Danske andelsselskaber skal internationaliseres. Det er dagsordenen for det 21. århundrede. Den præsenteres i et strategioplæg på generalforsamlingen i Danske Andelsselskaber i næste måned. Hvis selskaberne skal sikre sig en førerposition i den europæiske fødevaresektor, kræver det enten grænseoverskridende fusioner, eller at udlændinge bliver medejere af danske andelsselskaber. MD Foods’ fusion med svenske Arla er således blot et forvarsel om, hvad sektoren må forberede sig på de kommende år. Det indebærer et opgør med den traditionelle andelsmodel og med hævdvundne institutioner i en branche, der omsætter for over 100 milliarder kr., beskæftiger 50.000 ansatte og er en af Danmarks største eksportindustrier. Udspillet forventes at skabe hed debat i sektoren. Formanden for Danske Andelsselskaber, Bent Juul Sørensen, anser det for naturligt, at både Danish Crown og de andre store andelsslag-terier styrker økonomien ved at åbne for udenlandske ejere. Og formanden for Danske Slagterier og næstformand i Danish Crown, Bent Claudi Lassen, ser klart transnationale andelsselskaber som en ekspansionsmulighed. “Der vil helt sikkert ske noget på slagteriområdet,” siger han. Tankerne møder modstand fra andre dele af sektoren, bl.a. hos direktøren for Steff-Houlberg, Gert Kjelsen. Han foretrækker rent danske ejerskaber. Ugebrevet gennemgår perspektiverne i strategioplægget og en ny amerikansk andelsbevægelse, som kan blive en model for en fornyelse af den danske andelssektor.