Den nye danske model
Regeringen har en enestående chance for at forny den danske velfærdsmodel. Et massivt flertal af danskerne ønsker et opgør med krævementaliteten, og de melder sig nu klar til vidtgående ændringer af velfærdsmodellen. Det er konklusionen i to opsigtsvækkende opinionsundersøgelser, som Mandag Morgen har fået foretaget blandt vælgerne og blandt velfærdslederne. Danskernes krisebevidsthed er historisk høj, og det får dem til at efterlyse omfattende velfærdsreformer. Syv ud af ti velfærdsledere og næsten lige så mange danskere er nu indstillet på at skære i en række velfærdsydelser for at få bedre råd til at hjælpe dem med størst behov. Dermed tegner der sig en national alliance for at bryde med den danske velfærdsmodels over 100 år gamle bærende princip om universelle ydelser, som De kan læse mere om i artiklen Danskerne er klar til store velfærdsreformer.
Folk har forstået, at velfærdsudgifterne efter flere års overflod og løssluppent offentligt forbrug har nået et omfang, der er ganske uholdbart. Der er brug for en helt anden ressourcebevidsthed i det danske samfund. Udsigten til mange årtier med underskud og stigende gældsætning, der vil bebyrde de næste generationer, har fået reformviljen til at spire i hele landet. Hvor det tidligere var tabu at tale om brugerbetaling på hjemmehjælp og at gøre børnechecken afhængig af folks indkomst, er et flertal af vælgerne nu klar til tage fat på et begyndende opgør med den universelle velfærdsmodel. Folk vil stadig have universelle rettigheder inden for sundhed, uddannelse og folkepension, men på mange andre områder er viljen til nytænkning stor. 63 pct. af danskerne er således enige i, at der kan skæres i velfærdsydelserne for at få bedre råd til at hjælpe dem med størst behov. For socialminister Karen Hækkerup og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der i den seneste tid har forsøgt at rejse en ny prioriteringsdiskussion, er de nye meningsmålinger en dokumentation af, at man har fat i den lange ende.
Vil du have adgang til Mandag Morgen?
Analytisk journalistik om samfundets omstillinger – og hvordan de former fremtiden.




