Den forsinkede Don Ø-effekt
Hvordan kan travle og velbeslåede erhvervsfolk spilde deres tid på at holde ekstraordinære bestyrelsesmøder om så små sager langt under bagatelgrænsen? Det spørgsmål må man stille sig efter at have iagttaget de seneste dages farce i Danmarks mægtigste fodboldklub, FCK – eller rettere sagt i selskabet bag, Parken Sport & Entertainment.
Parkens storhed og fald
Figur 1 | Forstør
Aktiekurs for Parken Sport & Entertainment
Kilde: Nasdaq OMX
Storaktionærerne Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen var angiveligt blevet temmelig fornærmede over, at Don Ø, alias Flemming Østergaard, havde tilladt sig at bryde ud i begejstring og løbe ind på grønsværen, da FCK vandt mesterskabet.
Parkens nye bestyrelse forsøger at kæmpe sig ud af Don Øs lange skygger og rydde op i det økonomiske rod, som Flemming Østergaard efterlod sig. Det er yderst fornuftigt, men at spilde tiden på også at fratage ham det æresmedlemsskab af FCK, som bestyrelsen selv gav ham for nylig, er udtryk for smålighed og måske også personligt nag. Der er, som Don Ø meget præcist udtrykte det over for Ekstra Bladet, tale om et “kongemord”.
Parken er ganske vist et underholdningsselskab, og med lidt god vilje kan man hævde, at det netop er underholdning i sæbeoperaklassen, ledelsen leverer i øjeblikket. Problemet er bare, at ledernes manglende generøsitet falder tilbage på dem selv. Enhver, der kender sin Shakespeare, ved, at kongemordet sjældent er en forløsning og befrielse, men snarere et kors og en forbandelse, der vil ramme de sammensvorne med hård kraft og gøre deres videre færd meget, meget besværlig. For at sige det mildt.





