Plejer er borte, og med sig tog den al vores sædvanlige adfærd. Vi, folket, må ikke gøre, som vi plejer, og det må vores politiske ledere sådan set heller ikke. Det kan de ikke.

For coronakrisen er ikke en almindelig krise. Den er ikke en almindelig epidemi, og den er ikke en almindelig politisk krise. Den er så ualmindelig, at den kræver nye strategier af vores politiske ledere, der i en rasende fart er gået fra almindelig politisk kommunikation til permanent politisk krisekommunikation, der antager mange forskellige former. Der er dog én fællesnævner, påpeger Finn Frandsen, professor ved Aarhus Universitet og ekspert i krisekommunikation.

”Der er nogle helt klare fællestræk verden over i forhold til, hvad landene gør: De trækker alle på kriseledelse – men de gør det på vidt forskellige måder,” siger han.

Fælles for alle verdens ledere er, at de griber i kriseledelsens velkendte værktøjskasse, og at de udvikler og avancerer deres strategier dag for dag. Der er mange tråde at trække til klassiske politiske forbilleder som Winston Churchill, men samtidig er politikere som Mette Frederiksen eksponent for en unik og ny symbiose af den stærke statsleder og den moderne, inkluderende leder, der bruger transparens til at skabe tryghed.

I en dansk kontekst har vi at gøre med en ny oplysningstradition, mener professoren.

”Det er en overkommunikationsstrategi: Som modtager er man er hele tiden på nippet til at sige, at nu er det en tand for meget – men vi besinder os, for måske ér det ikke for meget. Det er nærmest en styret overreaktion, ” mener Finn Frandsen og ser USA og Storbritannien i den modsatte ende af skalaen:

”Donald Trump og Boris Johnson har valgt en anden strategi end resten af verden og har i lang tid undersolgt problemet,” siger Finn Frandsen.

Krigskommunikation

Da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i sidste uge strammede grebet og leverede sin tale til nationen, gjorde han det ved at gribe til en klassiker i toplederens ordbog. Han erklærede krig!

”Vi er i krig. Ikke mod en fremmed hær eller nation, men i en sundhedskrig mod en usynlig fjende, der trænger frem. Vi er i krig,” sagde Macron, mens han sad mutters alene bag sit skrivebord. Generalen talte.

Krigsretorik er i ledelsesforstand en retorisk urform, der går igen. Tænk over det. Hvor mange gange har du ikke hørt – eller selv som leder brugt – det? Når din organisation skal installere et nyt styresystem, så er det intet mindre end en must-win battle, og konkurrenter omtales måske som modstandere, der skal besejres.

Når Macron benytter sig af en ledelsesstil, der for en dansker vækker mindelser om Napoleons tid, så trækker den franske præsident blot på en fransk tradition, hvor man samler nationen, der har en stor opgave foran sig. Samtidig framer han sig selv som manden, der virkelig har set alvoren:

”I politisk kommunikation er det ofte en kamp om framing. Det er en framingkonkurrence om at stå med den bedste historie om det, der er sket. Det er Macron et tydeligt eksempel på,” fortæller Finn Frandsen.

Heltekommunikation

Og så er der lande som Kina og Rusland, der kan betegnes som mere utilregnelige, siger han: ”Her må vi forvente snydekommunikation. For vi ved ikke rigtig, hvad vi kan forvente, der kommer. Men vi vil formodentlig blive trukket rundt ved næsen i et eller andet omfang.”

I Kina forsøger man sig med heltekommunikation, der skal fremstille landet som dét, der fandt de vise sten til bekæmpelsen af covid-19. Som Casper Wichmann, koordinator for kinatænketanken ThinkChina ved Københavns Universitet, siger det:

”Generelt kan vi ikke stole på noget af det, der kommer ud fra Kina. Det er ofte en del af den propaganda, der kører for fuld hammer. Hver gang Xi Jinping siger noget, så er det målrettet den kinesiske befolkning. Ikke verden. Han gør meget for at undgå social uro.”

Samtidig skal man se præsidentens meldinger som en del af hans store projekt om at give Kina en ny rolle og et nyt ry i verden.

”Xi Jinping vil have Kina tilbage til den position som stormagt, som Kina har haft historisk set. Og så duer det bare ikke at fremstå som et uland. Så derfor er det først og fremmest af interne årsager, når Kina reagerer hårdt,” siger Casper Wichmann.

Danske politikere tør kommunikere komplekse sammenhænge

De store forskelle i de politiske lederes formidling af coronakrisen bunder i høj grad i kultur og befolkning. Det er afsender-modtager-logik, og de to ting skal passe til hinanden.

Der er lande, hvor hele samfundet er vant til at diskutere den politik, der formes og vedtages i parlamentet. Og der er lande som Rusland og Kina, hvor det ikke er acceptabelt at kritisere magten.

Også befolkningens uddannelsesniveau og politiske oplysningsniveau er afgørende for den politiske leders mulighed for at kommunikere i kriser. Her er de skandinaviske landes ledere godt stillet, mener Eva Zeuthen Bentsen, partner i rådgivningsvirksomheden Zeuthen Storm og tidligere institutleder på CBS.

Hun bemærker, at Mette Frederiksen ved pressemøderne står flankeret af de øvrige myndigheder og ministre. Alle kommer til orde og alle svarer på spørgsmål.  

”Det interessante er, hvem der er til stede, og hvor mange rationaler man tillader at præsentere befolkningen for. Man afvejer selvfølgelig forskellige hensyn, men det er også udtryk for, hvor stor tiltro man har til befolkningens evne til at håndtere kompleksitet. Her er analysen nok, at vi har en veluddannet befolkning, som kan håndtere det,” siger Eva Zeuthen Bentsen.

En unik kombination af statsmandskab og transparens

Selv om der i Danmark er flere personer om at levere en blanding af de tre mest gængse krisekommunikative former – beredskabsledelse fra politi og sundhedsberedsskab, politisk kriseledelse med politikeren som hovedperson og corporate kriseledelse fra erhvervslivet – så står der én i front: statsministeren.

”Det er meget klogt, at der generelt er et politisk stærkt budskab og et statsmandsbudskab, der står bag. Der er én, der står ved roret, og det skaber tryghed, fordi det signalerer en høj grad af ansvarlighed. Men samtidig er der åbnet op for det, man kan kalde en integreret stat, hvor faglighederne kommer i spil. Det skaber et fællesskab og signalerer, at topledelsen i Danmark står sammen,” siger Eva Zeuthen Bentsen.

Da Danmark lukkede grænserne, var det en politisk beslutning, sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Hvis Mette Frederiksen var blevet muggen over det og havde afvist at tale om det offentligt, var fællesskabet brudt. Men den åbne strategi, hun har lagt for dagen, betød, at der kunne tales mere ærligt om det, mener Eva Zeuthen Bentsen.

”Når man åbner op for at give talerum til flere, så risikerer man også, at de ikke nødvendigvis er enige eller altid sender de samme signaler. Og der synes jeg, at det var klogt af Mette Frederiksen at svare, at der ikke er evidens i alt, hvad der besluttes. Hun tager på den måde danskerne med ind i et overvejelsesrum i stedet for kun at lade dem komme med ind i et beslutningsrum.”

Hanne Foss Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, bider mærke i, at Frederiksen blot viderefører sin ledelsesstil fra før coronakrisens udbrud:   

”Der er beslutninger, der er radikale, og som går længere end de råd, hun får fra myndighederne. Hun kalder der et forsigtighedsprincip. Her synes jeg, man skal lægge mærke til, at Mette Frederiksen også inden coronakrisen har udøvet en centralistisk politisk ledelse. Statsministeriet i front med styrket personlig politisk rådgivning har været mantraet. Jeg tolker dette som en personlig bevidst valgt ledelsesstil. Hun tager magten og påtager sig ansvaret. Dette kan være positivt givet den kritiske situation, men det skaber så en konflikt mellem viden og politik.” 

Churchill og Johnson

I forhold til kriseledelse er der én person, der igen og igen bliver nævnt; Winston Churchill. Han fremhæves som aldeles eminent i disciplinen, som han blev kastet ud i, da han som ny premierminister skulle håndtere Anden Verdenskrig.

Der bliver stadig refereret til hans første tale til House of Commons som premierminister, hvor han med paraderne nede fortalte, at han ikke havde andet at tilbyde end blod, sved og tårer. Og Churchills mindst lige så berømte ‘We shall fight on the beaches’'-tale, huskes som den, der gav briterne mod og styrke midt i en svær tid:

 ”Vi skal kæmpe til det sidste. Vi skal kæmpe i Frankrig, vi skal kæmpe på havene og oceanerne, vi skal kæmpe med voksende selvtillid og øget styrke i luften, vi skal forsvare vores ø, hvad end prisen måtte være. Vi skal kæmpe på strandene, vi skal kæmpe på jorden, vi skal kæmpe i markerne og i gaderne, vi skal kæmpe i bakkerne; vi skal aldrig give op!”

Den britiske tænketank BritainThinks måler løbende på briternes holdning til politisk lederskab, og der er nogle tilbagevendende tendenser, der er værd at bide mærke i. Det er ikke så vigtigt, om den politiske leder er karismatisk, er en hård hund eller er ydmyg. Nej, det, der betyder noget, er lederens integritet, evnen til at træffe beslutninger og evnen til at kommunikere. Alt dét, siger briterne, kunne Churchill. Og selv om han hører til i fordums politisk tid er det altså fortsat de kompetencer, der betyder noget.

På samme vis som Churchill var det, er Boris Johnson helt ny i førersædet. Men han har været nødt til at fralægge sig sin vanlige retorik, fortæller Viki Cooke, stifter og partner i BritainThinks.

”Boris Johnson har måttet lære hen ad vejen. Han er normalt sjov og jokende, og det har han måtte lægge fra sig. Han har måttet blive voksen i et hurtigt tempo.”

Viki Cooke ser både integritet, beslutsomhed og god kommunikation i Johnson – uden dog at gøre ham til en ny Churchill.

Johnson er modig, siger Cooke, fordi han turde forsøge sig med en anderledes strategi end alle andre og så sadle om, da en rapport fra Imperial College London anslog, at premierministerens flokimmunitetstrategi ville betyde døden for hundredtusindvis. Johnson kørte længe en ignorerende stil, men kom altså på bedre tanker.

”Derfor,” siger Cooke, ”er Johnson ikke en britisk Trump. Trump er … Trump. Trump kan træffe beslutninger, det er det.”

Verdens øjne hviler på de politiske ledere og kun eftertiden kan vurdere, om de kom op på Churchills niveau. Blev det Macron? Blev det Merkel? Eller blev det Mette fra Danmark?