Hvordan kan det være, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, søndag eftermiddag lod sig riste i 212 minutter om sine rejseafregninger i den koreanske organisation GGGI, som kun få danskere har hørt om og endnu færre kan udtale navnet på?

Hvorfor har både statsminister Helle Thorning-Schmidt og den radikale udviklingsminister, Christian Friis Bach, fundet det på sin plads at udtrykke deres støtte til Lars Løkke Rasmussen, når menige politikere fra regeringspartierne har sparket til Venstres formand i en sådan grad, at han endte i sit livs største politiske krise?

Hvorfor er topcheferne for nogle af verdens største koncerner og fra de magtfulde organisationer FN og OECD i disse dage i Danmark for at mødes med toppolitikere fra Kina, Sydkorea, Mexico, Kenya og Qatar, uden at det afføder nævneværdig interesse fra danske mediers side?

Og hvad har Muhammed-krisen og de afbrændte dannebrogsflag egentlig at gøre med den aktuelle sag om Lars Løkke?

Det kunne lyde som indledningen på en ny episode af den amerikanske tv-satire "Soap", der omkring 1980 blev sluppet løs på dansk monopol-tv under titlen "Skum". Men de fire spørgsmål hænger tæt sammen. Og for at finde svaret på dem, skal vi skrue tiden tilbage til april 2006.

En ny fortælling om Danmark

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen er på dette tidspunkt dybt optaget af – og angivelig personligt rystet over – den skade Danmarks internationale omdømme har lidt, efter at Muhammed-krisen i løbet af februar er eskaleret voldsomt og har ført til dramatiske ildspåsættelser på danske ambassader i Syrien, Libanon og Iran. Danmarks diplomatiske håndtering af sagen er blevet mødt med vrede i den muslimske verden og utilfredshed i både Washington og London, hvor man finder den danske regerings optræden unødigt stædig og udiplomatisk.

I marts har Fogh offentliggjort et oplæg til Danmarks såkaldte globaliseringsstrategi. Der tales i papirerne – på engelsk naturligvis – om innovation, forskning, start-ups og interkulturel forståelse. Men temaerne grøn vækst og international klimapolitik er til gengæld helt fraværende.

I april 2006 får Fogh imidlertid besøg af daværende miljøminister Connie Hedegaard i statsministerens embedsbolig på Marienborg. I de smukke omgivelser med udsigt til Mølleåen og Lyngby Sø præsenterer Hedegaard ideen om, at Danmark skal påtage sig en central og proaktiv rolle i de internationale klimaforhandlinger i FN-regi. Hedegaard beskriver i sin bog ”Da klimaet blev hot” fra 2008, hvordan nationen havde brug for at markere sig med andet på den internationale scene end de ti karikaturtegninger, der i september 2005 var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten og siden i en række internationale medier. ”Statsministeren var fra begyndelsen lydhør,” skriver Hedegaard.

Derfra tager Anders Fogh Rasmussen fat og begynder sammen med Hedegaard og sin daværende diplomatiske rådgiver, Bo Lidegaard, at forme det, der bliver begyndelsen til den grønne danske udenrigspolitik, vi kender i dag. Den nye klimapolitik skal naturligvis med Fogh for bordenden være mere blå, end den er rød. Derfor skal den have appel til både fremsynede erhvervskredse, til sikkerhedspolitiske høge som USA’s præsident, George W. Bush, og til Europas største energiforbruger, Tyskland. Det sørger Fogh for med pointer, der i dag er bredt accepterede, om den strategiske fornuft i at være energieffektiv, selvforsynende og mindst muligt afhængig af totalitære energiproducerende regimer.

Foghs højt profilerede grønne, internationale erhvervs- og vækstpolitik bliver i de kommende år det centrale og altid forhåndenværende narrativ, når statsministeren, regeringens medlemmer, Danmarks ambassadører og danske forhandlere optræder ude i verden.

Danmark har fået en ny fortælling om sig selv.

Arven fra Fogh

Det sidste bevis på dét kom, da statsminister Helle Thorning Schmidt i forbindelse med 3GF-konferencen i København på Danmarks vegne modtog Verdensnaturfonden WWF’s anerkendelse for den globale lederrolle, som Danmark har taget på sig, når det gælder grøn omstilling.

WWF-lederen Jim Leape roste Danmark for at vise, at det er muligt at udvikle et bæredygtigt samfund og på samme tid sikre vækst og velfærd.

Thorning takkede ved blandt andet at dele æren med den borgerlige side i Folketinget. ”Siden oliekrisen har vi i Danmark haft tradition for brede energiforlig og fokus på energieffektivitet og vedvarende energi,” sagde statsministeren, der understregede, at hun håber, at alle Folketingets partier fortsat vil bakke op om den ambitiøse indsats.

”Det er vigtigt. Ikke kun i Danmark, men også globalt. Og det er vigtigt for vores virksomheder, at vi beholder førerpositionen,” sagde statsministeren.

Niels B. Christiansen, topchef i Danfoss-koncernen, er en af de erhvervsledere, der glæder sig over, at den danske regering nu for tredje år i træk samler politikere fra Kina, Sydkorea, Mexico, Qatar og Kenya til grønt væksttopmøde i København.

”Det er en af de eneste måder, vi kan finde ud af, hvad vi kan gøre hver især, så det ikke bare bliver virksomheder, der peger på regeringerne, og regeringerne der peger på virksomhederne. Det er der jo en risiko for,” siger Niels B. Christiansen til Mandag Morgen.

Lau Blaxekjær, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, forsker i lige præcis den nye form for grøn og erhvervsorienteret klimapolitik, som Danmark har placeret så centralt i sin udenrigspolitik i de senere år.

”Den er speciel, fordi rigtig mange forskellige danske aktører har taget den til sig. Det er jo langtfra kun regeringen. Det er også erhvervsliv, kommunerne og regioner. Det er almindeligt kendt, at det tager tid at brande en nation. Men jeg mener, at Danmark har succes med strategien,” siger Blaxekjær, der i øjeblikket forsker ved McGill-universitetet i Montreal, Canada.

På den økonomiske side peger Blaxekjær på, at eksempelvis Cowi og Danfoss har fået en stor ordre på anlæggelse af fjernvarmeanlæg i byen Anshan i Kina som en direkte følge af kinesiske embedsmænds og erhvervsfolks besøg hos Københavns Kommune. Men også på det politiske plan har det betydning, at Danmark eksempelvis mødes med repræsentanter fra Kina, Mexico og Sydkorea, der er deltagere i G20-møderne og andre fora, hvor Danmark gerne vil kunne præsentere ideer, selv om man ikke er selvstændig deltager.

Ifølge Blaxekjær er den erhvervsorienterede klimapolitiske agenda vokset i betydning, i takt med at stadig flere aktører opgiver håbet om, at FN-systemet nogensinde vil kunne producere en global og bindende klimapolitisk aftale.

Lars Løkke Rasmussen har – selv om han ”arvede” FN’s langtfra succesrige COP15-klimatopmøde i København i 2009 fra Anders Fogh Rasmussen og nu kæmper med rejseafregningerne i GGGI-regi – langtfra mistet interessen for den grønne vækst. Ganske vist skoses han af kritikere for i danske indenrigspolitiske sammenhænge at stå på klimabremsen: Han fastholder, at Danmark som en globalt ledende nation i forhold til grøn omstilling skal befinde sig i førerfeltet – og ikke langt foran andre nationer. Men i en international sammenhæng gør han det i en artikel i GGGI-regi klart, at udviklingsorganisationer og politikere bør gøre mere for at overbevise den private sektor om, at den har langsigtede interesser i at investere i grønne vækstpolitikker.

Både Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt fremstår således i dag i internationale sammenhænge som overbeviste repræsentanter for den grøn vækst-orienterede udenrigs-, handels- og klimapolitik, som blev udviklet under Anders Fogh Rasmussen.