Demokratiske vinde Demokrati på dagsordenen i Kina Ny elite og øget velstand presser styret Kina vil blive demokratisk inden for de næste 30-40 år. Det er den eksplosive økonomiske udvikling og ikke mindst fremvæksten af en ny politisk elite, der meget vel kan blive katalysator for nye politiske reformer. “Det er en gammel demokratisk regel, at reform er den bedste vaccine mod revolution, ” siger den italienske forfatter og Kina-ekspert Francesco Sisci. En række udenlandske iagttagere af udviklingen i Kina forestiller sig alle, at Kina om få år vil blive regeret ud fra en form for liberal konstitutionalisme med et uafhængigt retsvæsen, fri presse og konkurrerende politiske partier. Men der hører sammenligningen med vestlig parlamentarisme også op. For kommunistpartiet, CCP, vil i en overskuelig fremtid fortsat være den dominerende magtfaktor. Men selv fra den højeste politiske platform i Kina lyder der nye toner og tales offentligt om et multipartisystem og direkte valg.