Af Akash Kapur

For 50 år siden, klokken 22.30 en lun aften sidst i oktober på University of California i Los Angeles, blev den første e-mail sendt.

Det var en udpræget lokal hændelse. En mand sad foran en teleprinter, der var forbundet til en tidlig forløber for internettet, kendt som Arpanet, og overførte beskeden ”login” til en kollega i Palo Alto. Systemet gik ned; det eneste, der nåede til Stanford Research Institute, 560 kilometer væk, var et afbrudt ”lo”.       

Netværket har udviklet sig drastisk siden denne lokale – og hostende – oprindelse. I dag bliver der sendt over 200 milliarder e-mails på tværs af kloden hver dag. Internettet er inkarnationen af globaliseringen – en postnational offentlig sfære, en virtuel verden, der er uimodtagelig og endda fjendtligt indstillet over for statslige regeringer (de ”sørgelige giganter i kød og stål”, som den cyberlibertarianske aktivist John Perry Barlow så berømt udtrykte det i sin uafhængighedserklæring for internettet i 1996).

Men for nylig er det begyndt at ændre sig. Nicholas Negroponte, der er medstifter af MIT Media Lab, sagde engang, at national lovgivning ikke har noget at gøre i internetlovgivningen. Det synspunkt virker i stigende grad anakronistisk. Rundtom i verden har nationalstater reageret på en stribe kriser på internettet (nogle virkelige, nogle overdrevne) ved at markere sig og hævde forskellige former for digital suverænitet. Et netværk, der engang lod til let og ubesværet at omgå regulering, er blevet tæmmet – skånselsløst og ofte hårdhændet.      

Fra firewalls og nedlukninger til nye dataplaceringslove har et digitalt nationalitetsmonster lagt sig over netværket. Denne ”territorialisering af internettet”, som Scott Malcomson, der er teknologikonsulent og forfatter, kalder det, ændrer internettets særkende fundamentalt – og truer måske endda dets fortsatte eksistens som fælles global infrastruktur.

Internetpioner Leonard Kleinrock, der her ses i 2011 i det laboratorium på University of Californien i Los Angeles, hvor den første e-mail blev sendt 29. oktober 1969.

Kina som foregangsland

Fænomenet digital nationalisme er selvfølgelig ikke helt nyt. Autoritære regeringer har længe forsøgt at tøjle internettet. Kina har været foregangslandet. Den kinesiske firewall, der begrænser, hvad folk kan læse og lægge online, har tjent som model for at fremme det, som Kina kalder ”digital suverænitet”.

Kinas bestræbelser har været en overbevisende demonstration over for andre autokratiske ledere af, at internettet i praksis kan kontrolleres. Kina har også demonstreret, at magtfulde multinationale techgiganter vil give køb på deres udtalte principper for at få markedsadgang, og at begrænsning af globaliseringen online kan styrke væksten i en pulserende national techindustri.

Adskillige lande har bygget – eller overvejer at bygge – nationale netværk efter det kinesiske eksempel. For at kunne kontrollere kontakten med omverdenen og undertrykke regimekritisk indhold har Iran etableret et såkaldt halalnet, Nordkorea har sit Kwangmyong-netværk, og tidligere i år underskrev Vladimir Putin en ”lov vedrørende et uafhængigt internet”, som på samme måde vil etablere et selvforsynende Runet. Loven indebærer også en “kill switch”, der kan lukke ned for adgangen til det globale netværk for russiske brugere. Det er en i stigende grad normal praksis. Ifølge The New York Times har mindst en fjerdedel af verdens lande midlertidigt lukket for internettet i løbet af de seneste fire år.

Grænser for data

Den typiske udøvelse af myndighedernes magt er ikke helt så hårdhændet. I de seneste år er der opstået en blødere form for digital nationalisme, som kan findes i den hastige udbredelse af dataplaceringslove (eller databeskyttelseslove) i lande så forskellige som Vietnam, Indien, Argentina, Venezuela og Nigeria. Groft sagt er der to tilgange i lovene: Nogle lande kræver, at borgernes data (eller bestemte typer data som helbredsmæssig eller økonomisk information) skal gemmes fysisk på servere i landet. Andre tillader, at data krydser grænserne, men insisterer på, at der bliver ved med at være en kopi i landet.

Mange af begrundelserne for at vedtage sådanne love er helt legitime og spænder fra bekymring om privatliv til national sikkerhed. Men sommetider anvendes internettets reelle problemer, såsom hadtale og desinformation, til retfærdiggørelse af love, der baner vej for, at undertrykkende regimer kan overvåge onlineaktivitet og -samtaler. Selv med alle de unægteligt mange problemstillinger ved de multinationale techselskaber vil en vietnamesisk eller cambodiansk systemkritiker måske stadig foretrække, at deres oplysninger er i Googles eller Facebooks hænder snarere end deres egen regering.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af en Bruxelles-tænketank har mindst 45 lande en form for krav til dataplacering. Tendensen er ikke længere begrænset til autoritære stater. Australien, Canada, New Zealand, Sydkorea og Schweiz er blandt de lande, der begrænser datastrømme over grænserne. Den Europæiske Unions indflydelsesrige databeskyttelsesforordning, GDPR, handler ikke specifikt om placering af data, men pålægger meget strenge krav, der gør det vanskeligt at flytte data over grænser, og tjener altså i virkeligheden samme formål.   

Den samlede virkning af alle disse love begynder at kunne mærkes på internettet. Selskaber, der arbejder med data under forskellige lovgivninger, er blandt de hårdest ramte. Peter Yared, der er stifter af San Fransisco-startupvirksomheden InCountry, der hjælper virksomheder med at leve op til international datalovgivning, siger, at virksomhederne kæmper for at forstå lokale krav, købe eller leje servere, ansætte folk og udrulle ny software for at leve op til et væld af nye (og ofte skiftende) love. ”Folk, der arbejder med opfyldelsen af lovkrav, informationssikkerhed og teknisk drift er begyndt at svede lidt,” siger han. ”Det er endnu ikke helt gået op for virksomhedsledere, at de kan blive pålagt store bøder eller blive forvist fra store markeder som Indien.”

En internetcafé i Fuyang i Kina i 2015. Foto: AN MING/FEATURECHINA/ROPI/ZUMA PRESS

Mange af lovene er angiveligt skabt til at tøjle vestlige multinationale virksomheder; men større virksomheder er generelt bedre i stand til at tilpasse sig den medfølgende usikkerhed end mindre virksomheder, som mangler de nødvendige ressourcer. Ligeledes kan udviklingslande, der ofte er frontløbere med digital nationalisme, ende med at blive dens største ofre. Lande som Indien og Filippinerne huser vigtige underleverandørsektorer, som er afhængig af et fælles globalt informationsnetværk. Deres skridt i retning af at opstille forhindringer på dette netværk kan ende med at ramme dem som en boomerang senere.   

Den store risiko er, at digital nationalisme vil balkanisere internettet ved at bryde det op i et kludetæppe af inkompatible og uforenelige regioner. Til en vis grad er dette scenarie, der sommetider kaldes splinternet, allerede ved at ske, når det gælder indhold og tjenester. Kinas befolkning (omkring en femtedel af menneskeheden) har ikke adgang til Wikipedia, Facebook og det meste af Google. Da EU’s databeskyttelsesforordning trådte i kraft, besluttede mange amerikanske medieselskaber, at den sikreste vej, i hvert fald foreløbigt, var at stoppe med at tilbyde deres indhold til europæiske brugere.  

Balkaniseringen kan også sætte internettets underliggende tekniske centrale infrastruktur over styr. I løbet af det sidste årti har adskillige lande med henvisning til kulturelle hensyn overvejet at forbyde eller på andre måder begrænse det højtrangerende .xxx-domænenavn (der generelt anvendes til pornografi), hvilket understøtter udsigten til, at internettets navngivningssystem går i stykker. Som svar på Edward Snowdens afsløringer af USA’s spionvirksomhed har Brasilien luftet idéen om at opføre en adskilt undersøisk kabelforbindelse til EU for at komme uden om den eksisterende internetinfrastruktur. Og de seneste debatter i Engineering Task Force, en vigtig internetstandardkomité, har af og til været anspændte. Op til sidste års indførelse af nye sikkerhedsstandarder stødte repræsentanter, der ønskede at bevare en bagdør for myndighederne, sammen med dem, der talte for mere sikker kryptering.        

Ingen af de diskussioner har indtil videre fået fundamentet under netværket til at vakle, men udsigten til et teknisk splinternet er ikke længere så utænkeligt, som den var engang. I de kommende årtier vil vi måske se længselsfuldt tilbage til en tid, hvor data kunne bevæge sig frit rundt i verden uden virtuelle told- eller paskontroller.

Internettet var aldrig blot en teknologi eller en motor for globaliseringen. Det var i sin kerne en idé. Stefaan Verhulst, der er medstifter af GovLab ved New York University (en tænketank, hvor jeg er seniorforsker), argumenterer for, at i den første tid var internettet lige så meget et projekt udi klassisk liberalisme fyldt med ”idealer som menneskerettigheder, ytringsfrihed og frihandel. Hvis du går op i den slags, så er fragmenteringen af internettet et problem.”    

Lige så vel som klassisk liberalisme er internettet måske også en god idé, der har akut behov for at blive opdateret. På samme måde som den klassiske liberalismes individualisme og frihed er blevet forvansket til den moderne kapitalismes uligheder og etiske overtrædelser, er internettets kultur med ”innovation uden at bede om lov” blevet misbrugt og forandret til det centraliserede, kontrollerede netværk, vi har i dag. Den oprindelige drøm om en uhæmmet, global offentlig sfære er formentlig ovre. At forstå, hvorfor det skete, er første skridt mod at kræve dele af den oprindelige udgave igen og overkomme de mest ødelæggende virkninger af digital nationalisme.

Det er ikke noget tilfælde, at den digitale nationalismes opblomstring finder sted, samtidig med at offline-versionen blusser op igen. Et teknologisk fællesskab, som længe har brystet sig af at være radikalt anderledes og løsrevet, viser sig nu at være modtageligt over for mange af de samme tendenser, der former verden i almindelighed. I løbet af det seneste årti har internettet lidt under samme forskydninger i velstand og magt – og den foragt, det medfører – som har ansporet opblusningen af den illiberale nationalisme og populisme. Google står i dag for omkring 90 procent af onlinesøgninger i hele verden. Facebook og Google indkasserer tilsammen estimerede 84 procent af de globale reklamedollar (fraregnet Kina). Amazon står for 49 procent af onlineforbruget i USA, og Alibaba står for 60 procent i Kina. Det var ikke den oprindelige drøm.

En stor del af den frygt, som koncentrationen af magt har foranlediget, er legitim, mens noget af den er uberettiget og bliver brugt til at dække over skjulte motiver. Det hele skaber grobund for digital nationalisme. Når regeringer opfordrer til regulering for at bekæmpe fake news, så berører de nogle reelle bekymringer omkring den ansvarsløse magt, som sociale medier har – men de åbner også for veje til censur. Når udviklingslande insisterer på at beholde deres borgeres data for at bekæmpe ”datakolonisering”, så rejser de relevante spørgsmål om internettets skævhed til fordel for Vesten og særligt USA – men de skaber også bagdøre til at aflytte borgere og opstiller barrierer for at beskytte lokale handelsinteresser. Moderne nationalisme afhænger, som Harvard-sociologen Bart Bonikowski bemærker, af den udbredte ”mobilisering af vrede”; det gælder for både dens digitale variant og dens offline-variant.

Det har vist sig, at måden at håndtere offline- og online-nationalisme er ret ens: Genopret en følelse af tilhørsforhold og fairplay, udlign den værste ulighed, og genopdag og fremhæv de principper, der gjorde netværket så inspirerende (og ekstremt kreativt) fra første færd. Og der eksisterer faktisk redskaber, både nuværende og nye, til at gøre noget af det.  

Stefaan Verhulst fra New York Universitys GovLab mener, at love og principper fra en anden tid skal opdateres til det 21. århundrede ved for eksempel at pålægge teleudbyderne nogle universelle servicekrav til bredbåndsadgang og regler for mangfoldighed og politisk balance (som sommetider bruges i radio og tv) for store nyhedsmedier og sociale medier. ”Det er ikke sådan, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre,” siger han. ”Vi er bare nødt til at være mere kreative og tænke over, hvad vi kan lære af de modeller, der er blevet brugt før i tiden.” Konkurrencelovgivning er et andet område, der har fået en masse opmærksomhed, særligt behovet for at opdatere lovgivningens bestemmelser til at også at gælde de (på overfladen) gratis forretningsmodeller, som mange techvirksomheder arbejder med.

En anden idé er at udvikle en ’klub’- eller ’zone’-baseret tilgang til internettet – adskilte, forbundne grupper af lande, hvis medlemmer forpligter sig til at følge liberale principper som frihandel, privatliv og ytringsfrihed. Sådanne blokke ville være langt fra den oprindelige vision om et enkelt globalt netværk. Men tilhængere som Geoff Mulgan, forhenværende leder af den britiske innovationsfond Nesta, argumenterer for, at sådanne ”coalitions of the willing” er den bedste måde at bremse den fortsatte fragmentering af netværket på. ”Jeg kan ikke se, hvad alternativet skulle være,” siger Geoff Mulgan. ”Den gamle, globale vision er ved at falde fra hinanden.”

Spørgsmålet er ikke længere, om nationale regeringer skal have noget at skulle have sagt, men hvilken form deres myndighed vil tage, og hvordan de i sidste ende vil forme netværket. I den gamle vision var nationalstater innovationens og frihedens fjende. Det var Wild West-dagene, og det er forståeligt, at internetpuritanere – og mange almindelige brugere – er nostalgiske omkring den tid.  

Men meget har ændret sig, siden den første e-mail blev sendt i Californien. Med nutidens snigende nationalisme og illiberalisme har vi ikke længere det privilegium at kunne afvise styring og myndigheder. 50 år efter internettets fødsel kan det meget vel være, at nationale regeringer, der udøver oplyst regulering, er det bedste håb for at bevare et netværk, der – i det mindste relativt set – er åbent og frit.     

Akash Kapur er seniorforsker ved ­­­­­­­GovLab på New York Universitet og har rådgivet en bred vifte af organisationer om datapolitik og internetstyring. Han er forfatter til ’India Becoming’ og arbejder på en bog, der bliver udgivet på forlaget Scribner, om jagten på utopia.

Bragt i Wall Street Journal 1. november 2019. Oversat til dansk af Maria Bierbaum Oehlenschläger.