Den ufuldstændige finanslov

Det bedste, man kan sige om regeringens finanslovsforlig med Enhedslisten, er nøgternt set, at der nu er et parlamentarisk flertal bag finansloven for 2013. Aftalen holder sig inden for EU’s skrappe budgetkrav, og regeringen kan glæde sig over, at den på de store linjer har fået det meste af sit oprindelige udspil gennemført. Men er det nu også godt for Danmark? Er det et stort spring fremad for den danske konkurrenceevne, at man har fjernet sukker- og fedtafgifterne, og at man giver nogle hundreder millioner ekstra til forskning og uddannelse?

Vil finansloven sætte turbo på den grønne omstilling, fordi man bruger 650 millioner kroner til at elektrificere en lille togstrækning på Sjælland og derudover laver forskellige grønne puljer for nogle få hundrede millioner kroner? Vil Danmark blive stærkere, sådan som finansminister Bjarne Corydon begejstret sagde, da han præsenterede aftalen? Næppe. Finansloven for 2013 fremstår ikke som et visionært og stærkt bud på, hvordan Danmark kan styrke sin konkurrenceevne, øge væksten og sætte turbo på den grønne omstilling.

Det er ikke Danmark, der står stærkere på grund af finansloven. Det er snarere regeringen. Regeringen har bevist, at den er i stand til at regere. Finansminister Bjarne Corydon har med stor taktisk dygtighed forstået at manøvrere i det parlamentariske landskab, og undervejs er der indgået delforlig til både højre og venstre. Midtervælgerne kan ikke beskylde regeringen for at føre blokpolitik, og der føres, målt med den traditionelle målestok, en ansvarlig økonomisk politik.

Venstre er kommet under ekstra pres for at levere resultater og har åbent givet udtryk for frustrationer over, at flere erhvervsorganisationer undervejs har spillet med på regeringens melodi i stedet for at stå model til en gold oppositionspolitik. Og frem for alt har regeringen hevet Enhedslisten ned fra det høje træ med de ultimative og umulige krav. Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen accepterer nu realpolitikkens bitre åg – og Finansministeriets regnemodeller.

De mange statister

SF’s formand, Annette Vilhelmsen, har været en statist i magtspillet om finansloven, og Enhedslisten har kun fået symbolske indrømmelser, der sminker den kendsgerning, at der ikke er nogen fast jobgaranti til de dagpengemodtagere, som falder ud af systemet i 2013. For venstrefløjen og fagbevægelsen er det et plaster på såret, at arbejdsmarkedets parter skaffer 12.500 akutjob, og at finanslovsaftalen sikrer de frafaldstruede dagpengemodtagere et halvt års ekstra uddannelse på kontanthjælp. Det er ingen permanent løsning, men Enhedslisten er blevet tvunget til at æde kompromiset. Det viser noget om regeringens styrke, at den kunne nøjes med det, og Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen valgte efterfølgende at snige sig ud af bagdøren i stedet for åbent at stå ved forligsteksten og præsentere den sammen med Corydon og Vestager.

Enhedslistens utopiske drømme har ramt realpolitikkens hårde mur, og partiet måtte erkende, at alternativet sikkert havde været et mere blåt forlig med Venstre og De Konservative. Der er en vis uro i Enhedslistens bagland, mens ledelsen dog glæder sig over, at der oprettes 13.500 ekstra fleksjob frem mod 2016, at de ledige får et uddannelsesløft på 480 millioner kr., at der er lavet en ungepakke og praktikpladsaftale, at kontanthjælpsmodtagerne får gratis tandrensning, at flygtninge får børnecheck, og at socialøkonomiske virksomheder får lidt ekstra håndører. Det er ingen social revolution eller et bud på en samlet socialreform, men det er små konkrete forbedringer for nogle af de udsatte grupper, hvilket forligsparterne vil bryste sig af.

De massive sociale udfordringer med op imod 800.000 borgere uden for arbejdsmarkedet forbliver uløste, og finanslovens forskellige sociale tiltag fremstår mere som spredte lappeløsninger. Uanset hvordan man vender og drejer det, har finansloven ikke leveret et samlet og seriøst svar på, hvordan man får mindsket den strukturelle udstødning fra arbejdsmarkedet, eller hvordan man får reformeret det danske kontanthjælpssystem, hvor udgifterne løber løbsk og alt for mange parkeres på sidelinjen. Det er en af de store reformer, der lader vente på sig, og som regeringen bør tage fat på i 2013.

Tvivlsom jobe?ffekt

Finansminister Bjarne Corydon hævder, at finansloven vil skabe ”fremgang og job til danskerne”, men det er en sandhed med alvorlige modifikationer. Regeringens stramme greb om de offentlige finanser med krone-til-krone-finansiering lægger en dæmper på dansk økonomi. Man udvider de offentlige aktiviteter med 4,6 milliarder kr., hvoraf halvdelen bruges til at fjerne sukker- og fedtafgifterne. På den anden side sikres et provenu på 4,6 milliarder kr., og halvdelen hentes ved at øge skatteregningen. Personfradraget forringes marginalt, og bundskatten forhøjes. Essensen af det hele er, at man flytter lidt rundt på milliarderne, men det er meget tvivlsomt, at det styrker dansk konkurrenceevne eller skaffer ret mange nye job at hæve skatterne, mens fedtmængden stiger.

Den offentlige sektor er på grund af Vestagers og Corydons styring ikke nogen større vækstdriver længere, og finanslovsaftalerne omfatter kun beløb og ekstraaktiviteter, der svarer til lidt over 1 pct. af de samlede offentlige udgifter, som finansloven omhandler. Det er med andre ord næsten 99 pct. af finanslovens poster, der bare kører videre som business as usual. Det vil være naivt af Enhedslisten og de andre forligspartier at tro, at deres små forlig og små ekstrabevillinger har rykket ret meget ved det store billede. Finansministeriets regnedrenge skønner, at finansloven vil stimulere BNP-væksten med 0,3 pct., men det er et regnestykke med store usikkerheder.

De internationale konjunkturudsigter er ringere end for bare få måneder siden, og summen af offentlige besparelser i den vestlige verden er med til at forlænge krisen. Det er en ondartet spiral, og der er brug for at nytænke erhvervspolitikken og udvikle en ny offensiv strategi for, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

Svaret på det spørgsmål er ikke næste års finanslov. Der savnes investeringer i ny infrastruktur og initiativer, der kan forbedre produktiviteten og den strukturelle konkurrenceevne. Man kunne f.eks. have investeret i fiberoptiske netværk, løst trængselsproblemerne i Storkøbenhavn eller etableret højhastighedstog til det europæiske kontinent, men man fumler stadig rundt med Storstrømsbroen og kortsluttede trafikforhandlinger.

En række store anlægsbyggerier er allerede undervejs i Danmark, bl.a. Metro-Cityringen eller nye supersygehuse, men i den nye finanslov er det småt med nye initiativer, bortset fra elektrificering af tognettet mellem Køge og Næstved. Pengene er begrænsede, men hvis ikke de kan findes på finansloven, så bør regeringen gøre alt for at mobilisere privat kapital og pensionsfonde bag en ny generation af offentlig-private udviklingsprojekter, der kan sætte ekstra fart i investeringerne og væksten i det danske samfund. Det trænger vi til, hvis der virkelig skal skabes fremgang og job til danskerne. Det gør finansloven desværre i alt for begrænset omfang.

Klatmaleri i det grønne

Regeringen har ikke sparet på retorikken, og man taler om at satse mere på grønne arbejdspladser og ”ambitiøs grøn omstilling”. Det vil man bruge omkring 1,5 milliarder kr. på, og det sker med henvisning til, at der ”de kommende år forventes stigende global efterspørgsel efter løsninger, der kan mindske miljøbelastningen, reducere energiforbruget og sikre effektiv og bæredygtig ressourceudnyttelse”. Det er meget fornuftigt, for Danmark og danske cleantech-virksomheder har stærke styrkepositioner på disse områder, men finansloven skyder desværre med spredehagl i stedet for at prioritere indsatsen ordentligt.

En lille, symbolsk pulje på 40 millioner kr. til en grøn omstillingsfond. 60 millioner kr. til udvikling af bæredygtige fødevarer. 15 millioner kr. til et grønt iværksætterhus. Sådan fortsætter man i finansloven med at sætte småpenge af til alle mulige gode viljer og formål, men man savner en klar strategi og en ordentlig prioritering af pengene, så de virkelig batter. 15 millioner til energirenovering af offentlige bygninger eller 20 millioner til økologisk byggeri er andre eksempler.

Hvis regeringen virkelig troede på, at der lå et kæmpe globalt markedspotentiale i den grønne omstilling, ville man næppe nøjes med den slags klatmaleri i det grønne. Og det er tankevækkende, at det sker, samtidig med at regeringens klima- og energiminister ved siden af finansloven har lagt op til at lave en rundbarbering af den nye folkebevægelse inden for solceller, der har bredt sig over hele landet.

Solcellebevægelsen skaber reelle job og sparer fossile brændsler, men regeringen jagter et tabt provenu for energi, som solcelleejerne selv producerer. Kigger man på de mange små, spredte grønne ordninger i finansloven, kan det undre, at regeringen ikke kan finde penge til at videreføre den succesfulde solcelleordning og lade være med at straffe folk med tilbagevirkende kraft. Det virker ikke konsekvent. Man skyder sig selv i foden.

Danmark burde sætte ekstra fart i omstillingen fra den fossile brændstoføkonomi til en mere bæredygtig og ressourceeffektiv økonomi. Det kunne være en god forretning på et voksende globalt vækstmarked. Og vi kunne spare på kostbare ressourcer, der på længere sigt vil lægge et betydeligt dræn i dansk økonomi. Det kræver en langt mere ambitiøs og samlet indsats, end den der lægges op til i finansloven.

Kortsigtede hensyn

Finansloven er fyldt med kompromiser, og på flere områder har de kortsigtede interesser desværre taget overhånd. Et eksempel er sukker- og fedtafgifterne. Erhvervsorganisationernes lobbyister har fået held til at krone en lang kampagne mod fedt- og sukkerafgifterne, og Enhedslisten tror, at de med en marginal forbedring af gini-koefficienten med samlet set 0,02 pct. udøver en social heltedåd i et overflodssamfund som Danmark. Realiteten er faktisk en anden. To afgifter, der virkede og var ved at sænke danskernes forbrug af usund, fed og sød mad, bliver nu fjernet af en uhellig alliance fra højre til venstre. En ny undersøgelse fra Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet har ellers dokumenteret, at fedtafgiften har fået folk til at spare på smørret.

Det er ikke særlig perspektivrigt, og hvis angsten for øget grænsehandel er den dagsorden, der fremover skal diktere, hvilke love der kan gennemføres i Danmark, løber regeringen en alvorlig risiko for at miste det strategiske overblik. En langsigtet og vedholdende forebyggelsespolitik kan blive et vigtigt bidrag til at sænke sundhedsudgifterne i fremtiden, og intelligent brug af punktafgifter kan være med til at presse den danske fødevaresektor til at udvikle nogle af de nye og sundere fødevarer, der vil være stigende efterspørgsel efter på de vestlige markeder i fremtiden. I stedet for at stå fast på afgifterne og lave en værdipolitisk offensiv for en ny dansk forebyggelsespolitik har regeringen givet op på forhånd og ladet sig underordne lobbyisternes kortsigtede tænkning.

Det er på en måde en pendant til de nødløsninger, som regeringen i sin forligsiver har accepteret i dagpengespørgsmålet. I stedet for at stå fast på dagpengereformen og argumentere for, at stramningerne kan være med til at udløse adfærdsændringer på arbejdsmarkedet, har man i stedet lavet et par akutpakker og lappet lidt på situationen ved at give lidt ekstra uddannelse i første halvår af 2013. Det bestyrker indtrykket af en regering, der forsøger at hutle sig igennem med pragmatisk muddling through i stedet for at opstille nogle overordnede sigtelinjer for reformpolitikken og stå fast på dem. Regeringen hutler sig igennem.

Finansloven er en taktisk politisk sejr for regeringen, men det er svært at se den overordnede strategi og vision for fornyelse af Danmark. Det er, som om regeringen har mistet retningssansen, bortset fra altså at føre en stram finanspolitik og overholde EU’s henstillinger. Det er ikke tilstrækkeligt i længden, hvis Helle Thorning-Schmidt ønsker at bevare magten efter det næste valg. I 2013 er regeringen tvunget til at komme længere frem på banen, hvis man skal gøre sig forhåbning om at samle flere vælgere og begejstre dem for det projekt, som regeringen repræsenterer. Måske er der ikke længere nogen vej uden om at formulere et helt nyt og mere offensivt regeringsgrundlag. Finansloven er i alle fald ikke en sikker og overbevisende opskrift på, hvordan fremtidens Danmark skal se ud.