Den græske Goldman-affære

Det er ikke kun størrelsen af den græske gæld på mere end 300 milliarder euro, der vækker bekymring i EU. I den forgangne uge kom det frem, at tidligere græske finansministre har været ualmindeligt kreative, når der skulle lånes penge.

For at komme med i den fælles EU-mønt og for efterfølgende at leve op til eurolandenes ØMU-krav hyrede den græske regering tilbage i 2000-2001 den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs til at lave lidt finansiel ingeniørkunst. Man fik omstruktureret landets gæld ved brug af valuta-swaps og andre komplekse derivater, så den høje græske statsgæld blev bragt ned i de officielle statistikker. Man lånte penge ved at give en garanti for kommende indtægter, som den græske stat forventede at få. Udenlandske investorer overtog græsk gæld mod at få andel i fremtidige lotteriindtægter og EUs fremtidige regionalstøtte til Grækenland. En tredje låneaktion var at sælge de kommende års afgifter for benyttelsen af det græske luftrum. De græske låneprogrammer blev alle i kreativitetens navn opkaldt efter en figur i den græske mytologi. Lånet, der var baseret på afgifterne for brug af luftrummet, fik f.eks. navnet Aeolos efter den græske vindgud. 

Oplysningerne om aftalerne har vakt betydelig vrede i EU-kredsen, for ikke mindst euro-landene er optaget af at forsvare den europæiske valutas troværdighed. Den tyske forbundskansler Angela Merkel har krævet en undersøgelse, og den franske finansminister Christine Lagarde har allerede truet med et indgreb mod lignende lånetyper. De har efter alt at dømme været mere udbredte end som så, for ifølge The New York Times skal også Italien have brugt derivathandler til at sænke landets gæld i statistikkerne. 

For de internationale investeringsbanker har nationalstaternes krumspring været lukrative. Efter sigende har Goldman Sachs fået et honorar på 300 millioner dollar for at hjælpe med en af de græske transaktioner, og Grækenland formodes at have lånt omkring 4 milliarder euro – ca. 30 milliarder kroner – på denne måde mellem 2001 og 2004. Afsløringerne af de finansielle krumspring kan også få en politisk konsekvens.  Chefen for den italienske nationalbank, Mario Draghi, som Italien presser på for at få ind som den næste chef for den Europæiske Centralbank, ECB, har nemlig en fortid i Goldman Sachs. I 2002-06 var han vicebestyrelsesformand i Goldman Sachs international, så afsløringerne af den græske affære kan muligvis udnyttes af Draghis største konkurrent til ECBs toppost – nemlig chefen for den tyske Bundesbank, Axel Weber.