Den internationale investor: Silicon Valley-veteranerne vender altid hjem igen

Det styrker den hjemlige vækst, når tech-iværksættere rykker ud. Især hvis politikerne gør det attraktivt for dem at komme hjem igen, når de har erfaringer og penge med på lommen.

Lars Fjeldsø-Nielsen har tidligere arbejdet for store tech-virksomheder som Uber, WhatsApp og Dropbox.
Lars Fjeldsø-Nielsen har tidligere arbejdet for store tech-virksomheder som Uber, WhatsApp og Dropbox.
Marianne Kristensen Schacht

Der er ingen grund til bekymring, når nationale succesiværksættere flytter deres lovende forretning ud af landet. For efter en årrække, typisk otte til ti år, i Silicon Valley rykker iværksætterne nemlig hjem igen som startup-veteraner med viden, penge og netværk. 

Sådan lyder ræsonnementet fra en af Europas største venturefonde, engelskbaserede Balderton Capital, der er den bagvedliggende årsag til, at blandt andre danske Vivino er rykket ud i verden.

Ventureselskabets danske partner, Lars Fjeldsøe-Nielsen, kalder det en del af økosystemet, at talenter rykker ud for senere at komme hjem igen. Og at det typisk bliver til 8-10 år i Silicon Valley, skyldes, at aktieoptioner i de fremadstormende tech-startups typisk løber i fire år ad gangen, og efter to runder med optioner er der både viden og penge nok til, at iværksætteren kan rykke hjem og styrke sit eget nationale økosystem.

”Startups i København konkurrerer jo ikke med Aarhus eller Odense. De konkurrerer med Kina eller resten af verden. Derfor skal de ud. Det giver et andet perspektiv på forretningen. Men de skal også vende hjem igen. Det, jeg ser, er, at man har et vindue på 8-10 år ude til at skabe noget stort, og så vender man hjem,” siger Lars Fjeldsøe-Nielsen.

Aktieoptioner er nøglen

Hans råd til de danske politikere, der gerne vil skabe et stærkt dansk økosystem for fremtidens store virksomheder, er derfor, at det skal være muligt for stifterne at lønne medarbejdere med attraktive aktieoptioner, der kan sætte turbo på startup-miljøet.

For hvis det bliver muligt også i Danmark at blive rigtig rig ved at indkassere værdien af en beholdning aktieoptioner i en ny startup, så vil der hurtigt komme flere penge i omløb til at skabe vækst.

”Jeg oplever, at der i Danmark er en større risikovillighed i dag i forhold til tidligere. Samtidig har det offentlige Danmark lagt mange investeringskroner i sektoren. Hvis vi som samfund vil sikre, at den investering på længere sigt skaber vækst og værdi for Danmark, er det vigtigt at følge op med rigtige rammebetingelser, som f.eks. at gøre det muligt at modtage løn i form af aktieoptioner. Den næste evolution vil ske, når man fra politisk side gør det til en skattemæssig fordel at modtage løn i form af aktieoptioner. Det vil jeg gerne opfordre til, at man fra politisk side går i gang med at løse. Så kan der virkelig skabes store værdier til gavn for vækst og arbejdspladser,” mener Lars Fjeldsøe-Nielsen.

LÆS OGSÅ: Danske tech-iværksættere er en flok havskildpadder


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu