Derfor bekymrer økonomer sig om befolkningstal

Det er vigtigt at anerkende, at en langsommere befolkningstilvækst er positiv. Men man bør holde sig for øje, at det, der tages for gode varer som økonomisk politik, kan forvandle den potentielt gode udvikling til et stort problem, skriver Paul Krugman i Mandag Morgens internationale klumme “Globalt udsyn”.

Da økonomen Alvin Hansen første gang præsenterede begrebet secular stagnation, understregede han, hvilken rolle en langsommere befolkningstilvækst kunne få i forhold til at holde svække efterspørgslen på investeringer. Hans advarsler blev siden undermineret af efterkrigstidens babyboom.

Globalt udsyn

Mandag Morgens internationale klumme Globalt udsyn skrives på skift af Richard Branson, stifter af Virgin Group og superserieiværksætter, Paul Krugman, økonom og nobelprisvinder, samt John Elkington, stifter af Volans og SustainAbility. Paul Krugman er professor i økonomi og international politik på Princeton University. I 2008 vandt han Nobelprisen i økonomi.

I Globalt Udsyn vil Paul Krugman jævnligt kommentere på international økonomi og politik.

I nyere tid har diskussioner igen kredset om dette: Japans skrumpende befolkning i den arbejdsdygtige alder ser ud til at være en vigtig kilde til landets problemer, og den aftagende befolkningstilvækst i Europa og USA er vigtige indikatorer for, at vi kan være på vej i samme retning.

Men hver gang jeg gør opmærksom på disse pointer, spørger folk mig, hvorfor jeg ikke betragter den aftagende befolkningstilvækst som en god udvikling. Det betyder trods alt, at presset på ressourcerne bliver mindre, at miljøet lider mindre skade osv.

Det, der er vigtigt at indse, er, at langsommere befolkningsudvikling bestemt godt kan, og også bør, være en god ting – men at det, der tages for gode varer som økonomisk politik, med overvejende sandsynlighed kan forvandle denne potentielt gode udvikling til et stort problem. Hvorfor? Fordi de nuværende spilleregler giver vores økonomier et kraftigt væltepeter-syndrom: Medmindre de bevæger sig fremad med tilpas stor fart, vil de have en tendens til at vælte.

Det er et argument, der er ret lige ud ad landevejen. For at opnå mere eller mindre fuld beskæftigelse, har en økonomi behov for et tilstrækkeligt forbrug for at udnytte sit potentiale. Men en vigtig komponent i forbrug – investering – er genstand for acceleratoreffekten: Behovet for ny kapital afhænger mere af økonomiens vækstrate end af det aktuelle outputniveau. Så hvis væksten aftager på grund af faldende befolkningstilvækst, daler efterspørgslen på investeringer – og økonomien kan potentielt skubbes ind i en halvpermanent nedtur.

[quote align="left" author=""]Siden slutningen af 1990’erne har vi fuldstændig byttet plads: Det er nu mere sandsynligt, at voksne i Frankrig har job, end at deres amerikanske modstykker har det.[/quote]

Nu kunne man så sige, at dette burde være til at håndtere: Man skal bare reducere renterne tilstrækkeligt til at opretholde investeringsefterspørgslen på samme niveau, som hvis der ikke var sket en afmatning i befolkningstilvæksten. Problemet er, at den realforrentning, som det vil kræve på sikre aktiver, kan ende med at være negativ, og derfor kan den kun opnås, hvis der er tilstrækkelig høj inflation. Og det går jo imod det ideologibaserede løfte om stabile priser.

Dette er i bund og grund et teknisk problem, og i en bedre verden ville vi simpelthen løse problemet, og nyde fordelene ved en knap så overbefolket planet. Men i den verden, vi faktisk lever i, kan tekniske problemer forårsage stor skade, fordi så få mennesker er parate til at tænke nøgternt over deres beskaffenhed. Og derfor er vi nødt til at bekymre os om aftagende befolkningstilvækst.

De franske jobskabere

Folk er temmelig nedslåede over Europas økonomiske præstationer i disse tider, og det er ikke uden grund. Men hovedsageligt ser vi en dårlig makroøkonomisk politik, som er resultatet af en præmatur møntunion kombineret med en manisk økonomisk tilbageholdenhed. Det er en meget anden historie end den gamle version af europakritik, som fokuserede på eurosklerose – dvs. en vedvarende lav beskæftigelsesgrad, som angiveligt var udløst af overdådige velfærdsstater.

Økonomer som John Schmitt og Dean Baker har for længst peget på, at den historie havde nået sidste holdbarhed. Hvis man så på Europa i almindelighed og Frankrig i særdeleshed, kunne man se, at ja, folk trak sig tidligere tilbage end amerikanerne, og der var også færre unge på arbejdsmarkedet – de behøvede jo heller ikke arbejde for at komme på college. Men da vi stod lige foran den økonomiske krise, var beskæftigelsesgraderne for den store midtergruppe tæt på at være ens.

Siden slutningen af 1990’erne har vi fuldstændig byttet plads: Det er nu mere sandsynligt, at voksne i Frankrig har job, end at deres amerikanske modstykker har det.

Det er mærkeligt, hvordan det hænger sammen, men midt i den uafladelige nedrakning af den franske økonomi, så bliver dette faktum ikke nævnt.

Omtalte personer

Ole Sohn

Bestyrelsesformand, Dansk Producentansvar, Bestyrelsesmedlem, DanPilot, Adm. direktør, Sohn Consulting, forfatter, foredragsholder
HF (Gedved Seminarium. 1973), jord- og betonarbejder (1976)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu