Annonce

Den globale vidennetværker

24. oktober 2011 kl. 20.09

Novozymes kan det på virksomhedsniveau, som Danmark skal lære på nationalt niveau: Bruge globale innovationsnetværk til at sikre, at innovationskraften i virksomheden hele tiden er blandt verdens bedste. Lige nu har koncernen 11forsknings- og udviklingscentre fordelt i Japan, Kina, Indien, Danmark, England, USA og Brasilien.

Alene i år er forsknings- og udviklingsafdelingen vokset med 200 medarbejdere. Og selv om de fleste er kommet til i udlandet, er medarbejderstaben også vokset støt herhjemme. Ifølge Per Falholt, der er forskningsdirektør i Novozymes, skyldes succesen danske bioteknologiuddannelser i verdensklasse:

“Det kommer af det forspring, vi har på biotekområdet. Det tager lang tid at komme globalt foran, og hvis man først taber terræn, tager det lang tid at indhente det tabte,” siger Per Falholt.

“Hvis vi hele tiden er foran, kan vi også fastholde arbejdspladserne. Det er det, der giver faglig stolthed, og som gør det sjovt at møde ind kl. 7.30 og blive hængende til langt ud på aftenen,” siger han.

I flere lande har Novozymes haft forsknings- og udviklingsaktiviteter i mere end 30 år, så de er garvede i at samle globale teams til at sikre virksomheden viden, der kan omsættes i cutting edge-innovation. Samtidig samarbejder Novozymes med universiteter fra hele verden, primært om udvikling af ny teknologi. Og på produktsiden er kunden altid med i udviklingsarbejdet.

“Vores største succes har vi fået i samarbejder med store kunder på store mål. Det globale netværk er afgørende. Det giver os øjne og ører i alle hjørner af verden, så vi hele tiden ved, hvad der sker,” siger Per Falholt.

Det kan Danmark lære

Novozymes er først med innovation, fordi virksomheden bruger globale innovationsnetværk til at tappe viden fra 11 globale forsknings- og udviklingscentre på området. Derudover sikrer de, at der er fælles mål og ambitioner om, hvornår nye produkter skal være markedsklare, ved at involvere kunden i innovationen fra start til slut.

Gennemsnitstiden på et udviklingsprojekt er fem år, men rekorden er under et år, og den er et godt eksempel på, hvorfor globale innovationsnetværk gør en forskel. Et multikulturelt team fra Japan, Kina, USA og Danmark arbejdede sammen med kunden om at udvikle et molekyle, der aldrig før havde været produceret. Allerede efter 12 måneder kunne det skippes af sted i tonsvis til kunden. Det globale vidensteam gjorde det muligt at innovere både radikalt og hurtigt.

Novozymes opererer i mere end 30 forskellige industrier, og samarbejdet med eksisterende og potentielle kunder sikrer, at virksomheden ikke behøver at være ekspert på alle områder. 

Ifølge Per Falholt kan kontinuerlig innovation på produktsiden dog ikke stå alene. Gennem sine år som forskningsansvarlig i Novozymes er det lykkedes ham år efter år at reducere produktionsomkostningerne, så det nu er muligt at producere enzymer billigere i Kina, end kineserne kan. Det giver Novozymes et forspring i den globale konkurrence.

“At producere billigere i Kina, end kineserne kan, er også innovation, og det er nok på det område, vi har gjort den største forskel de seneste år i F&U,” siger han.

Igen lader det sig kun gøre ved at tappe den fremmeste globale viden på området:

“Vores medarbejdere er sultne, fordi vi er først med de nye ting. Det er afgørende for, hvor hårdt og dedikeret du gider arbejde. Så vi skal holde fast. Det tager lang tid at opbygge kompetencerne, men kort tid at sætte dem over styr, og så er det nærmest umuligt at indhente igen,” siger Falholt.

Dette portræt er en del af den strategiske analyse Danmarks videnøkonomi skal op i gear. Læs hele analysen her.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026