
Demokrati er ikke et eventyr, der går i opfyldelse, og så lever man lykkeligt herefter for altid. Det er en styreform, der hele tiden skal passes, plejes og udvikles. Det er også et ideal og en styreform, der er under angreb. Som det er sket med den fjendtlige indblanding i de demokratiske valg i USA og flere steder i Europa.
Problemet er, at demokratierne ikke kan gøre det samme mod de totalitære stater, som de gør mod os. De vestlige demokratier rykker ikke sammen om at infiltrere det russiske valg og forhindre Putins genvalg, når russerne prøver at infiltrere valg i USA, Frankrig og andre steder. Samtidig har USA opgivet at varetage sit lederskab i verden og koncentrerer sig mere om sig selv.
Som Mexicos tidligere præsident, Felipe Calderon, formulerede det på mødet forleden, så er det karakteristisk, at præsident Trump vil bygge en mur til Mexico, for at holde verden ude, mens Kinas leder bygger infrastruktur, broer og veje hele vejen fra Kina og til Tyrkiet.
Den demokratiske ånd på retur
Den tidligere britiske premierminister Tony Blair sagde det meget direkte på konferencen:
”Folk støtter ikke demokratiet, fordi det er et storartet ideal, men fordi det får udrettet noget.”
Han talte om, at de demokratiske processer stadig er velfungerende, men at ånden i demokratiet er blevet svagere:
”Politik er blevet trukket i retning af det yderste høje og det yderste venstre. Den offentlige debat er blevet grim. En fakta baseret dialog er blevet erstattet af alternative sandheder. Institutioner som medierne, der er vitale for demokratiet, bliver rutinemæssigt angrebet og genstand for en polariseret debat. Når vælgerne deler sig i to grupper, som i tiltagende omfang hverken hører på hinanden eller kan lide hinanden, så søger de konventionelle medier, som er truet på deres forretningsmodel, tilflugt i det ene eller det andet hjørne. Selv om demokratiets funktion er intakt, så er ånden i demokratiet udfordret. Det handler om at se ens politiske modstandere som netop kun politiske modstandere og ikke fjender, og om at anerkende, at på trods af forskellige holdninger, så deler vi alle en fælles interesse for samfundet,” sagde han.
Tony Blair henviste til en samtale med en højtstående kineser, som havde analyseret på den vestlige demokratimodel og var nået frem til den konklusion, at modellen ikke ville fungere for dem på grund af for kortsigtede beslutninger og for megen slingrekurs i den politiske ledelse, når en beslutning og en strategi kunne blive blæst omkuld af en eller anden tilfældig skandale, en mediehistorie eller et skiftende flertal.
Tony Blair advarede imod, at de vestlige demokratier fortsætter den nuværende vej.
”Hvis den herskende politiske klasse fejler og viser sig uegnet til at forstå de bekymringer og problemer, som folk gerne vil se løst, så går det galt. Hvis man hver gang, der opstår en mur, der skal overkommes, trækker sig tilbage, så kigger folk efter nogen, som vil køre gennem muren. Nogen, som river huset ned, for at bygge det op igen. Og det er selve det risikable i forslaget om at rive huset ned, der bliver det attraktive,” sagde Blair og fortsatte:
”Den finansielle krise og nedskæringen af den offentlige sektor har gjort mange pessimistiske i forhold til deres fremtid. Disruptionen fra globaliseringen og de nye teknologier er kommet oven i og skaber usikkerhed og bekymring for, at verden forandrer sig, og at det er helt uden for vores kontrol. Folk ser på de autoritære systemer, og de siger: ’Ved I hvad - i det mindste får de ting gjort’.”
Blair tilføjede, at splittelse og kaos, som normalt ville være en farlig politisk strategi og et handicap, faktisk lige nu er blevet en fordel. Han talte om at trække folk tilbage mod den politiske midte ved at finde løsninger på det, der bekymrer folk mest. Og om at have modet til at se bort fra dem, der råber højest på de sociale medier. Hans prioriteter er, at der skabes en europæisk plan for kontrol med immigrationen. Og at der skabes en vision, en fremtidstro og en optimisme hos dem, der føler sig ekskluderet af globaliseringen og den teknologiske udvikling.
Global bevægelse
Interessant nok var budskaberne præcis de samme – om end med forskelligt ordvalg - fra de øvrige talere på den internationale konference for demokratiet. Der var en udpræget holdning til, at tiden er inde til en modbevægelse til populismen. At tiden er inde til stå op for demokratiet – uanset hvad der foregår på de sociale medier – og til at samle midten i politik i en slags global bevægelse om langsigtede løsninger i stedet for at lade yderfløjene og populisterne dirigere fremtiden.
Mest kategorisk blev der talt om at gentænke den demokratiske styreform, så den bliver mere egnet til at træffe langsigtede beslutninger og til at inddrage befolkningerne meget mere i disse beslutninger. Populisterne og pessimisterne ser sig hele tiden om efter nogen at give skylden. Det kræver handlekraft og en voldsom indsats at gå op imod den nemme recept og reformere demokratiet.
Hvis det lykkes for ’Alliance for Democracy Foundation’ med tidligere statsminister og tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i spidsen at skabe en slagkraftig kampagne for demokratiet, der også inddrager de nuværende politiske ledere og formår at skabe en forbindelse til civilsamfundet og befolkningerne, så er det i høj grad, hvad der er brug for.
Konferencen forleden her i København var et godt afsæt, men det kræver enorme kræfter at mobilisere en ny global bevægelse. Der er brug for, at den politiske midte samler sig og kommer med troværdige, handlekraftige svar på udfordringerne for det liberale demokrati.
