Den forkerte velfærdsdebat

Regeringen bringer velfærdsdebatten ud på et farligt sidespor, hvis den gør alvor af de 28 kontroversielle forslag om et optjeningsprincip for udlændinges ret til at modtage basale velfærdsydelser.

Bag forslaget ligger ikke mindst Dansk Folkepartis forestillinger om, at udlændinge kommer til Danmark som sociale turister for at misbruge de generøse velfærdstilbud. Og selv statsministerens parti, Venstre, er hoppet med på galejen, sikkert i et håb om trække udlændingeskeptiske vælgere ud af S-SFs favn.

Forudsætningerne for debatten er bare helt forkerte. Det store flertal af udlændinge, der slipper gennem nåleøjet og kan komme ind i landet under den allerede stramme udlændingelov, finder et arbejde, betaler skat og burde derfor også gives samme velfærdsrettigheder som alle andre borgere. Pressehistorier om nogle få jordbærplukkere eller slagteriarbejdere, der har fået børnetilskud eller benyttet sig af andre velfærdsydelser, er blevet til en storm i et glas vand.
Frem for at frygte en social turisme, der har helt marginal betydning, burde vi f.eks. glæde os over, at polske gæstearbejdere er med til at gavne værditilvæksten i dansk erhvervsliv – og i øvrigt betale skat til den fælles kasse.

En voldsom stramning af reglerne kan få meget uhensigtsmæssige konsekvenser. De færreste udlændinge gider flytte til dette lille land i det kolde nord, hvis de også oven i verdens højeste skattetryk skal betale for en række fundamentale velfærdsydelser, herunder adgang til behandling på sygehuse. Forslagene om at indføre en stribe nye optjeningsprincipper vil ikke alene straffe udlændinge og en række af de danskere, der vender tilbage efter ophold i udlandet.

[quote align="right" author=""]Den økonomiske gevinst i forslagene er marginal, mens de politiske og imagemæssige omkostninger er meget store.[/quote]

Forslagene vil også straffe Danmark og grundfæste vores globale image som et udlændingefjendsk land. Det er skadeligt, fordi virksomhederne i de kommende år vil få stigende behov for at tiltrække veluddannede og kompetente udenlandske medarbejdere. Tvinges de f.eks. til at betale sundhedsforsikringer i de første fire år af deres ophold i Danmark, gør man det unødigt svært at få fat i nøglemedarbejderne. Danmark bør være åbent for dem, der kan og vil, som statsministeren formulerer det. Men vi bør ikke lukke af på forhånd og skabe ekstremt høje barrierer for virksomhederne i kampen om den internationale talent- og hjernemasse.

Der er næppe tvivl om, at en globaliseret økonomi med stadig friere vare- og kapitalbevægelser og stadig skrappere konkurrence tvinger Danmark til at justere og reformere sin velfærdsmodel.

I stedet for at rejse en seriøs debat om, hvordan man kan udvikle en mere fleksibel og moderne velfærdsmodel, hvor alle borgere får større ansvar og flere pligter, sådan som bl.a. professor Ove Kaj Pedersen gør i dagens Mandag Morgen, afsporer regeringen velfærdsdebatten.

Det er paradoksalt, for den økonomiske gevinst i forslagene er marginal, mens de politiske og imagemæssige omkostninger er meget store. Mange af reglerne kan kun indføres for en lille begrænset gruppe af udlændinge, der ikke omfatter EU-borgere, flygtninge eller arbejdstagere fra lande, som Danmark har bilaterale aftaler med. Og i stedet for at skabe ny klarhed om rettigheder og pligter i det danske velfærdssamfund, vil regeringen med en ny broget blanding af forskellige optjeningsprincipper gøre alt meget mere kompliceret. Man ender med en masse nye kontrolforanstaltninger og nye særregler for udlændinge. Resultatet vil blive yderligere bureaukratisering af den offentlige sektor. Og er det ikke i strid med regeringens ambition om at mindske regelvældet?

En meningsmåling i Berlingske viste forleden, at 59 pct. af vælgerne på et overordnet plan støtter ideen om et optjeningsprincip til visse velfærdsydelser. Men spørger man mere specifikt, om udlændinge også skal forsikre sig for at kunne komme på sygehuset, forvitrer opbakningen. Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans allierede vil forsøge at bruge debatten som rambuk i valgkampen, er det alt andet end klart, hvad vælgerne i virkeligheden mener, når alle detaljerne kommer for en dag.

Danmark trænger til en mere gennemgribende reformdebat om, hvordan man udvikler en tidsvarende og moderne velfærdsmodel. Ved at reducere den til en udlændingedebat mister regeringen blikket for de større linjer. Den offentlige sektor står over for kolossale økonomiske og demografiske udfordringer i de kommende år, der vil skærpe kravet om prioritering, begrænsning af nogle velfærdsydelser og mere fleksible finansieringssystemer. Det bliver nødvendigt med en reorganisering af den klassiske velfærdsmodel med ensartede og universelle velfærdsrettigheder til alle, og man skal til at tænke innovativt og finde nye løsninger med tilkøbsvelfærd, solidariske forsikringsordninger, mere frivillighed og fleksible velfærdstilbud skræddersyet til den enkelte.

Flere private og selvejende institutioner kan blive et vigtigt led i denne reorganisering, ligesom øget offentligt-privat partnerskab vil blive det. Den debat omfatter alle borgere og skal ikke forsimples til en udlændingedebat.