Kampen mod uret En ny civilisationsøkonomi skal sikre langsigtede, hurtige og risikable investeringer Akut behov for en global kontrakt mellem erhvervsliv, videnskab og politikere Hvis verden skal vinde kampen mod klimaforandringerne, kræver det, at vi nytænker den traditionelle markedsøkonomi til fordel for en ny civilisationsøkonomi. Der må udvikles modeller og incitamenter, der motiverer investorer og virksomheder til at gå hurtigere og langt mere massivt ind i langsigtede og risikable investeringer for at hindre, at klimaforandringerne løber løbsk. Den globale opvarmning venter ikke på, at markederne modnes og kan garantere det sædvanlige afkast. Derfor er der brug for, at erhvervsliv, videnskab og politikere i fællesskab udformer en form for global klimakontrakt – en ambitiøs udviklingsplan, der kan levere resultater allerede inden for en kort årrække. Den globale opvarmning accelererer i øjeblikket langt hurtigere end indsatsen imod den. Hvis vi skal have en chance for at undgå store klimakatastrofer, skal vi inden for de næste par år tage det største innovationsspring nogensinde. I samme periode må der vedtages de bedst mulige politiske rammebetingelser og sikres en bred folkelig opbakning til indsatsen. Det skriver chefredaktør for Mandag Morgen og stifter af Copenhagen Climate Council, Erik Rasmussen.