Den afgørende forskel
Ledelse af høj kvalitet er helt udslagsgivende for, om virksomheder og offentlige organisationer formår at løfte produktiviteten, innovere og skabe mere værdi for pengene. Det viser de opsigtsvækkende resultater af en stor international undersøgelse, som vi omtaler i denne udgave af Mandag Morgen Navigation. Se artiklen Erhvervslederne er de største produktivitetsforbrydere.
Ofte overser økonomer og offentlige meningsdannere den store værdi, som ledelse har for konkurrenceevnen. Mange stirrer sig blinde på lønniveauet i stedet for at se på alle de andre faktorer, der er med til at styrke nationers og virksomheders velstand i det lange løb.
Modtag en automatisk e-mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nye analyser og artikler om lederskab.
Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på Rediger profil for at vælge, hvilke dagsordener du ønsker at følge. Du kan også abonnere på bloggere.
Har du ikke allerede en profil til mm.dk, kan du oprette den gratis.
Af samme årsag har vi valgt at dedikere hele dette nummer til netop ledelsesfaktoren. Med hjælp fra internationalt førende ledelseseksperter tegner vi en profil af morgendagens leder, der springer ud som en følsom supermand og skal navigere i ekstremt komplekse og udfordrende situationer. Hvis ikke ledere konstant udvikler sig, forældes de og mister retningssansen. Virksomhedernes og samfundets omstillingstempo er skruet i vejret i takt med den øgede globale konkurrence.
Nogle virksomheder har taget konsekvensen af den voksende kompleksitet, er gået væk fra den klassiske model med én CEO i toppen og har succesfuldt eksperimenteret med to sidestillede topledere. Men det stiller helt nye krav om klar kommunikation og tydelig eksekvering af beslutningerne, som den danskfødte topleder i softwarekoncernen SAP, Jim Hagemann Snabe, fortæller i artiklen Duoledelse øger kompetencen på toppen.
Op gennem det 20. århundrede har ledelsestænkningen og managementmodellerne været igennem adskillige forvandlinger, der hver især var et svar på de udfordringer og kriser, som tidens virksomheder og organisationer blev stillet overfor. I denne måneds Intelligence-sektion kan du få det helt store overblik – og en fornemmelse af de nye ideer, der er ved at bryde igennem på ledelsestænkningens firmament.
I den offentlige sektor tyder noget på, at tillidsbaseret ledelse og New Public Governance repræsenterer en ny trend efter flere års snævert fokus på kontrolmålinger og New Public Management. Det er en befriende nytænkning, der også ser ud til at fremme innovation og sikre bedre velfærd for måske færre penge.
Enhver ledelseside skal stå sin prøve i praksis. Og Mandag Morgen har derfor bedt sine læsere – der repræsenterer topledere, beslutningstagere og andre nøgleaktører i det danske samfund – om at kåre årets bedste og dårligste ledelsespræstationer blandt landets 100 mest indflydelsesrige ledere.
Næsten 900 har uddelt point, og Lego-chefen Jørgen Vig Knudstorp er løbet med førstepladsen, skarpt efterfulgt af finansminister Bjarne Corydon og Novo Nordisks topchef, Lars Rebien Sørensen. Fremragende økonomiske resultater, stram styring, og effektiv eksekvering med et menneskeligt ansigt er fællesnævnere for de tre, der samtidig er dygtige til at kommunikere kursen.
Det kan man til gengæld ikke sige om Ditlev Engel, Villy Søvndal og Fritz Schur, hvis lederpræstationer vurderes som årets dårligste. Elendige regnskaber, kursfald, desperat krisestyring med uklar og skiftende kommunikation er fællesnævnere for dem. Fritz Schur stod først til en endnu dårligere placering i årets lederundersøgelse – utvivlsomt under indtryk af hans udmeldinger under fyringen af Anders Eldrup i DONG Energy. Men da SAS-aftalen var i hus, lykkedes det at trække flere pluspoint ind på kontoen.
Det illustrerer også, at ledelse er en kompleks og krævende disciplin, hvor det ikke altid er entydigt, om man har leveret den afgørende forskel. Men vi kan lære meget af at studere de bedste eksempler på fremragende lederpræstationer, der er leveret både i indland og udland. Det vil Mandag Morgen fortsætte med at skrive om, også i 2013.
Ledelse kan definere forskellen på succes og fiasko – ofte den afgørende. For at omskrive Bill Clintons berømte ord: It´s the leadership, stupid!





