I går, søndag, sluttede bilmessen i Bella Centeret, hvor den ene indbydende model efter den anden skulle lokke endnu flere kunder ned til bilforhandlerne. Men mens bilsalget er eksploderet, og omsætningen hos de seks største importører har sneget sig op over 100 mia. kr. de seneste fem år, går det skidt med at tjene penge: De samme seks importører har på de fem år kun tjent 1,5 mia. kr. De angiver selv den benhårde konkurrence som årsag, men Konkurrencestyrelsen har mistanke om det modsatte og vil se nærmere på branchen. Forholdene på det europæiske bilmarked har også fået EU-Kommissionen til at reagere, og i en netop udsendt rapport slår Kommissionen fast, at konkurrencemekanismen ikke virker, og at europæerne betaler alt for meget for deres biler.