Mange økonomer har jublet over de seneste meldinger om lidt højere vækst i eurozonen på 0,3 pct. i andet kvartal. Nogle, bl.a. dagbladet Børsens økonomiske kommentator, Thomas Bernt Henriksen, er endda gået så vidt som til at hævde, at der grund til at ”tro” på statsminister Helle Thorning-Schmidts nylige melding om et begyndende opsving. Den fortsat lave rente, den moderate lønudvikling og stabiliseringen af de europæiske obligationsmarkeder har givet næring til de optimistiske toner. Men ordet tro er ganske velvalgt i denne sammenhæng.

Økonomi har aldrig været en eksakt videnskab, som man kan bygge skudsikre modeller på, og forventningsdannelsen er ofte mindre rationel og optimal, end selv økonomerne bryder sig om. Sagt lidt folkeligt skal der langt flere frikadeller og vitaminrige grøntsager på bordet, hvis de opstemte opsvingsøkonomer skal få ret i deres aktuelle forventninger til fremtiden.

For landets virksomhedsejere og -ledere er det helt fundamentalt at få afklaret, hvad der er op og ned i debatten. For er der et solidt grundlag for at investere og udvide forretningen på i den kommende tid? I de kommende uger får vi forhåbentlig lidt mere fast grund under fødderne, for der kommer nye nøgletal for dansk økonomi, der vil tage pulsen på tilliden, ledigheden og den danske vækst. Men kigger man ud over det europæiske landskab, er billedet ikke særlig klart.

En promilles håb

Eurozonen er teknisk set trådt ud af flere måneders recession med en vækstrate på 0,3 pct. over et kvartal, men der skal meget mere end få promillers fremgang til for at vende halvandet år med minusvækst. Faktisk var fremgangen i andet kvartal kun lige nok til at modsvare den negative vækst på 0,3 pct. i første kvartal. Skærer man al snakken væk, bevæger Europas kerneøkonomier sig stort set ikke ud af stedet.

Fremgangen i andet kvartal handler i nok så høj grad om udskudte aktiviteter, der ikke kunne gennemføres i de kolde vintermåneder. At Tyskland leverede 0,7 procents vækst i andet kvartal, at Frankrig steg med 0,5 pct., og at Portugal steg med hele 1,1 pct., har givet næring til optimismen. Forbrugerne spenderer marginalt mere, men investeringsniveauet er stadig lavt, boligmarkederne er skrøbelige trods lav rente, arbejdsløsheden er fortsat høj med over 12 pct., og de offentlige budgetter er yderst stramme.

Mange aviser kalder det en stor nyhed, at recessionen er slut, men der er stadig for mange usikkerhedsmomenter i den europæiske økonomi til, at man bør juble. De nye væksttal er ikke imponerende, i betragtning af at det sker fra et meget lavt økonomisk aktivitetsniveau, hvor renten stadig er rekordlav. Chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, har sagt, at han vil holde renten på et lavt niveau i et pænt stykke tid fremover, og han har vistnok en bazooka i baghånden. Det er med til at berolige finansmarkederne, eller i alt fald afskrækker det dem fra at lægge arm med centralbanken og dens bazooka-bevæbnede chef. Men de europæiske økonomier har stadig udsigt til en langvarig tilpasning og afvikling af gammel gæld.

Bankernes møllesten

Ifølge en nylig analyse af Royal Bank of Scotland slæber de europæiske banker stadig rundt med masser af dårlige lån og har en høj finansiel gearing, hvor deres egenkapital er alt for lille til at bære de høje risici. Siden maj 2012 har de europæiske banker fået reduceret deres indlånsunderskud og løftet 2.900 milliarder euro af bøgerne. Men ifølge RBS er bankerne ikke meget mere end halvvejs, hvis de skal leve op til de nye internationale kapitalkrav.

Det er ikke bare en udfordring for hårdt gearede europæiske storbanker som Deutsche Bank, Credit Agricole og Barclays. Det er også en alvorlig udfordring for hele samfundsøkonomien, når hårdt gearede banker strammer udlånspolitikken op for at undgå at bukke helt under. De små og mellemstore virksomheder har stadig relativt svært ved at få adgang til nye lån, når de vil finde finansiering til deres nye projekter. Det har man også set i Danmark, hvor Danske Bank på et år har nedbragt sit indlånsunderskud med over 85 mia. kr., mens de små og mellemstore virksomheder får afslag på låneansøgninger, der tidligere blev godkendt.

Den danske banksektor står stadig som i resten af Europa over for en langvarig udfordring med at få sænket indlånsunderskuddet. Fredagens nyhed om, at børsnoterede Sjælsø Gruppen er gået konkurs og efterlader en regning på over 3 milliarder kr. til fire banker, er endnu en understregning af, at krisen ikke er overstået. Det er ikke kun på ejendomsmarkedet, at stor gældsætning er en risiko, man bør tage alvorligt. Dansk landbrug har således øget sin gældsætning – også efter finanskrisen – og hvis det er rigtigt, at de globale fødevarer er på vej ind i periode med faldende priser, kan det være med til at vælte læsset for nogle af de mest forgældede landmænd.

Danmark er stadig et af de vestlige OECD-lande, hvor den private gæld i forhold til BNP er allerhøjest, og det er med til at dæmpe forbrugslysten. Forbrugerne er stadig meget forsigtige – selv de unge sparer op – og boligejerne har gearet deres økonomi hårdt med afdragsfrie lån og høj gæld, hvor de blot kan krydse fingre for, at der ikke kommer en international rentestigning. Centralbanken har forlænget fristen for, at det sker, men hvor lang tid kan de holde kreditfesten kørende, når nye finansielle bobler er under opbygning?

Den lange march på stedet

Ifølge Den Internationale Valutafond kan det meget vel gå sådan, at vi skal helt hen i slutningen af 2014, før det lysner i den europæiske økonomi. Kombinationen af høj statsgæld og en underkapitaliseret europæisk banksektor, der stadig mangler reformer, er en svær cocktail at slide sig fri af. Der skal meget mere end få promillers vækst på kvartalsbasis til for at stive de europæiske økonomier af. Og der er ikke udsigt til en hjælpende hånd på den globale arena.

Det britiske ugemagasin The Economist skriver, at det kun er i USA, at den økonomiske acceleration ser ud til at fortsætte. Financial Times kan rapportere om, at Japans Abenomics med ekspansiv finanspolitik er ved at køre sur i det med lavere vækstrater end forventet, og i weekenden kunne man på forsiden af avisen International Herald Tribune læse, at kreditkrisen er begyndt at sprede sig i Kinas økonomi. Selv om kineserne stadig håber på at nå en årlig vækstrate på 7,5 pct. i år, er der mange krisetegn, der bør tages alvorligt. Flere års overinvesteringer har ført til monumental overkapacitet, gældskrisen vokser, og priserne på det overophedede boligmarked kollapser. Kina skal i lyntempo forvandles fra en investeringsdreven til en forbrugsdreven økonomi, men kan landets politiske regime følge med, og kan eksportvirksomhederne holde dampen oppe? Det er meget usikkert.

Der er faktisk en række gode grunde til, at Den Internationale Valutafond ser relativt pessimistisk på de økonomiske udsigter til langt ind i 2014.  

Lempelse på vej

Det er langtfra sikkert, at de globale vækstmotorer har styrke til at trække de svage europæiske økonomier ud af den langvarige vækstkrise. Men dette får stor indflydelse på, om Helle Thorning-Schmidt har noget at have optimismen i. Konjunkturen i dansk økonomi følger udviklingen i de andre europæiske lande ret tæt. Vi må her håbe på eksportdreven vækst, for der er stadig ikke meget hjælp at hente i den hjemlige finanspolitik. Ifølge de økonomiske vismænd vil den planlagte finanspolitik bidrage negativt til væksten i 2014 og 2015, og det sker, samtidig med at afmatningen på arbejdsmarkedet varer ved til indgangen af 2014. Det er et åbent spørgsmål, om S-R-SF-regeringen kan fastholde den hårde linje, når der i de kommende måneder skal forhandles om næste års finanslov?

Den økonomiske overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen anbefalede her mandag i dagbladet Information, at regeringen fremrykker de planlagte skattelettelser. Rent teoretisk mener han, at det vil være mere effektivt at øge det offentlige forbrug eller at hæve de offentlige investeringer, men han erkender nu, at det har været svært at styre det offentlige forbrug, og at det tager lang tid at få sat offentlige investeringer i sving. Derfor foretrækker han nu, at man i stedet satser på skattelettelser. At overvismanden er nået til den konklusion, understreger, hvor presset dansk økonomi er. Det er normalt ikke hans kop te, men nu er han parat til at tage mere uortodokse midler i brug. Hos den liberale tænketank CEPOS, der altid mener, at lavere skat og mindre stat er et fremskridt, bifalder man de nye toner. Men mon ikke regeringen har øjnene rettet et andet sted hen?

Enhedslisten er stadig regeringens parlamentariske grundlag, og med den seneste tids ideologiske oprustning i Venstre er det meget tænkeligt, at regeringen frem mod et finanslovsforlig vil være parat til at fire lidt på den indtil nu så skrappe finanspolitiske disciplin. Det økonomiske opsving vil, trods statsministerens optimistiske toner, næppe blive stærkt nok til at gøre noget effektivt ved arbejdsløsheden, og de parlamentariske realiteter vil presse regeringen til at justere kursen. Meget taler for, at vi vil se – om end beskeden – finanspolitisk lempelse i finansloven for 2014.