Den lokale ismand

“Hvis du har et produkt, der er bedre end konkurrenternes, så vil du også lykkes.” Sådan lyder den enkle opskrift på succes fra adm. direktør Jesper Uggerhøj fra Premier Is / Mejerigaarden i Thisted. Sådan et produkt er han i fuld gang med at puste nyt liv i.

Hvem har Væxt-Factor?

Jagten på Væxt-Factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, der tegner Danmarks fremtid.

Læs alle de personlige portrætter på mm.dk/fremtidensdanmark

I 75 år har Premier Is Mejerigaarden leveret is til danskerne, produceret i det nordjyske og lavet af ren fløde, jordbær og kvalitetschokolade. Med base i Thisted har man levet stille og godt med stærkt fodfæste på den danske vestkyst i mange år. Mens de store udenlandske konkurrenter flyttede isproduktionen ud af Danmark, så har Premier Is Mejergaarden fastholdt arbejdspladserne i Thisted. Og nu begynder der at ske noget nyt i virksomheden, der ekspanderer. I 2009 købte de Premier Is fra Nestlé og udvidede den nordjyske produktion yderligere.

“Det er jo en usleben diamant, som Jesper Uggerhøj er ved at rebrande og give en mere aktiv rolle på markedet,” siger Thomas Marstrand fra Erhvervsinvest, der overtog størstedelen af virksomheden i 2008 og stod bag finansieringen af købet af Premier Is.

Jesper Uggerhøjs Væxt-Factor

CV – Jesper Uggerhøj – f. 1970

  • 2010: Adm. direktør, Mejerigaarden
  • 2008-2009: Adm. direktør, Løgismose & Summerbird
  • 2004-2008: Senior vice president (senest),Toms Gruppen
  • 2001-2004: General manager, Jamo, UK
  • MBA, University of La Verne – Exec. education, Harvard B. School

Mejerigaarden

  • Antal ansatte: 203

Christian Motzfeldt om Jesper Uggerhøj og Mejerigaarden:

"Mejerigaarden har siden 1933 leveret is til danskerne. Og med nye ejere er den nu blevet et skoleeksempel på, hvordan man kan sikre produktion og vækst i udkantsdanmark. I 2009 opkøbte Mejerigaarden således Premier Is, som dermed er tilbage på danske hænder efter i en årrække at have været ejet af schweiziske Nestlé. Produktionen af Premier Is er flyttet til fabrikken i Thisted – og Mejerigaarden står nu for 35 pct. af den samlede danske isproduktion."

Christian Motzfeldt

Direktør, Vækstfonden

Premier Is er i dag førende på det danske marked. Med fornyet fokus på kvalitet i produktet, bæredygtighed og distribution tror Erhvervsinvest på mere vækst i selskabet. Jesper Uggerhøj er manden, der skal realisere potentialet. Foreløbig har han brugt to år på at forene de to isproducenter Premier Is og Mejerigaardens gamle mærke, Polar Is, der, som han udtrykker det, ikke havde andet til fælles, end at de begge laver is. Den proces er nu veloverstået og Premier Is er klar til at profilere sig stærkere udadtil.

“Vi er dygtige til at lave is her. Vi er ikke de billigste, men forsøger at lave den bedste is til prisen. Den lokale forankring betyder, at der er hjerte med. Kunderne vil gerne have en lokalproducent, og når man vælger os, så er det et tilvalg,” siger Jesper Uggerhøj, der kom til virksomheden i 2009 som den første nyansatte i lang tid udefra i den familieejede virksomhed.

Eksport står ikke højt på vækstagendaen på den korte bane for Thisted-virksomheden, for is er ifølge Jesper Uggerhøj en lokal sag. Til gengæld har Premier Is Mejerigaarden overlevet i en hård branche i årtier som leverandør til nærmarkederne uden at gøre væsen af sig selv.

“Mejerigaarden har gemt sig som lokal producent. Ved at være lokale og omstillingsvillige har de opnået god vækst,” fortæller Jesper Uggerhøj. Nu skal de gode historier fortælles og styrke Mejerigaardens position.

[quote align="right" author=""]Vi er dygtige til at lave is her. Vi er ikke de billigste, men forsøger at lave den bedste is til prisen. Den lokale forankring betyder, at der er hjerte med.[/quote]

Premier Is Mejerigaarden er en solstrålehistorie i en branche, der indtil for få år siden mest af alt var en solnedgangsindustri. Traditionelt har dansk isproduktion fulgt mejeriindustrien, da dansk is laves af fløde. I 1950 var der mere end hundrede danske isproducenter. Men i 1990’erne blev markedet overtaget af de store spillere fra Nestlé og Unilever, der købte op blandt de små, og resten lukkede ned. Det første førte ifølge Uggerhøj til en ensretning af isudvalget. Den er i dag afløst af nye forbrugerpræferencer og en skov af nicheaktører.

“I dag har udbyderne på markedet hver deres egen vej. Is er en dyr nydelse, som man tager stilling til. Vi har et produkt, der skiller sig ud, og det er vores vækstcase,” siger Jesper Uggerhøj.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu