Annonce

Turismens fyrtårne: Den digitale turistguide

17. maj 2011 kl. 20.12

TripAdvisor, hotels.com og trustpilot.dk. Den digitale udvikling er ikke gået stille forbi turismeerhvervet, der på linje med andre erhverv har haft kort tid til at omstille sig til nye salgskanaler og en ny verdensorden, hvor brugerne har det sidste ord.

Men selv om brugen af nye medier og teknologier er i stor vækst, kniber det stadig med at udnytte de mange muligheder, som den digitale udvikling fører med sig i form af bl.a. nye produkter og indtjening.

Men nu er et konsortium bestående af bl.a. Microsoft Denmark, softwarehuset Commentor, CBS og DTU er i gang med at udvikle platformen TravelMate, der som den første af sin slags i verden kobler turisters individuelle behov og ønsker med konkrete forslag og tilbud.

Nye bud på fremtidens turismeprojekter

Frem til Turismens vækstkonference d. 30. maj offentliggør Mandag Morgen i samarbejde med partnerne i projektet Destination Danmark en række bud på nye innovative fyrtårnsprojekter, der har potentialet til at skabe fornyet vækst i turisterhvervet. På konferencen, som du stadigvæk kan tilmelde dig, overrækkes en pris til det bedste projekt.

Projekterne vurderes bl.a. ud fra parametrene som:

  • Vækstpotentiale
  • Indflydelse på regional udvikling
  • Innovationsniveau
  • Realiserbarhed
  • Uniqueness og "reason to go"

Du har muligheden for at kommentere projektet i kommentarfeltet herunder, hvor du også kan komme med dine forslag til, hvad der skal til, for at projektet kan udvikles til en driver for ny vækst.

Med det innovative rejseværktøj vil Danmark som det første land i verden give turisterne mulighed for at ’customize’ deres besøg og iscenesætte deres egne oplevelser på en helt ny måde: ”Det er helt oplagt, at Danmark sætter sig i front for denne udvikling. Men det kræver, at vi tør indgå nye partnerskaber og gør op med den gammeldags markedsføringstænkning, der i høj grad dominerer erhvervet i dag,” siger turismerådgiver Jørn Grønkjær, der er blandt initiativtagerne til projektet.

TravelMate består af tre dele:

  • En webklient gør det muligt for de turister, der planlægger deres tur til Danmark, at skræddersy deres ophold ved at oprette en profil og indtaste interesser og behov. Derefter modtager de information om attraktioner, hoteller, tilbud og oplevelser, der matcher deres profil.
  • En mobilklient, der downloades som en applikation, kan løbende fodre turister med informationer og tilbud, imens de bevæger sig rundt på destinationen. Det vil også være muligt at bruge f.eks. mobilkameraet til at indhente information om attraktioner og steder ved hjælp af den såkaldte ”augmented reality”-teknologi.
  • Endelig sørger en avanceret dataserver for at indsamle og distribuere informationer ved bl.a. at koble sig på andre søgemaskiner som f.eks. VisitDenmarks nationale portal, mens en selvstændig redaktion skal bidrage med egne fortællinger til brugerne.

Dermed fungerer platformen som en fælles portal, der gør det meget lettere for turisterne at orientere sig og få fat i den nødvendige information. Den er den første af sin art i verden, og på sigt er det tanken, at koncepet skal eksporteres til andre lande. Men i første omgang skal Danmark agere testland, hvilket giver god mening set i forhold til landets topscorer, når det gælder adgang til internet og befolkningens digitale kompetencer.

Nøgletal for TravelMate

  • Varighed: En prototype forventes færdig i år, mens en lancering kan ske i 2013 afhængig af om finansiering opnås
  • Budget: 6 millioner kr. som opstartsbudget til prototypeudvikling og test
  • Estimeret meromsætning: Endnu ikke beregnet

Microsoft Denmark, softwarehuset Commentor, CBS og DTU er konsortiepartnere i projektet, der ledes af rådgiverne Jørn Grønkjær og Hanne Kruse

En række studerende på DTU er allerede i gang med at udvikle en prototype, og konsortiet bag TravelMate har været i dialog med bl.a. Videnskabsministeriet, Markedsføringsfonden, IT- og Telestyrelsen og Visit Denmark om et samarbejde og finansiering. Men indtil videre afventer man stadig den nødvendige opbakning: ”Vores projekt kobler mange forskellige faggrene og interesser og er dermed meget fremsynet. Men det betyder også, at det kan være svært at rejse de nødvendige midler. Systemet er simpelthen ikke gearet til denne form for frontløberprojekter og det er en skam, for hvis vi ikke gør det, løber andre med ideen”, siger Hanne Kruse, der er medinitiativtager til projektet.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026