Den handlekraftige idéskaber
Værelset er plastret til med post-it-sedler og notesbogen overtegnet med skæve indfald og forretningsideer. I en alder af 23 år har Niklas Stephenson allerede tre succesfulde opstartsvirksomheder på cv’et og brændstoffet til at gå målrettet efter en international succes: “Jeg kan ikke lade være med hele tiden at finde på nye ting,” siger han. “De vælter bare frem.”
Allerede i folkeskolen programmerede Niklas hjemmesider for de ældre børn i kvarteret. I 9. klasse begyndte folk at betale penge for arbejdet, og da han nåede til gymnasiet, gik tiden stort set ikke med andet end at bijobbe som konsulent. Som teenager stod han for udviklingen af hjemmesider for alt fra Kop & Kande over JuniBevægelsen til Forbrugerrådet og Region Syddanmark.
Hans første firma, FutureConcept, var så populært, at mobilen ringede dag og nat. På den måde fik han ideen til Firmafon, den seneste virksomhed i porteføljen, som netop har fået en millionindsprøjtning fra Seed Capital.
Jagten på Væxt-Factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, der tegner Danmarks fremtid.
Læs alle de personlige portrætter på mm.dk/fremtidensdanmark
Da han blev forstyrret af en kunde en søndag eftermiddag på sin mors fødselsdag, vidste han, at det var tid til at finde en løsning, der kunne hjælpe med at adskille arbejde og fritid: “Jeg fandt ud af, at jeg aldrig holdt fri. Når telefonen ringede, blev jeg hevet ud af min virkelighed med venner og familie og ind i en arbejdsfunktion, som aldrig holdt op,” siger Niklas Stephenson.
Den uophørlige telefonringning blev startskuddet til en telefonløsning målrettet mindre virksomheder, som hans egen, der ikke har en reception og omstillingsfunktion. Med Firmafons service kan virksomhederne sørge for at mobilen kun ringer i firmaets åbningstid, og at kunderne bliver viderestillet til den rette medarbejder. For Niklas Stephenson handler det grundlæggende om at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at drive forretning, uden at medarbejderne brænder ud.
“Det gør mig virkelig høj, når en kunde ringer og siger, at vores produkt er lige det, de altid har savnet. Der er intet, der slår følelsen af at hjælpe folk af med nogle af deres problemer,” siger Niklas Stephenson: “Fornemmelsen af, at det, som jeg har brugt min dyrebare tid, blod, sved og tårer på at udvikle, faktisk gør en forskel. Den er helt vild.”
Det første år levede Niklas Stephenson og vennen Harry Vangberg to mand på én SU i en etværelseslejlighed i en ghetto uden for Aarhus. I dag, kun 2 år senere, har de kontor i København, 9 fastansatte og de første 1.000 virksomheder i kartoteket. Visionen er, at firmaet om 5 år skal levere produktet til hele Europa.
CV – Niklas Stephenson – f. 1988
- 2009: Medstifter og produktudvikler, Firmafon
- 2010: Medstifter, Memolane
- 2005: Stifter og konsulent, FutureConcept
Firmafon
- Grundlagt 2009
- 9 medarbejdere
- 1.000 kunder
Allan Koch om Niklas Stephenson:
"Niklas Stephenson er iværksætter fra top til bund. Virksomheden Firmafon er den tredje succesfulde opstartsvirksomhed fra den kun 23 år gamle iværksætter, som tidligere har været med til at stifte FutureConcept, der lavede hjemmesider, og Memolane som visualiserer ens historiske aktivitet på sociale medier, og som for nylig rejste 2 millioner dollar."
Allan Koch
Bestyrelsesformand, Firmafon
Firmafons medstifter og nye CEO, Peter Engelbrecht, der har en fortid som director of business development i Intel i USA, er imponeret over, hvordan den unge iværk-sætter kombinerer sin kreative idérigdom med talentet for at eksekvere: “For de fleste mennesker, er der tale om enten-eller. Men Niklas mestrer begge dele, og det er virkelig usædvanligt,” siger han.
Selv tilskriver Niklas Stephenson sin kreativitet og handlekraft skolegangen på Aarhus Friskole i den jyske forstad Viby. Her fik eleverne i 8. klasse ansvaret for selv at tjene pengene, etablere kontakten og arrangere flyrejsen til den store kulturudvekslingstur til Ghana: “Der fandt jeg ud af, hvor langt man egentlig kan komme med små ressourcer. Det er fantastisk, hvad vi unger selv kunne skabe,” siger han.
Det er netop muligheden for at skabe noget, som gør en forskel, der er hovedpillen i Niklas Stephensons drive. Derfor var han hurtigt klar over, at han ikke skulle være CEO.
“Jeg er ikke god til at sidde ned og sørge for, at personalet har det godt, eller for at administrationen fungerer. Faktisk har jeg nogle gang lidt ondt af Peter. Jeg brænder ikke for at være direktør, jeg brænder for at skabe produkter.”





